Du er her: IRF National rekommandationsliste Baggrundsnotater Fordøjelse og stofskifte ATC-gruppe A10B – Andre antidiabetika

Print

ATC-gruppe A10B – Andre antidiabetika


Rekommandation

De rekommanderede lægemidler anses for at have sammenlignelige effekter på blodglukose og acceptable bivirkningsprofiler.
 
Pioglitazon har dokumenteret effekt på blodsukkeret, men rekommanderes med forbehold pga. de potentielt alvorlige bivirkninger. Tilsvarende har glibenclamid veldokumenteret blodsukkernedsættende effekt, men har en mindre gunstig bivirkningsprofil end de rekommanderede præparater.
 
Rekommanderet (med ækvieffektive doser. vedligeholdelsesdoser i parentes)

 

Alfa-glukosidase hæmmere

 

Acarbose

150 mg (50 mg x 3)  

 

 

Biguanider

 

Metformin

2.000 mg (500-1.000 mg x 2)

 

 

DPP 4-hæmmere

 

Saxagliptin

5 mg (5 mg x 1)

Sitagliptin 

100 mg (100 mg x 1)

Vildagliptin

100 mg (50 mg x 2)

Sitagliptin + metformin

som for de enkelte stoffer

Vildagliptin + metformin

som for de enkelte stoffer

 

 

GLP 1-analoger

 

Exenatid

20 µg (10 µg x 2)

Liraglutid

1,2 mg (1,2 – 1,8 mg x 1)

 

 

Meglitinider

 

Repaglinid 

3 mg (0,5-4 mg x 3-4)

 

 

Sulfonylurinstoffer

 

Gliclazid

30 mg (30-120 mg x 1)

Glimepirid  

1 mg (1-4 mg x 1)

Glipizid

5 mg (2,5-15 mg x 1)

Tolbutamid     

1.000 mg (500 mg x 2-3)

 

 

Rekommanderet med forbehold eller i særlige tilfælde

 

Glitazoner

 

Pioglitazon

45 mg (15-45 mg x 1)

 

 

Sulfonylurinstoffer

 

Glibenclamid 

3,5 mg (1,75-7 mg x 1-2)

 

Ikke rekommanderet
Ingen.
 

 

Nye lægemidler til indplacering: Linagliptin markedsført 3. oktober 2011. Se IRF´s egen omtale her.

 

Baggrundsnotat

Lægemidler

Effekter og bivirkninger

Interaktioner

Forfattere

Referencer
 

Lægemidler

Gruppen omfatter 7 forskellige lægemiddeltyper:

  • Alfa-glukosidase hæmmere 
  • Biguanider 
  • DPP 4-hæmmere
  • Glitazoner 
  • GLP 1-analoger 
  • Meglitinider 
  • Sulfonylurinstoffer
     

Effekter og bivirkninger

Baggrundsnotatet indeholder ikke specifik omtale af lægemidlernes effekt og bivirkninger ved behandling af børn og unge.


HbA1c


Forskelle mellem lægemiddelgrupperne
I en metaanalyse findes metformin, sulphonylurinstoffer (SU), repaglinid og glitazoner at reducere HbA1c lige meget (ca. 1 %-point), hvis anvendt som monoterapi (Bolen 2007).
Anvendt som tillæg til metformin reducerer alle øvrige antidiabetika HbA1c med yderligere 0,7 – 1,3 %-point, uden statistisk signifikante forskelle grupperne i mellem (Phung 2010, Pratley 2010).

 

Forskelle indenfor lægemiddelgrupperne
Der findes kun meget få direkte sammenligninger indenfor de enkelte stofgrupper, og generelt findes der ingen signifikante forskelle eller også er sammenligningsgrundlaget endnu ikke tilstrækkeligt stort (Harrover 1995, Schernthaner 2004, CHMP 2009, Buse 2009 og 2010)

 

De forskellige sulfonylurinstoffer, glitazoner, GLP 1-analoger og DPP 4-hæmmere vurderes på denne baggrund ikke at have væsentlig forskellig blodsukkersænkende effekt.

 

Komplikationer og mortalitet


Flere store studier har forsøgt at afklare om de forskelle lægemidler og/eller det opnåede HbA1c-niveau ved forskellige grader af multifaktoriel behandlingsindsats kan påvirke mortalitet og/eller risikoen for hjertekarsygdom og komplikationer. Resultaterne er dog ikke entydige.


UK Prospective Diabetes Study (UKPDS)
I UKPDS fandt man hos nydiagnosticerede og overvægtige, at metforminbehandling medførte signifikant lavere risiko for død af alle årsager, diabetesrelaterede dødsfald, udvikling af diabetesrelaterede hændelser (kombineret effektmål bestående af både død, mikro- og makrovaskulære komplikationer) og for makrovaskulære komplikationer (primært båret igennem af en forskel i antallet af myokardieinfarkter) sammenlignet med diætbehandling. Der var derimod ingen forskel i de mikrovaskulære komplikationer. Den mediane HbA1c-værdi var 8,0 i diætgruppen og 7,4 i metformingruppen (UKPDS 34).


Hos nydiagnosticerede og normalvægtige så man, at behandling med enten SU eller insulin medførte signifikant lavere risiko for det kombinerede endepunkt og for mikrovaskulære komplikationer (primært båret igennem af en stor forskel i antallet, der fik foretaget retinal fotokoagulation) sammenlignet med diætbehandling. Den mediane HbA1c-værdi var 7,9 i diætgruppen og 6,7 - 7,2 i SU/insulingruppen (UKPDS 33).   


I 10-års opfølgningsstudiet efter endt intervention var der stadig ikke forskel på de mikrovaskulære komplikationer mellem de oprindelige metformin- og diætgrupper. Derimod var der nu forskel på både makrovaskulære komplikationer og mortalitet mellem de oprindelige SU/insulin- og diætgrupper på trods af sammenlignelig glykæmisk regulering i opfølgningsperioden (Holman 2008). Det vides dog ikke hvilke antidiabetika grupperne rent faktisk blev behandlet med i opfølgningsperioden da der ikke er indsamlet data herom. 

 

Intensiv blodsukkerreduktion (Nyere studier)
Tre nye store studier har undersøgt om en intensiv blodglukosesænkende behandling med flere lægemidler senere i diabetesforløbet kan have yderligere effekt på mortaliteten og risikoen for hjertekarsygdom og mikroangiopati. HbA1c var i de intensive grupper bragt tæt på det normale med HbA1c 6,4-6,9% og 7,3-8,4% i kontrolgrupperne (ACCORD 2008, ADVANCE 2008, Duckworth 2009 (VADT-studiet)). I ACCORD fandtes gunstig effekt på progressionen af retinopati og nefropati og i ADVANCE fandtes en gunstig effekt på nefropati (ACCORD 2008, ADVANCE 2008, Ismail-Beigi 2010). Der var ingen signifikant effekt på de kardiovaskulære endepunkter i ADVANCE og VADT-studiet men en betydelig øget forekomst af hypoglykæmi. I ACCORD var der gunstig effekt på non-letal AMI, men en negativ effekt på både den totale dødelighed og kardiovaskulær død. Efterfølgende analyser har ikke sikkert afklaret årsagen til denne øgede risiko. Den samlede konklusion på disse studier har været, at behandlingsmålet skal individualiseres, hvor lang diabetesvarighed, langvarig dårlig regulering og tilstedeværende komplikationer skal give anledning til forsigtighed ved forsøg på optimering af behandlingen med flere lægemidler.

 

Steno 2-studiet
I det danske Steno 2-studie omfattende 160 patienter så man hos patienter med type 2-diabetes og mikroalbuminuri en signifikant reduktion i kardiovaskulære og mikrovaskulære endepunkter i interventionsgruppen (intensiveret blodsukkersænkende behandling, ACE-I/AIIA, acetylsalicylsyre samt lipid- og blodtrykssænkede behandling) (Gæde 2003) og i opfølgningspublikationen også i myokardieinfarkter og mortalitet. HbA1c var 7,9 % i behandlingsgruppen og 9,0 % hos de konventionelt behandlede (Gæde 2008). Reduktionen i den kardiovaskulære risiko tilskrives imidlertid ikke den blodglukosesænkende behandling, men snarere statinbehandlingen og den antihypertensive behandling.

 

Glitazoner og makrovaskulære hændelser
I PROACTIVE-studiet medførte pioglitazon ingen effekt på det primære effektmål, men en statistik signifikant reduktion i et post-hoc defineret, sekundært, kombineret endepunkt (kardiovaskulær død, apopleksia cerebri og ikke-fatalt myokardieinfarkt) sammenlignet med placebo hos diabetespatienter med tidligere hjerte-karsygdom (Dormandy 2005). Metaanalyser har forsøgt at kaste lys over glitazonernes påvirkning af risikoen for iskæmisk hjertesygdom, og har bl.a. antydet øget risiko for myokardieinfarkt ved brug af rosiglitazon (Lincoff 2007, Lago 2007, Nissen 2007, Singh 2007). Et ublindet, randomiseret studie af rosiglitazons kardiovaskulære risikoprofil har ikke afkræftet denne mistanke (Home 2009).

 

Epidemiologiske studier af orale antidiabetika og kardiovaskulær død/død af alle årsager
Bedømt ud fra epidemiologiske studier er alle SU forbundet med en lettere øget risiko for kardiovaskulær død og død af alle årsager sammenlignet med metformin. For SU stofferne indbyrdes har gliclazid dog den mest fordelagtige profil, mens glibenclamid har den mindst fordelagtige profil (ADVANCE, Horsdal HT 2009, Jørgensen CH et al 2010 (Int J Cardiol.), Jørgensen CH et al 2010 (Cardiovasc Diabetol), Khalangot M et al 2009, Monami M et al 2007, Olsson J et al 2000, Pantalone KM et al 2009, Pantalone KM et al 2010, Selvin 2008, Simpson SH et al 2006, Tzoulaki 2009).

 

Sammenlignet med orale antidiabetika har et epidemiologisk studie vist, at exenatid kan være associeret med lavere risiko for kardiovaskulære hændelser og indlæggelser som følge af kardiovaskulær sygdom (Best 2010).


Påvirkning af risikofaktorer


Lipider
I en metaanalyse findes, at LDL falder ved brug af metformin sammenlignet med SU (- 0,26 mmol/l), men stiger ved brug af pioglitazon sammenlignet med metformin (0,32 mmol/l) eller SU (0,27 mmol/l) (Bolen 2007).
HDL påvirkes derimod mere fordelagtigt af pioglitazon end af metformin (0,08 mmol/l) eller SU (0,13 mmol/l) (Bolen 2007).
Også triglyceriderne falder ved brug af metformin sammenlignet med SU (-0,10 mmol/l), og ved sammenligning af pioglitazon med metformin (-0,29 mmol/l) eller SU (-0,28 mmol/l) (Bolen 2007).
Acarbose påvirker i en metaanalyse ikke plasmalipiderne (Van de Laar 2005).

 

DPP 4-hæmmerne påvirker i flere RCT ikke plasmalipiderne sammenlignet med placebo (Aschner 2006, Nauck 2007a, Charbonnel 2006, Rosenstock 2006, Bosi 2007, Garber 2007, Hermansen 2007, Garber 2008, Cahcra 2009, DeFronzo 2009).
Exenatid sænker i to undersøgelser triglyceridniveauet og øger HDL sammenlignet med placebo (Blonde 2006: hhv. -0,43 mmol/l og 0,12 mmol/l, Klonoff 2008: hhv. –44.4 mg/dl og 8.5 mg/dl) (Blonde 2006, Klonoff 2008), og sænker LDL i en anden (ingen eksakte tal opgivet) (Buse 2004), mens lipiderne ikke påvirkes i en tredje (DeFronzo 2005).
Der ses statistisk signifikant større fald i triglyceridkoncentrationen (-0,18 mmol/l) hos liraglutid- end exenatidbehandlede i én direkte sammenlignende undersøgelse (Buse 2009). De beskrevne forandringer er små sammenlignet med effekten af statiner.

 

Blodtryk
Der er ikke fundet signifikante forskelle mellem metformin, SU og glitazoner (Bolen 2007).
Exenatid sænker det diastoliske blodtryk statistisk signifikant mere end placebo (Blonde 2006) og liraglutid reducerer det systoliske blodtryk signifikant i forhold til glimepirid (Nauck 2009, Russel-Jones 2009). I en direkte sammenligning af exenatid og liraglutid ses ens systoliske og diastoliske blodtryksfald (Buse 2009).
 
Vægt
I monoterapi medfører SU og glitazoner vægtøgning på hhv. 1,9-3,5 kg og 1,9 kg sammenlignet med metformin, hvorimod der ikke ses forskel på vægtudviklingen mellem SU og acarbose, mellem SU og glitazoner eller mellem SU og repaglinid (Bolen 2007).
En dansk undersøgelse designet til at se på forskelle i vægt viser, at patienter behandlet med enten metformin eller SU alle kan opretholde et diætbaseret vægttab over 5 år (Olivarius 2006).
Som tillæg til metformin medfører behandling med SU, repaglinid eller glitazoner placebokorrigerede vægtøgninger på hhv. 2,1 kg, 1,8 kg og 2,1 kg. Der er ingen vægtændring ved brug af acarbose eller DPP 4-hæmmere  GLP 1-analogerne er forbundet med et placebokorrigeret vægttab på 1,8 kg (Phung 2010).
Der er ikke forskel på vægttabet mellem exenatid og liraglutid (Buse 2009).

 

Hypoglykæmi

 

En metaanalyse viser en absolut større risiko for hypoglykæmi og alvorlig hypoglykæmi ved SU- end ved metformin- eller glitazonbehandling på hhv. 4 % og 9 %. Der er ingen forskel mellem repaglinid og SU (Bolen 2007).
Som tillæg til metformin er SU og repaglinid forbundet med hhv. 4,5 og 7,5 gange øget risiko for hypoglykæmi sammenlignet med placebo, mens der ikke er øget risiko ved brug af acarbose, glitazoner, DPP 4-hæmmerne eller GLP 1-analogerne (Phung 2010).
En metaanalyse viser, at glibenclamid medfører en absolut risikoforøgelse på 3 % for hypoglykæmi, sammenlignet med andre SU (Bolen 2007). Et non-inferiority studie viser, at glimepirid er forbundet med en absolut risikoforøgelse på 5,2 % sammenlignet med gliclazid. Dog er konklusionen tilsyneladende alene baseret på biokemiske forskelle i blodglukose niveau, idet der ikke er rapporteret en differentiering af de hypoglykæmiske tilfælde på baggrund af kliniske symptomer (Schernthaner 2004). 
Der er ikke forskel på antal hypoglykæmiske episoder mellem GLP 1-analogerne (Buse 2009).

 

Andre bivirkninger

 

Cancer
Nogle kohortestudier antyder, at metformin er forbundet med reduceret risiko for nogle cancertyper (Currie 2009) og reduceret cancer-relateret død (Landman 2010) sammenlignet med andre antidiabetika.
To kohorte studier finder, at SU som gruppe er associeret med øget cancerforekomst og risiko for cancerdød (Currie 2009, Bowker 2006). I et case-kontrol studie er brug af glibenclamid fundet associeret til øget, og brug af gliclazid til lavere cancer-incidens (Monami 2009). I et kohorte-studie er glibenclamid associeret til øget risiko for død af alle årsager og cancer-relateret død sammenlignet med gliclazid (Monami 2007).

 

Gastrointestinale bivirkninger
Metformin og acarbose er forbundet med en ca. 15 % forøget risiko for gastrointestinale bivirkninger end SU og glitazoner (Bolen 2007). GLP 1-analogerne er generelt forbundet med hyppigere gastrointestinale gener end placebo, SU og glitazoner (Nauck 2007b, Nauck 2009, Russel-Jones 2009). I en direkte sammenligning findes liraglutid i den høje dosis at give færre patienter kvalme og opkastninger end exenatid (absolut forskel på 6 %) (Buse 2009).

 

Hepatiske bivirkninger
Metfomin, SU og glitazoner er forbundet med samme lave risiko for klinisk relevant påvirkning af leverfunktionen (Bolen 2007).

 

Laktatacidose
Evidensen er ikke konsistent. I et Cochrane review findes ingen øget risiko for laktatacidose ved metforminbehandling sammenlignet med anden antidiabetisk behandling af patienter uden nyrepåvirkning (Salpeter 2006). Imidlertid viser stadig flere studier, at ophobning af metformin kan give anledning til laktatacidose (Fitzgerald 2009, Lalau 2010, Personne 2009, van Berlo-van de Laar 2011). Dette er påvist både ved samtidig farmakologisk behandling som nedsætter nyrefunktionen, samt hos patienter med hypoxi, dehydration og infektioner.

 

Hjerteinsufficiens og ødemer
Metfomin og SU er ikke forbundet med hjerteinsufficiens eller perifære ødemer, der forekommer hos hhv. 2 % og 2-20 % flere glitazonbehandlede (absolutte forskelle) (Bolen 2007).

 

Andre
Bivirkninger ved DPP 4-hæmmerne forekommer på samme niveau som komparatorerne og er generelt milde og uspecifikke (Aschner 2006, Nauck 2007a, Charbonnel 2006, Rosenstock 2006, Bosi 2007, Garber 2007, Hermansen 2007, Garber 2008, Cahcra 2009, DeFronzo 2009).

 

Interaktioner

Tolbutamid har flere kendte interaktioner end de øvrige SU, fx med kloramfenikol, sulfamethizol og ketoconazol (www.medicinkombination.dk). Kombination med fenylbutazon og propranolol bør undgås. For de øvrige interaktioner kan dosisjustering afhængig af blodsukkermålinger være nødvendig.
ACE-hæmmere, acetylsalicylsyre, betablokkere, cimetidin, isocarboxazid, fenylbutazon samt sulfamethoxazol/trimethoprim øger effekten af SU, hvorimod glukokortikoider og thiazider nedsætter effekten.
 
Omsætningen af repaglinid kan hæmmes af fibrater, hvorfor de ikke bør kombineres.
 
Effekten af metformin kan øges af ACE-hæmmere og hæmmes af glukokortikoider, således at hyppigere blodsukkerkontrol anbefales ved behandlingsstart og ved dosisændringer.
 
For acarbose, DPP 4-hæmmere, GLP 1-midlerne og glitazoner er der ingen kendte interaktioner af betydning, men interaktion med glukokortikoider må formodes.
 
Betablokkere nedsætter generelt glukosetolerancen (beta 1-specifikke dog i mindre grad) og kan sløre hypoglykæmisymptomer.

 

Forfattere

Udarbejdet af IRF med deltagelse af følgende eksterne specialister:

  • Jan Erik Henriksen - Dansk Endokrinologisk Selskab
  • Jørgen Rungby - Dansk Endokrinologisk Selskab 
  • Ole Snorgaard - Dansk Endokrinologisk Selskab 
  • Lars Jørgen Hansen - Dansk Selskab for Almen Medicin 
  • Douglas Henderson - Dansk Selskab for Almen Medicin 
  • Jens Peter Kroustrup - Dansk Selskab for Adipositasforskning


Institut for Rationel Farmakoterapi, 13. oktober 2011

 

Referencer

  • ACCORD Study Group. The Action to Control Cardiovascular Risk in Diabetes. Effects of Intensive Glucose Lowering in Type 2 Diabetes. N Engl J Med. 2008;358:2545-59.
  • ADVANCE Collaborrative Group. Intensive Blood Glucose Control and Vascular Outcomes in Patients with Type 2 Diabetes. N Engl J Med. 2008;359:2560-72
  • Aschner P, Kipnes MS, Lunceford JK et al. Effect of the dipeptidyl peptidase-4 inhibitor sitagliptin as monotherapy on glycaemic control in patients with type 2 diabetes. Diabetes Care 2006; 29: 2632-7.
  • Best JH, Hoogwerf BJ, Herman WH et al. Risk of Cardiovascular Disease Events in Patients With Type 2 Diabetes Prescribed the Glucagon-Like Peptide 1 (GLP-1) Receptor Agonist Exenatide Twice Daily or Other Glucose-Lowering Therapies: A retrospective analysis of the LifeLink database. Diabetes Care January 2011 34:90-95; published ahead of print October 7, 2010, doi:10.2337/dc10-1393.
  • Blonde L et al. Interim analysis of the effects of exenatide treatment on A1C, weight and cardiovascular risk factors over 82 weeks in 314 overweight patients with type 2 diabetes. Diab Obes Metab 2006; 8: 436-47.
  • Bowker SL, Majumdar SR, Veugelers P et al. Increased cancer-related mortality for patients with type 2 diabetes who use sulfonylureas or insulin. Diabetes Care. 2006 Feb;29(2):254-8.
  • Bolen S et al. Systematic Review: Comparative Effectiveness and Safety of Oral Medications for Type 2 Diabetes Mellitus. Ann Intern Med. 2007 Sep 18;147(6):386-99. Epub 2007 Jul 16.
  • Bosi E et al. Effects of Vildagliptin on Glucose Control Over 24 Weeks in Patients With Type 2 Diabetes Inadequately Controlled With Metformin. Diabetes Care 2007: 30:890–5.
  • Buse JB et al. Effects of Exenatide (Synthetic Exendin-4) on Glycemic Control and Weight Over 30 Weeks in Sulfonylurea -Treated Patients With Type 2 Diabetes. Diabetes Care 2004; 27: 2628-35.
  • Buse JB, et al. A study of two glucagon-like peptide-1 receptor agonists for the treatment of type 2 diabetes: liraglutide once daily compared with exenatide twice daily in a randomised, 26-week, open-label trial (LEAD-6). Lancet 2009. DOI:10,1016/S0140-6736(09)60659-0  
  • Buse JB, Sesti G, Schmidt WE et al. Switching to Once-Daily Liraglutide From Twidce-Daily Exenatide Further Improves Glycemic Control in Patients With Type 2 Diabetes Using Oral Agents. Diabetes Care 2010; 33:1300-3.
  • ChacraAR, Tan GH, Apanovitch A et al. Saxagliptin added to a submaximal dose
    of sulphonylurea improves glycaemic control compared with uptitration of sulphonylurea in patients with type 2 diabetes: a randomised controlled trial. Int J Clin Pract 2009; 63: 1395–1406.
  • Charbonnel B, Karasik A, Liu J et al. Efficacy and safety of the dipeptidyl peptidase-4 inhibitor sitagliptin added to ongoing metformin therapy in patients with type 2 diabetes inadequately controlled on metformin alone. Diabetes Care 2006; 29: 2638-43.
  • CHMP Assessment Report for Onglyza/Saxagliptin EMEA/538345/2009
  • Currie CJ,PooleCD & Gale EAM. The influence of glucose-lowering therapies on cancer risk in type 2-diabetes. Diabetologia 2009;52:1766-77.
  • DeFronzo RA et al. Effects of Exenatide (Synthetic Exendin-4) on Glycemic Control and Weight Over 30 Weeks in Metformin-Treated Patients With Type 2 Diabetes. Diabetes Care 2005; 28: 1092-1100.
  • De Fronzo RA, Hissa MN, Garber AJ et al. The Efficacy and Safety of Saxagliptin When Added to Metformin Therapy in Patients With Inadequately Controlled Type 2 Diabetes on Metformin Alone. Diabetes Care 2009; 32:1649-55.
  • Dormandy JA, Charbonnel B, Eckland DJA et al. Secondary prevention of macrovascular events in patients with type 2 diabetes in the PROactive Study (PROspective pioglitAzone Clinical Trial in macroVascular Events). Lancet 2005; 366:1279-89.
  • Duckworth W, Abraira C, Moritz T et al. Glucose Control and Vascular Complications in Veterans with Type 2 Diabetes. N Engl J Med 2009;360:129-39.
  • Garber AJ et al. Vildagliptin in combination with pioglitazone improves glycaemic control in patients with type 2 diabetes failing thiazolidinedione monotherapy: a randomized, placebo-controlled study. Diabetes, Obes and Metab 2007: 9:166–74.
  • Garber AJ et al. Effects of vildagliptin on glucose control in patients with type 2 diabetes inadequately controlled with a sulphonylurea Diabetes Obes Metab 2008 doi: 10.1111/j.1463-1326.2008.00859.
  • Fitzgerald E, Mathieu S, Ball A. Metformin associated lactic acidosis. BMJ 2009; 339:b3660.
  • Gæde P, Vedel P, Larsen N et al. Multifactorial Intervention and Cardiovascular Disease in Patients with Type 2 Diabetes. N Engl J Med 2003;348:383-93
  • Gæde P, Lund-Andersen H, Parving H-H et al. Effect of a multifactorial intervention on mortality in type 2 diabetes. N Engl J Med 2008;358:580-91
  • Harrower ADB. Comparison of diabetic control in Type 2 (non-insulin dependent) diabetic patients treated with different sulfonylureas. Curr Med Res Opin 1985;9:676-80
  • Hermansen K et al. Efficacy and safety of the dipeptidyl peptidase-4 inhibitor, sitagliptin, in patients with type 2 diabetes mellitus inadequately controlled on glimepiride alone or on glimepiride and metformin. Diab Obesity and Metab 2007; 9:733-45.
  • Holman RR, Paul SK, Bethel A et al. 10-year follow-up of intensive glucose control in type 2 diabetes. N Engl J Med 2008;359:1577-89
  • Home PD et al for the RECORD Study Group. Rosiglitazone evaluated for cardiovascular outcomes in oral agent combination therapy for type 2 diabetes (RECORD): a multicentre, randomised, open-label trial. Lancet 2009, 373: 2125-35.
  • Horsdal HT, Johnsen SP, Søndergaard F et al. Sulfonylureas and prognosis after myocardial infarction in patients with diabetes: a population-based follow-up study. Diabetes Metab Res Rev. 2009 Sep;25(6):515-22.
  • Ismail-Beigi F, Craven T, Banerji MA et al. ACCORD trial group. Effect of intensive treatment of hyperglycaemia on microvascular outcomes in type 2 diabetes: an analysis of the ACCORD randomised trial. Lancet. 2010 Aug 7;376(9739):419-30.
  • Jørgensen CH, Gislason GH, Bretler D et al. Glyburide increases risk in patients with diabetes mellitus after emergent percutaneous intervention for myocardial infarction - A nationwide study. Int J Cardiol. 2010 Aug 24. [Epub ahead of print]
  • Jørgensen CH, Gislason GH, Andersson C et al. Effects of oral glucose-lowering drugs on long term outcomes in patients with diabetes mellitus following myocardial infarction not treated with emergent percutaneous coronary intervention--a retrospective nationwide cohort study. Cardiovasc Diabetol. 2010 Sep 16;9:54.
  • Khalangot M, Tronko M, Kravchenko V et al. Glibenclamide-related excess in total and cardiovascular mortality risks: data from large Ukrainian observational cohort study. Diabetes Res Clin Pract. 2009 Dec;86(3):247-53. Epub 2009 Sep 30.
  • Klonoff DC, Buse JB, Nielsen LL et al. Exenatide effects on diabetes, obesity, cardiovascular risk factors and hepatic biomarkers in patients with type 2 diabetes treated for at least 3 years. Curr Med Res Opin. 2008 Jan;24(1):275-86.
  • Lago RM et al. Congestive heart failure and cardiovascular death in patients with prediabetes and type 2 diabetes given thiazolidinediones: a meta-analysis of randomised clinical trials. Lancet 2007; 370: 1129-36.
  • Landman GWD, Kleefstra N, Van Halteren KJJ et al. Metformin Associated With Lower Cancer Mortality in Type 2 Diabetes. Diabetes Care 2010; 33:322-6.
  • Lincoff AM et al.Pioglitazone and Risk of Cardiovascular Events in Patients With Type 2 Diabetes Mellitus. A Meta-analysis of Randomized Trials. JAMA 2007; 298(10): 1180-8.
  • Lalau JD. Lactic acidosis induced by metformin: incidence, management and prevention. Drug Saf 2010; 33(9):727-740.
  • Monami M, Lamanna C, Balzi D et al. Are sulphonylureas all the same? A cohort study on cardiovascular and cancer-related mortality. Diabetes Metab Res Rev 2007;23:479-84.
  • Monami M, Lamanna C, Balzi D et al. Sulphonylureas and cancer: a case-control study. Acta Diabetol 2009;46:279-84.
  • Nauck MA, Meininger G, Sheng D et al. Efficacy and safety of the dipeptidyl peptidase-4 inhibitor, sitagliptin, compared with the sulfonylurea, glipizide, in patients with type 2 diabetes inadequately controlled on metformin alone: a randomised, double-blind, non-inferiority trial. Diabetes Obes Metab 2007; 9: 194-205.
  • Nauck MA et al. A comparison of twice-daily exenatide and biphasic insulin aspart in patients with type 2 diabetes who were suboptimally controlled with sulfonylurea and metformin: a non-inferiority study. Diabetologica 2007; 50: 259-67.
  • Nauck M, et al. Efficacy and safety comparison of liraglutide, glimepiride, and placebo, all in combination with metformin in type 2 diabetes mellitus (LEAD-2 met). Diabetes Care 2009; 32: 84–90.
  • Nissen SE et al. Effect of Rosiglitazone on the risk of myocardial infarction and death from cardiovascular causes. N Engl J Med 2007; 356: 2457-71.
  • Olivarius NdF et al. Changes in patient weight and the impact of antidiabetic therapy during the first 5 years after diagnosis of diabetes mellitus. Diabetologia 2006; 49: 2058-67.
  • Olsson J, Lindberg G, Gottsäter M et al.Increased mortality in Type II diabetic patients using sulphonylurea and metformin in combination: a population-based observational study.Diabetologia. 2000 May;43(5):558-60.
  • Pantalone KM, Kattan MW, Yu C, Wells BJ et al. The risk of developing coronary artery disease or congestive heart failure, and overall mortality, in type 2 diabetic patients receiving rosiglitazone, pioglitazone, metformin, or sulfonylureas: a retrospective analysis. Acta Diabetol. 2009 Jun;46(2):145-54. Epub 2009 Feb 5.
  • Pantalone KM, Kattan MW, Yu C et al. The risk of overall mortality in patients with type 2 diabetes receiving glipizide, glyburide, or glimepiride monotherapy: a retrospective analysis. Diabetes Care. 2010 Jun;33(6):1224-9. Epub 2010 Mar 9.
  • Personne M. [Alarming increase of the number of metformin intoxications. Ten times doubled number of inquiries to the Swedish Poison Information Center since 2000]. Lakartidningen 2009; 106(14):994.
  • Phung O, Scholle JM, Talwar M et al. Effect of Noninsulin Antidiabetic Drugs Added to Metformin Therapy on Glycemic Control, Weight Gain, and Hypoglycemia in Type 2 Diabetes. JAMA 2010;303:1410-18.
  • Pratley RE, Nauck M, Bailey T et al. Liraglutide versus sitagliptin for patients with type 2 diabetes who did not have adequate glycaemic control with metformin: a 26-week, randomised, parallel-group open-label trial. Lancet 2010; 375: 1447–56.
  • Rosenstock J, Brazg R, Andruyk PJ et al. Efficacy and safety of the dipeptidyl peptidase-4 inhibitor, sitagliptin added to ongoing pioglitazone therapy in patients with type 2 diabetes: A 24-week, multicenter, randomized, double-blind, placebo-controlled, parallel-group study. Clin Ther 2006; 28: 1556-68.
  • Russell-Jones D, et al. Liraglutide vs insulin glargine and placebo in combination with metformin and sulfonylurea therapy in type 2 diabetes mellitus (LEAD-5 met+SU): a randomised controlled trial. Diabetologia 2009. DOI 10.1007/s00125-009-1472-y
  • Salpeter S, Greyber E, Pasternack G et al. Risk of fatal and nonfatal lactic acidosis with metformin use in type 2 diabetes mellitus. Cochrane Database Syst Rev 2006 CD002967
  • Schernthaner G, Grimaldi A, Di Mario U et al. GUIDE study: double-blind comparison of once-daily gliclazide MR and glimepiride in type 2 diabetic patients. Eur J Clin Invest. 2004; 34: 535-42.
  • Selvin E, Bolen S, Yeh HC et al. Cardiovascular outcomes in trials of oral diabetes medications: a systematic review. Arch Intern Med. 2008 Oct 27;168(19):2070-80. Review.
  • Simpson SH, Majumdar SR, Tsuyuki RT et al. Dose-response relation between sulfonylurea drugs and mortality in type 2 diabetes mellitus: a population-based cohort study. CMAJ. 2006 Jan 17;174(2):169-74.
  • Singh S et al. Long-term Risk of Cardiovascular Events With Rosiglitazone. A Meta-analysis. JAMA 2007; 298(10): 1189-95.
  • UKPDS 33.UKProspective Diabetes Study (UKPDS) Group. Intensive blood-glucose control with sulphonylureas or insulin compared with conventional treatment and risk of complications in patients with type 2 diabetes (UKPDS 33). Lancet 1998; 352: 837-53.
  • Tzoulaki I, Molokhia M, Curcin V et al. Risk of cardiovascular disease and all cause mortality among patients with type 2 diabetes prescribed oral antidiabetes drugs: retrospective cohort study using UK general practice research database. BMJ. 2009 Dec 3;339:b4731. doi: 10.1136/bmj.b4731.
  • UKPDS 33. UK Prospective Diabetes Study (UKPDS) Group. Intensive blood-glucose control with sulphonylureas or insulin compared with conventional treatment and risk of complications in patients with type 2 diabetes (UKPDS 33). Lancet. 1998 Sep 12;352(9131):837-53.
  • UKPDS 34.UKProspective Diabetes Study (UKPDS) Group. Effect of intensive blood-glucose control with metformin on complications in overweight patients with type 2 diabetes (UKPDS 34). Lancet 1998; 352: 854-65.
  • van Berlo-van de Laar IR, Vermeij CG, Doorenbos CJ. Metformin associated lactic acidosis: incidence and clinical correlation with metformin serum concentration measurements. J Clin Pharm Ther 2011; 36(3):376-382.
  • Van de Laar F, Lucassen P, Akkermans R et al. Alpha-glucosidase inhibitors for type 2 diabetes mellitus. Cochrane Database Syst Rev 2005 Apr 18;(2): CD003639.

 


 

Siden sidst opdateret: 2. november 2011 Print Printspacer Tip en ven Tip en ven/kollega spacerTil top Til top