Du er her: IRF National rekommandationsliste Baggrundsnotater Fordøjelse og stofskifte ATC-gruppe A10A – Insulin

Print

ATC-gruppe A10A – Insulin


Rekommandation

Humane insuliner og insulinanaloger er ligeværdigt rekommanderet, da der ikke er konsistente og klinisk relevante forskelle i effekten på HbA1c eller i bivirkningsprofilerne. 
 
Rekommanderet
 
Hurtigtvirkende insuliner:

  • Human insulin  
  • Insulin aspart 
  • Insulin glulisin
  • Insulin lispro

Insuliner med lang eller middellang virkningstid:

  • Insulin detemir
  • Insulin glargin 
  • NPH-insulin

Blandingsinsulin (hurtigt/langtsomt):

  • Human insulin/NPH-insulin (30/70) 
  • Insulin lispro/Protraheret insulin lispro (25/75, 50/50) 
  • Insulin aspart/Protraheret insulin aspart (30/70, 50/50, 70/30) 

Lægemidler

Effekt

Bivirkninger

Graviditet og amning

Tabeller

Forfattere

Referencer


Lægemidler

Notatet omhandler human insulin, NPH-insulin og de fem insulinanaloger aspart, detemir, glargin, glulisin og lispro samt de markedsførte blandinger heraf.


Effekt

Type 1-diabetes


Komplikationer og mortalitet

Tilførsel af insulin er livsnødvendigt ved type 1-diabetes, og i bl.a. The Diabetes Control and Complications Trial er det vist, at stram glykæmisk kontrol med human insulin medfører udskydelse af diabetiske komplikationer i øjne, nerver og nyrer (DCCT 1993). Der er ikke dokumenteret effekt på komplikationer for analogernes vedkommende.

 

HbA1c hos voksne  

Analoger vs human insulin 

Metaanalyser af de hurtigt virkende analoger og human insulins effekt på HbA1c hos voksne viser en statistisk signifikant forskel på 0,1 %-point til analogernes fordel (Siebenhofer 2006, Jacobsen 2009). Specificeret på de enkelte præparater findes forskellen at være af samme størrelsesorden for både insulin aspart, lispro og glulisin vs human insulin (Singh 2009, Garg 2005).


En metaanalyse af både publicerede og upublicerede undersøgelser af de langtidsvirkende analoger versus NPH-insulin viser, at analogerne reducerer HbA1c med 0,07 % -point mere end NPH-insulin (Monami 2009). Denne forskel dækker over en signifikant større effekt af glargin end NPH-insulin, mens der ikke er forskel i effekten af detemir og NPH (Singh 2009).


I et enkelt studie af basal/bolusbehandling med detemir/aspart vs. NPH/human insulin findes en signifikant forbedring af HbA1c på 0,23 %-point med analogerne (Hermansen 2004).

 

Analoger vs analoger

I en direkte sammenligning af aspart og lispro (i insulinpumpe) findes ingen forskel i HbA1c (Bode 2002). Tilsvarende ses ingen forskel mellem glulisin og lispro (Dreyer 2005).


Der er ikke fundet forskel på detemir og glargin i 3 randomiserede undersøgelser, hvor behandlingsalgoritmer og slutdoser dog ikke er ens (Pieber 2007, Heller 2009).

 

Ingen af de statistiske forskelle i HbA1c regnes for klinisk relevante.


HbA1c hos børn og unge

Analoger vs human insulin

Der er ingen signifikant forskel i blodsukkerkontrollen ved sammenligning af insulin lispro og human insulin, hverken når man betragter pumpebehandling eller multiple injektioner samlet (Singh 2009) eller multiple injektioner alene (Holcombe 2002).

 

Tilsvarende ses ingen forskel mellem glargin eller detemir sammenlignet med NPH, eller mellem basal/bolusregimer baseret på analog vs. human insulin (Singh 2009, Murphy 2003, Robertson 2007).


Analoger vs analoger

Der er heller ikke forskel på aspart og lispro (begge i pumpe) (Weinzimer 2008).


Ingen af de statistiske forskelle i HbA1c regnes for klinisk relevante.

 

Type 2-diabetes


Komplikationer og mortalitet 

Hos nydiagnosticerede og normalvægtige så man i UKPDS, at behandling med enten SU eller human insulin medførte signifikant lavere risiko for et kombineret effektmål bestående af både død, mikro- og makrovaskulære komplikationer og for mikrovaskulære komplikationer alene (primært båret igennem af en stor forskel i antallet, der fik foretaget retinal fotokoagulation) end diætbehandling. Den mediane HbA1c-værdi var 7,9 i diætgruppen og 6,7 - 7,2 i SU/insulingruppen (UKPDS 33). I opfølgningsstudiet var der forskel på både makrovaskulære komplikationer alene og mortalitet mellem de oprindelige SU/insulin- og diætgrupper (Holman 2008).


I en direkte sammenligning af glargin og NPH findes efter 5 års behandling ingen forskel i udviklingen af diabetisk retinopati (Rosenstock 2009).

 

I en epidemiologisk undersøgelse er der ikke fundet forskelle i incidensen af hjertesvigt, AMI eller apopleksi mellem insulin-regimer med eller uden glargin (Juhaeri 2009). Der findes ingen data vedr. analogernes indflydelse på mortaliteten.

 

HbA1c 

Human insulin vs analoger 

Overordnet er der ingen forskel mellem hurtigt virkende analoger og human insulin (Siebenhofer 2006). Specificeret på de enkelte præparater ses ingen forskel mellem aspart og human insulin eller mellem lispro og human insulin (Singh 2009). I én sammenligning af glulisin og human insulin findes en statistisk signifikant forskel på 0,16 %-point (Dailey 2004), mens et andet studie ikke finder forskel (Rayman 2007).

 

I to metaanalyser findes NPH at reducere HbA1c med 0,1 %-point mere end detemir ved tillæg til OAD (Horvath 2007, Singh 2009). Der er ingen forskel på detemir og NPH når anvendt sammen med aspart i forbindelse med måltiderne (Haak 2005). Der er ikke forskel på NPH og glargin i tillæg til OAD (Singh 2009), mens NPH reducerer HbA1c med 0,28 %-point i forhold til glargin uden samtidig brug af OAD (Rosenstock 2001).

 

Der er ikke forskel mellem basal-bolus behandling med detemir + aspart og NPH + human insulin (Raslová 2004).

 

Analoger vs. analoger 

Der er ikke forskel mellem kombinationspræparater baseret på aspart og lispro (Niskanen 2004).

 

Der ses ingen forskel mellem detemir og glargin i tillæg til OAD (Rosenstock 2008, Swinnen 2010). Ej heller i tillæg til aspart i to studier(Hollander 2008, Raskin 2009). Behandlingsalgoritmer og slutdoser er dog ikke ens.

 

I en undersøgelse af tre analog-regimer som tillæg til OAD er der efter 3 års behandling ikke forskel mellem aspart, blandingsinsulin baseret på aspart, og detemir (Holman 2009).

 

Ingen af de statistiske forskelle i Hba1c regnes for klinisk relevante.

 

Bivirkninger

Type 1-diabetes

 

Hypoglykæmi 
Analoger vs. human insulin
Den overordnede hypoglykæmiske risiko ved hurtigt virkende analoger og human insulin er ens i type 1-diabetes (Siebenhofer 2006). Lispro medfører dog færre alvorlige (relativ risiko 0,80) og natlige tilfælde (relativ risiko 0,51) end human insulin (Singh 2009). Aspart (i insulinpumpe) har en fordel i forhold til natlige tilfælde (relativ risiko 0,55) (Bode 2002).
 
Den samlede hypoglykæmiske risiko ved langtidsvirkende analoger og NPH-insulin er ens; der er dog statistisk signifikant færre alvorlige og natlige hypoglykæmier med analoger end NPH-insulin (Monami 2009). Fordelt på præparater er der ingen statistisk forskel mellem glargin og NPH forhold til hverken alvorlige eller natlige tilfælde, hvorimod detemir medfører signifikante, relative risici på hhv. 0,74 og 0,92 for alvorlige hhv. natlige tilfælde i forhold til NPH (Singh 2009).

 

Basal/bolusbehandling med detemir/aspart vs. NPH/human insulin medfører en signifikant relativ risiko på 0,65 for natlige tilfælde, mens der ikke er forskel på de alvorlige tilfælde (Hermansen 2004).

 

Analoger vs. analoger
Der er ikke fundet forskel i mellem insulin lispro og aspart (i insulinpumpe) (Bode 2002).

 

Der er ikke forskel i samtlige hypoglykæmier, natlige hypoglykæmier eller alvorlige natlige hypoglykæmier mellem detemir og glargin i ét studie (hvor 34 % af de detemir-behandlede fik én daglig dosis) (Heller 2009). Omvendt medfører detemir to gange dagligt færre alvorlige hypoglykæmier end glargin (relativ risiko 0,28), men ikke færre natlige tilfælde i et andet studie (Pieber 2007).

 

Vægt
Generelt øges kropsvægten ved brug af insulin. Der er ikke fundet konsistente forskelle mellem human insulin og analoger (Singh 2009). I to sammenlignende studier er der ikke forskel på vægtøgningen mellem detemir og glargin (Pieber  2007, Heller 2009).

 

Type 2-diabetes

 

Hypoglykæmi
Analoger vs. human insulin
Den samlede hypoglykæmiske risiko ved hurtigt virkende analoger og human insulin er også ens ved type 2-diabetes (Siebenhofer 2006). Specificeret på aspart og lispro findes heller ingen forskel på hverken alvorlige eller natlige tilfælde (Singh 2009). Glulisin medfører dog færre natlige episoder end human insulin i ét studie (Rayman 2007), men ikke i et andet (Dailey 2004).

 

I tre metaanalyser findes ingen forskel i risikoen for alvorlige tilfælde ved hverken glargin eller detemir i forhold til NPH (Horvath 2007, Monami 2008, Singh 2009). Monami 2008 finder at risikoen for natlig hypoglykæmi og symptomatisk hypoglykæmi er signifikant lavere for både glargin og detemir sammenlignet med NPH (for begge lægemidler er harzard ratio i størrelsesordenen hhv, 0,7 (symptomatisk) og 0,5 (natlig)).  Tilsvarende findes for glargin uden tillæg af OAD en relativ risiko på 0,78 for natlige tilfælde i forhold til NPH (Rosenstock 2001). Der er ikke forskel på hverken totale eller natlige episoder mellem detemir og NPH i tillæg til aspart (Haak 2005). I tillæg til OAD findes relative risici for natlige tilfælde på hhv. 0,56 og 0,53 for glargin og detemir i forhold til NPH (Singh 2009).

 

Basal/bolus-behandling med detemir + aspart medfører en relativ risiko på 0,54 for natlige hypoglykæmier i forhold til NPH + human insulin, men ingen forskel på alvorlige episoder (Raslová 2004).

 

Analoger vs. analoger
Der ses ingen forskelle i risikoen for natlige eller alvorlige hypoglykæmier mellem detemir og glargin (Rosenstock 2008, Hollander 2008, Raskin 2009, Swinnen 2010).

 

Der er ingen forskel i det samlede antal patienter med hypoglykæmi mellem grupperne efter 3 års behandling med aspart, med kombinationspræparatet baseret på aspart eller med detemir – alle som tillæg til OAD (Holman 2009).

 

Vægt
Generelt øges kropsvægten ved brug af insulin. Der er ikke fundet konsistente forskelle mellem human insulin og analoger  og mellem analoger (Singh 2009, CADTH 2008). Relevante studier er svære at sammenligne, da de er meget heterogene. Desuden er observerede ændringer i vægt indenfor +/- 1 kg. I fire sammenlignende studier ligger vægtøgningen mellem 0,6 og 3,0 kg for detemir og mellem 1,4 og 3,9 kg for glargin (Rosenstock 2008, Hollander 2008, Raskin 2009, Swinnen 2010).

 

Cancer
Flere epidemiologiske undersøgelser har fundet dosisafhængig, øget cancerincidens hos insulinbrugere (Smith 2009).

 

Graviditet og amning

Human insulin, insulin aspart og insulin lispro kan anvendes under graviditet og amning. Der ser ikke ud til at være øget risiko forbundet med brugen af glulisin og de langtidsvirkende analoger (medicin.dk).

 

Tabeller

Tabel 1. Forskelle i HbA1c og hypoglykæmi ved behandling af type 1-diabetes hos voksne

 

Sammenligning

HbA1c

Hypoglykæmi

Reference

Hurtigt virkende analog vs human insulin (Continous Subcutaneous Insulin Infusion (CSII) & Multiple Daily Injections (MDI))

-0,1 [-0,2;-0,1]

Samlet: NS

Siebenhofer 2006 (Metaanalyse)

-0,1 [-0,16;-0,01]

NA

Jacobsen 2009 (Metaanalyse)

Hurtigt virkende analog vs human insulin (CSII)

-0,2 [-0,3;-0,1]

NA

Siebenhofer 2006 (Metaanalyse)

Hurtigt virkende analog vs human insulin (MDI)

-0,1 [-0,1;0,0]

NA

Siebenhofer 2006 (Metaanalyse)

Aspart vs human insulin (CSII & MDI)

-0,13 [-0,20; -0,07]

Alvorlig: NS

Singh 2009 (Metaanalyse)

Aspart vs human insulin (CSII)

 

Natlig: 0,55 [0,43;0,70]

Bode 2002 (RCT)

Glulisin vs human insulin (MDI)

-0,13 (p = 0,02)

Alvorlig: NS

Garg 2005 (RCT)

Lispro vs human insulin (CSII & MDI)

-0,09 [-0,16;-0,02]

Alvorlig: 0,80 [0,67;0,96]

Natlig: 0,51 [0,42;0,62]

Singh 2009 (Metaanalyse)

Langtidsvirkende analoger vs. NPH

-0,07 [-0,13;-0,01]

Alvorlig: 0,73 [0,60;0,89]

Natlig: 0,69 [0,55;0,86]

Monami 2009 (Metaanalyse)

Glargin x 1 vs NPH x 2

-0,11 [-0,21;-0,02]

Alvorlig eller natlig: NS

Singh 2009 (Metaanalyse)

Detemir x 1-2 vs NPH x 2

NS

Alvorlig: 0,74 [0,58;0,96]

Natlig: 0,92 [0,85;0,98]

Singh 2009 (Metaanalyse)

Detemir/aspart vs NPH/human insulin

-0,22 [-0,34;-0,10]

Alvorlig: NS

Natlig: 0,65 [0,55;0,77]

Hermansen 2004 (RCT)

Lispro vs aspart (CSII)

NS

Alvorlig: NA

Natlig: NS

Bode 2002 (RCT)

Glulisin vs lispro (MDI)

NS

Alvorlig eller natlig: NS

Dreyer 2005 (RCT)

Detemir x 1-2 vs glargin x 1

NS

 

Alvorlig: 0,25 [0,07;0,86]

Natlig: NS

Pieber 2007 (RCT)                        

 

NS

Alvorlig og/eller natlig: NS

Heller 2009 (RCT)

 

 

Tabel 2. Forskelle i HbA1c og hypoglykæmi ved behandling af type 1-diabetes hos børn og unge

 

Sammenligning

HbA1c

Hypoglykæmi

Reference

Lispro vs human insulin (CSII & MDI)

NS

Alvorlig eller natlig: NS

Singh 2009 (Metaanalyse)

Lispro vs human insulin (MDI)

NS

Alvorlig: NS

Natlig: 0,61 [0,57;0,64]

Holcombe 2002 (RCT)

Glargin x 1 vs NPH x 2

NS

Alvorlig eller natlig: NS

Singh 2009 (Metaanalyse)

Glargin/lispro vs NPH/human insulin

NS

Alvorlig: NA

Natlig: NS

Murphy 2003 (RCT)

Detemir x 1-2 vs NPH x 2

NS

Alvorlig: NS

Natlig: 0,85 [0,77;0,94]

Robertson 2007 (RCT)

Aspart (CSII) vs lispro (CSII)

NS

NS

Weinzimer 2008 (RCT)

 

 

Tabel 3. Forskelle i HbA1c og hypoglykæmi ved behandling af type 2-diabetes

 

Sammenligning

HbA1c

Hypoglykæmi

Reference

Hurtigt virkende analog vs human insulin

NS

Samlet: NS

Siebenhofer 2006 (Metaanalyse)

Aspart vs human insulin

NS

Alvorlig eller natlig: NS

Singh 2009 (Metaanalyse)

Glulisin vs human insulin

-0,16 [-0,26;-0,05]

Alvorlig eller natlig: NS

 

Dailey 2004 (RCT)

 

NS

Alvorlig: NS

Natlig: 9,1 vs. 14,5 % af de behandlede (p= 0,03)

Rayman 2007 (RCT)

Lispro vs human insulin

NS

Alvorlig eller natlig: NS

Singh 2009 (Metaanalyse)

Glargin x 1 vs NPH x 2 (uden OAD)

0,28 [0,07;0,49]

Alvorlig: NA

Natlig: 26,5 vs 35,5 % af de behandlede (p= 0,01)

Rosenstock 2001 (RCT)

Glargin x 1 vs NPH x 2 (begge som tillæg til OAD)

NS

 

Alvorlig : NS

Natlig: 0,66 [0,55;0,80]

Horvath 2007 (Metaanalyse)

NS

Alvorlig: NS

Natlig: 0,56 [0,47;0,68]

Singh 2009 (Metaanalyse)

Detemir x 1-2 vs NPH x 2 (begge som tillæg til OAD)

0,1 [0,01;0,2]

 

Alvorlig: NS

Natlig: 0,63 [0,52;0,76]

Horvath 2007 (Metaanalyse)

 

0,13 [0,03;0,22]

Alvorlig: NS

Natlig: 0,53 [0,31;0,91]

Singh 2009 (Metaanalyse)

Detemir/aspart vs NPH/human insulin

NS

Alvorlig: NA

Natlig: 0,54 [0,30;0,97]

Raslová 2004 (RCT)

Detemir vs NPH (begge som tillæg til aspart)

 

NS

 

Alvorlig: NA

Natlig: 0,66 [0,45;0,96]

Haak 2005 (RCT)

 

-0,22 [-0,41;-0,03]

Alvorlig: 0,31 [0,16;0,58]

Natlig: 0,54 [0,40;0,71]

Bartley 2008 (RCT)

Lispro vs aspart (blandingsinsuliner)

NS

Alvorlig: NS

Natlig: NA

Niskanen 2004 (RCT)

Detemir x 1-2 vs glargin x 1 (begge som tillæg til OAD)

NS

Alvorlig: NA

Natlig: NS

Rosenstock 2008 (RCT)                        

NS

Samlet: NS

Swinnen 2010 (RCT)

Detemir x 1-2 vs glargin x 1 (begge som tillæg til aspart)

NS

Alvorlig: NS

Natlig: NA

Hollander 2008 (RCT)

 

NS

Alvorlig eller natlig: NS

Raskin 2009 (RCT)

Aspart x 3 vs blandingsaspart x 2 vs detemir x 1-2 (alle som tillæg til OAD)

NS

Alvorlig: 5,7 vs 3,0 vs 1,7 tilfælde/patient/år (p < 0,001 for alle sammenligninger)

Holman 2009 (RCT)

 

Forfattere

Udarbejdet af IRF med deltagelse af følgende eksterne specialister:

  •  Jan Erik Henriksen - Dansk Endokrinologisk Selskab
  •  Jørgen Rungby - Dansk Endokrinologisk Selskab
  •  Ole Snorgaard - Dansk Endokrinologisk Selskab
  •  Lars Jørgen Hansen - Dansk Selskab for Almen Medicin
  •  Douglas Henderson - Dansk Selskab for Almen Medicin
  •  Jens Peter Kroustrup - Dansk Selskab for Adipositasforskning

Institut for Rationel Farmakoterapi, 13. oktober 2011

 

Referencer

  • Bode B, Weinstein R, Bell Det al. Comparison of insulin aspart with buffered regular insulin and insulin lispro in continous subcucaneous insulin infusion: a randomized study in type 1 diabetes. Diabetes Care 2002; 25: 439-44.
  • Canadian Agency for Drugs and Technologies in Health. Long-acting insulin analogues for the treatment of diabetes mellitus: meta-analyses of clinical outcomes. Ottawa (ON): The Agency; 2008. Link: http://cadth.ca/media/compus/reports/compus_Long-Acting-Insulin-Analogs-Report_Clinical-Outcomes.pdf.
  • Dailey G, Rosenstock J, Moses RWK et al. Insulin glulisine provides improved glycemic control in patients with type 2 diabetes. Diabetes Care 2004 Oct; 27 (10): 2363-8
  • DCCT. The effect of intensive treatment of diabetes on the development and progression of long-term complications an insulin dependent diabetes mellitus. N Engl J Med 1993; 329: 977-86.
  • Dreyer M, Prager R, Robinson A, et al. Efficacy and safety of insulin glulisine in patients with type 1 diabetes. Horm Metab Res 2005 Nov; 37 (11): 702-7.
  • Garg SK, Rosenstock J, Ways K. Optimized basal-bolus insulin regimens in type 1 diabetes: insulin glulisine versus regular human insulin in combination with basal insulin glargine. Endocr Pract 2005; 11 (1): 11-7
  • Haak T et al. Lower within-subject variability of fasting blood glucose and reduced weight gain with insulin detemir compared to NPH insulin in patients with type 2 diabetes. Diabetes, Obesity and Metabolism 2005; 7: 56-64. 
  • Heller S, Koenen C, Bode B. Comparison of Insulin Detemir and Insulin Glargine in a Basal-Bolus Regimen, With Insulin Aspart as the Mealtime Insulin, in Patients With type 1 Diabetes: A 52-Week, Multinational, Randomized, Open-Label, Parallel-Group, Treat-to-Target, Noninferiority Trial. Clin Ther 2009; 10:2086-97.
  • Hermansen K, Fontaine P, Kukolja KK et al.Insulin analogues (insulin detemir and insulin aspart) versus traditional human insulins (NPH insulin and regular human insulin) in basal-bolus therapy for patients with type 1 diabetes. Diabetologia 2004;47:622-9.
  • Holcombe JH, Zalani S, Arora VK et al. Lispro in Adolescents Study Group. Comparison of insulin lispro with regular human insulin for the treatment of type 1 diabetes in adolescents. Clin Ther 2002;24:629-38.
  • Hollander P, Cooper J, Bregnhøj J et al. A 52-week, multinational, open-label, parallel-group, noninferiority, treat-to-target trial comparing insulin detemir with insulin glargine in a basal-bolus regimen with mealtime insulin aspart in. Clin Ther. 2008;30:1976-87. 
  • Holman RR, Thorne KI, Farmer AJ et al. Addition of Bipharsic, Prandial, or Basal Insulin to Oral Therapy in Type 2 Diabetes. N Engl J Med 2007; 357:1716-30.
  • Holman RR, Paul SK, Bethel A et al. 10-year follow-up of intensive glucose control in type 2 diabetes. N Engl J Med 2008;359:1577-89
  • Holman RR, Farmer AJ, Davies MJ et al. Three-Year Efficacy of Complex Insulin Regimens in Type 2 Diabetes. N Engl J Med 2009; 361:1736-47.
  • Horvath K, Jeitler K, Berghold A et al. Long-acting insulin analogues versus NPH insulin (human isophane insulin) for type 2 diabetes mellitus. Cochrane Database of Systematic Reviews 2007, Issue 2. Art. No.: CD005613. DOI: 10.1002/14651858.CD005613.pub3. 
  • Jacobsen IB, Henriksen JE, Hother-Nielsen et al. Evidence-based insulin treatment in type 1 diabetes mellitus. Diabetes Res Clin Pract 2009; 86:1-10. 
  • Juhaeri J, Gao S, Dai WS. Incidence rates of heart failure, stroke, and myocardial infarction among Type 2 diabetic patients using insulin glargine and other insulin. Pharmacoepidemiol Drug Saf 2009;18:497-503.
  • Monami M, Marchionni N, Mannucci E. Long-acting insulin analogues versus NPH human insulin in type 2 diabetes: a meta-analysis. Diabetes Res Clin Pract. 2008 Aug;81(2):184-9. Epub 2008 May 20.Monami M, Marchionni N, Mannucci E et al. Long-acting insulin analogues vs. NPH human insulin in type 1 diabetes. A meta-analysis. Diabetes Obes Metab 2009; 11: 372-8.
  • Murphy NP, Keane SM, Ong KK et al. Randomized, cross-over trial of insulin glargine pls lispro or NPH plus regular human insulin in adolescents with type 1 diabetes on intensive insulin regimens. Diabetes Care 2003; 26: 799-804.
  • Niskanen L, Jensen LE, Rastam J et al. Randomized, multinational, open-label, 2-period, crossover somparison of biphasic insulin aspart 30 and biphasic insulin lispro 25 and pen devices in adult patients with type 2 diabetes mellitus. Clin Ther 2004; 26: 531-40.
  • Pieber TR, Treichel H-C, Hompesch B et a. Comparison of insulin detemir and insulin glargine in subjects with Type 1 diabetes using intensive insulin therapy. Diabetic Med 2007;42:635-42. 
  • Raskin T, Gylvin T, Weng W et al. Comparison of insulin detemir and insulin glargine using a basal-bolus regimen in a randomized, controlled clinical study in patients with type 2 diabetes. Diabetes Metab Res Rev 2009; 25(6):542-8.
  • Raslová K, Bogoev M, Raz I et al. Insulin detemir and insulin aspart: a promising basal-bolus regimen for type 2-diabetes. Diabetes Res Clin Pract 2004; 66: 193-201. Corrigendum i 2006;72:112
  • Rayman G, Profozic V, Middle M. Insulin glulisine imparts effective glycaemic control in patients with type 2 diabetes. Diabetes Res Clin Pract 2007 May; 76 (2): 304-12
  • Robertson KJ, Schoenle E, Gucev Z et al. Insulin detemir compared with NPH insulin in children and adolescents with type 1 diabetes. Diabet Med 2007; 24:27-34.
  • Rosenstock J et al. Basal insulin therapy in type 2 diabetes: 28-week comparison of insulin glargine (HOE 901) and NPH insulin. Diabetes Care 2001;24:631-6. 
  • Rosenstock J, Davies M, Home PD et al. A randomised, 52-week, treat-to-target trial comparing insulin detemir with insulin glargine when administered as add-on to glucose-lowering drugs in insulin-naive people with type 2 diabetes. Diabetologia. 2008;51:408-16.
  • Rosenstock J, Fonseca A, McGill JB et al. Similar progression of diabetic retinopathy with insuline glargine and neutral protamine Hagedorn (NPH) insulin in patients with type 2 diabetes: a long-trem, randomised, open-label study. Diabetologia 2009; 52:1778-88.
  • Siebenhofer A, Plank J, Berghold A et al. Short acting insulin analogues versus regular human insulin in patients with diabetes mellitus. The Cochrane Database of Systematic Reviews 2006, Issue 2. Art. No.:CD003287.pub4. DOI: 10.1002/14651858.CD003287.pub4. 
  • Singh SR, Ahmad F, Lal A et al. Efficacy and safety of insulin analogues for the management of diabetes mellitus: a meta-analysis. CMAJ 2009; 180 (4): 385-97.
  • Smith U, Gale EAM. Does diabetes therapy influence the risk of cancer? Diabetologia 2009; 52:1699-708.
  • Swinnen S, Dain M-P, Aronson R et al. A 24-Week, Randomized, Treat-to-Target Trial Comparing Initiation of Insulin Glergine Once-Daily With Insulin Detemir Twice-Daily in Patients With Type 2-Diabetes Inadequately Controlled on Oral Glucose-Lowering Drugs. Diabetes Care 2010;33:1176-8.
  • UK Prospective Diabetes Study (UKPDS) Group. Intensive blood-glucose control with sulfonylureas or insulin compared with conventional treatment and risk of complications in patients with type 2 diabetes (UKPDS 33). Lancet 1998;352:837-53.

 

 



 


 

Siden sidst opdateret: 13. oktober 2011 Print Printspacer Tip en ven Tip en ven/kollega spacerTil top Til top