Institut for Rationel Farmakoterapi ATC-gruppe A10A

	Formål
	Udvælgelseskriterier
	Plan for opdatering
	Styregruppe
	Høring
	Dato for sidste opdatering

Du er her: IRF National rekommandationsliste Baggrundsnotater Fordøjelse og stofskifte ATC-gruppe A10A – Insulin

ATC-gruppe A10A – Insulin

Rekommandation

Humane insuliner og insulin analoger er ligeværdigt rekommanderet da der ikke er dokumenterede forskelle i effekten på HbA1c. Langtidsvirkende insulin analoger kan eventuelt have en fordel hos brugere af human NPH insulin, der lider af natlig hypoglykæmi og høj morgenblodglukose eller har stor dag-til-dag variation i glykæmisk kontrol.

Rekommanderet

Hurtigtvirkende human insulin og insulin analoger:

Human regular insulin
Insulin lispro
Insulin aspart
Insulin glulisin

Insuliner med middellang virkningstid:

NPH-insulin

Kombinationer (hurtigt/langtsomt):

Human blandings insulin (30/70, 40/60, 50/50)
Protraheret Insulin lispro (25/75, 50/50)
Protraheret Insulin aspart (30/70)

Langtidsvirkende analoger:

Insulin glargin
Insulin detemir

Andre relevante forhold

Forfattere

Referencer

Lægemidler

Insulin er et kraftigt anabolt hormon nødvendigt for opbygningen af glykogendepoter, fedtdepoter og protein. Tilførsel heraf medfører ophævelse af de abnorme stofskifteprocesser, insulinmangel medfører. Det betyder, at insulin umiddelbart er rekommanderet til alle type 1-diabetikere.

Hos type 2-diabetikere er insulin rekommanderet såfremt de terapeutiske mål for optimal glykæmisk kontrol ikke længere kan opnås ved hjælp af livsstilsændringer og perorale antidiabetika, samt midlertidigt til diabetikere, der normalt er velkontrolleret på perorale antidiabetika, men udsættes for komplicerende lidelse (kirurgisk indgreb, infektion mm.)

Effekt

Målet med insulinbehandling består i en så optimal glykæmisk kontrol som muligt vurderet på symptomer, forebyggelse af ketoacidose hos type 1-diabetikere og lavest mulig HbA1C med det formål at forebygge de med diabetes forbundne komplikationer. Effekten af insulin på kardiovaskulær sygdom og død som følge af type 2-diabetes er ikke med sikkerhed dokumenteret, men sandsynliggjort (UKPDS 33, 34 og 57).

Insulinanalogerne synes ikke at indebære fordele frem for human insulin når effekten på HbA1C vurderes (Rostenstock 2000 og 2001, Fritsche 2003, Garg 1996, Pieber 2004, Home 2004, Yki-Järvinen 2001, Dunn 2003, Siebenhofer 2006, Horvath 2007). Sammenlignet med human insulin medfører insulin lispro lavere postprandielt blodsukker hos type 1-diabetikere (Zinman 1996).

Bivirkninger

Bivirkninger er dels en følge af insulinets fysiologiske virkning i form af hypoglykæmi, dels refraktionsanomalier, der oftest set ved start af behandlingen og lokale bivirkninger i form af lipodystrofier. Insulinanalogerne har de samme bivirkninger som human insulin, men i flere studier er vist at de medfører færre natlige hypoglykæmitilfælde og mindre dag til dag variation i blodglukose kontrollen ved såvel type 1 som type 2 diabetes (Vague 2003, Pieber 2004, Home 2004, Yki-Järvinen 2001, Fritsche 2003, Haak 2005, Hermansen 2004, Home 2004, Siebenhofer 2006, Horvath 2007).

Sten Madsbad / Jan Erik Henriksen (efter 1. juli 2007) - Dansk Endokrinologisk Selskab
Erik Christiansen /Jørgen Rungby (efter 1. juli 2007) - Dansk Endokrinologisk Selskab
Ole Snorgaard - Dansk Endokrinologisk Selskab
Annelli Sandbæk / Lars Jørgen Hansen (efter 1. juli 2007) - Dansk Selskab for Almen Medicin
Søren Friborg /Douglas Henderson (efter 1. juli 2007) - Dansk Selskab for Almen Medicin
Jens Peter Kroustrup (Dansk Selskab for Adipositasforskning)

Referencer

Dunn CJ et al. Insulin glargine. An updated review of its use in the management of diabetes mellitus. Drugs 2003;63: 1743-78.
DSAM. Type 2-diabetes i almen praksis – En evidensbaseret vejledning (2004).
Fritsche A et al. Glimepirid combined with morning insulin glargine, bedtime neutral protamin hagedorn insulin, or bedtime insulin glargine in patients with type 2 diabetes Ann Int Med 2003;138:952-9.
Garg SK, Carmain JA, Braddy KC et al. Pre-meal Insulin analoque Insulin Lispro vs Humulin R Insulin Treatment in young subjects with type 1 diabetes Diabetic medicine 1996;13:47-52.
Haak T et al. Lower within-subject variability of fasting blood glucose and reduced weight gain with insulin detemir compared to NPH insulin in patients with type 2 diabetes. Diabetes, Obesity and Metabolism 2005; 7: 56-64.
Hermansen K, Fontaine P, Kukolja KK et al.Insulin analogues (insulin detemir and insulin aspart) versus traditional human insulins (NPH insulin and regular human insulin) in basal-bolus therapy for patients with type 1 diabetes. Diabetologia 2004; 47: 622-9.
Home P et al. Insulin detemir offers improved glycemic control compared to NPH insulin in people with type 1 diabetes; a rondomized clinical trial. Diabetes Care 2004; 27:1081-7.
Horvath K, Jeitler K, Berghold A, Ebrahim SH, Gratzer TW, Plank J, Kaiser T, Pieber TR, Siebenhofer A. Long-acting insulin analogues versus NPH insulin (human isophane insulin) for type 2 diabetes mellitus. Cochrane Database of Systematic Reviews 2007, Issue 2. Art. No.: CD005613. DOI: 10.1002/14651858.CD005613.pub3.
Pieber TR et al. Comparison of three multiple injection regimens for type 1 diabetes: Morning plus dinner or bedtime adminstyration of insulin detemir vs morning plus bedtime NPH insulin Diabetes medicine 2004.
Rostenstock J et al. Basal insulin therapy in type 2 diabetes: 28-week copmarison of insulin glargine (HOE 901) and NPH insulin. Diabetes Care 2001;24:631-6.
Rosenstock et al. Insulin Glargine versus NPH insulin in patients with type 1 diabetes on multiple daily insulin regimens. U.S. Insulin glargine (HOE 901) Type 1 Diabetes Investigator Group. Diabetes Care 2000;23:1137-42.
Siebenhofer A, Plank J, Berghold A, Jeitler K, Horvath K, Narath M, Gfrerer R, Pieber TR. Short acting insulin analogues versus regular human insulin in patients with diabetes mellitus. The Cochrane Database of Systematic Reviews 2006, Issue 2. Art. No.:CD003287.pub4. DOI: 10.1002/14651858.CD003287.pub4.
UK Prospective Diabetes Study (UKPDS) Group. Intensive blood-glucose control with sulfonylureas or insulin compared with conventional treatment and risk of complications in patients with type 2 diabetes (UKPDS 33). Lancet 1998;352:837-53.
UK Prospective Diabetes Study (UKPDS) Group. Effect of intensive blood-glucose control with metformin on complications in overweight patients with type 2 diabetes(UKPDS 34). [see comments] [published erratum appears in Lancet 1998 Nov 7;352(9139):1557]. Lancet 1998; 352: 854-65.
Vague et al. Insulin detemir is associated with more predictable glycemic control and reduced risk of hypoglycaemia than NPH insulin in patients with type 1 diabetes on basal-bolus regimen with premeal insulin aspart. Diabetes Care 2003; 26:590-6.
Wright A, Burden AC, Paisey RB et al. Sulfonylurea inadequacy: efficacy of addition of insulin over 6 years in patients with type 2 diabetes in the U.K. Prospective Diabetes Study (UKPDS 57) Diabetes Care 2002;25:330-6.
Zinman B, Chiasson JL, Tildesley H, et al. Insulin Lispro in CSII: Results of af Double-Blind, Cross-Over Study. Diabetes 1996, 45 (Suppl. 2): 56A.
Yki-Järvinen H et al. Less nocturnal hypoglycemia and bettepost-dinner glucose control with bedtime insulin glargine compared with bedtime NPH insulin during insulin combination therapy in type 2 diabetes. Diabetes Care 2001;23:1130-6.

Institut for Rationel Farmakoterapi, 30. april 2008