Du er her: IRF Almen farmakologi Analoge lægemidler

Print

Analoge lægemidler


Analoge præparater er lægemidler med beslægtet kemi og ensartet klinisk virkning. De kan have lidt forskellige indikationsområder, men hovedanvendelsen er som regel fuldstændig den samme. De er i hovedtrækkene terapeutisk ligeværdige. Analoge præparater adskiller sig fra synonyme, som har nøjagtigt samme indholdsstof.

 

Der er mange analoge lægemidler på markedet. Det skyldes primært, at den nationale og internationale (EU) lovgivning alene kræver, at nye lægemidler ikke må være ringere end de allerede markedsførte, når de nye lægemidler søges registreret. Hermed menes, at forholdet mellem effekt og bivirkninger skal mindst lige så gunstigt, som ved de bedste af de allerede markedsførte lægemidler.

 

Benzodiazepinerne, protonpumpehæmmerne, ACE-inhibitorerne samt de fleste NSAID er velkendte eksempler på analoger. Selv om mange mener, at nye lægemidler altid burde være bedre end de allerede markedsførte, er der både kommercielle og videnskabelige argumenter for at bibeholde den nuværende ordning. Der er således flere eksempler på (fx visse betareceptor- og Ca2+-blokkere), at nye analoge lægemidler, der ved første blik ikke så bedre ud end de allerede markedsførte, efterhånden har fået påvist egenskaber, der adskiller dem fra de første på markedet.

 

Samme virkning – forskellig pris

Analoge lægemidler sælges ofte til forskellig pris. Producenterne gør ofte meget ud af at påpege de minimale forskelle, der vitterligt kan eksistere mellem de forskellige præparater. I langt de fleste tilfælde er der ingen klinisk betydningsfuld forskel mellem de analoge præparater, og hovedindikationerne er da også de samme. Det er derfor meget fornuftigt at vælge det billigste. Både patienten og det offentlige får samme virkning, men til en billigere pris.

 

Det gør man bedst ved behandlingens start. De fleste tilgængelige computersystemer i almen praksis har sammenlignende prislister over både analog- og synonympræparater. 

 

Nogle gange er situationen lidt indviklet. Fx findes Fontex som opløselige tabletter og kapsler. Disse præparater er egentlig synonyme lægemidler, dvs. med ens lægemiddelstof, men på grund af deres uens lægemiddelform er de ikke substituerbare. Situationen er derfor den samme som for de analoge lægemidler. Den ordinerende læge skal gøre en aktiv indsats for at opnå en besparelse. Hvis bare halvdelen af brugerne af Fontex var skiftet over til et af de billigere analogpræparater, ville der være opnået en besparelse på ca. 9 mio. kr. i 2001. Det svarer til 60 bypass-operationer eller 120.000 besøg af hjemmesygeplerske.

 

Argumenter mod analoge lægemidler

Der findes to hovedargumenter mod brug af mere fordelagtige analoge lægemidler. Det ene er, at priserne ustandseligt skifter, og at ingen kan følge med. Priserne kan skifte hver 14. dag, men som regel svinger de i takt, da producenterne indretter sig efter hinanden. Reduceres prisen på et dyrt analogpræparat, følger de billigere som regel med.

 

Prisforskellen bliver oftest bevaret, og der er fortsat penge at spare ved at vælge det billigste den dag, man skriver recepten. Ved store og overraskende prisændringer, der bryder afgørende med dette mønster, bestræber IRF sig på at skrive om dem i månedsbladet Rationel Farmakoterapi, der sendes gratis til alle læger.

 

Det andet argument er, at patienterne ikke ønsker at skifte præparat, hvis de først er glade for et bestemt præparat. Argumentet kan udbygges med dårligere compliance med fare for ophør af behandlingen og alvorligt terapisvigt. Selv om dette er set (om end der er få dokumenterede eksempler i litteraturen), bør det ikke være en uoverstigelig hindring for at forklare sagen i relativt positive vendinger for patienten. Besparelsen kan også fremme lydhørheden.

 

Specielle indikationer

Et mere alvorligt argument er, hvis enkelte analogpræparater gennem særlige randomiserede undersøgelser har opnået en speciel indikation, som de øvrige analogpræparater ikke er undersøgt for. Her ved man strengt taget ikke, om effekten kan overføres til de øvrige analogpræparater. Selv om man i mange tilfælde med ret stor sikkerhed kan ekstrapolere effekten til at gælde for hele gruppen, er det et svært område. Lægen skal altså i disse tilfælde beslutte sig for, om ekstrapolationen er tilladelig. Men selv hvis den ikke er, kan man ofte fortsat vælge blandt – om end færre – analoge lægemidler.

 

Institut for Rationel Farmakoterapi (IRF) 2011


 

Siden sidst opdateret: 8. februar 2013 Print Printspacer Tip en ven Tip en ven/kollega spacerTil top Til top