Klorokin (Klorokinfosfat ’DAK’, Malarex)
Hydroxyklorokin (Ercoquin, Plaquenil)
Anvendelse
1. Forebyggelse af tropisk malaria (den alvorlige falciparum malaria) i områder, hvor parasitterne er følsomme.
2. Forebyggelse af andre, mindre farlige malariaformer i områder, hvor forebyggelse af falciparum malaria ikke behøves, og godartet malaria er hyppig.
3. I kombination med proguanil til forebyggelse af tropisk malaria i områder med begrænset resistens i følgende tilfælde:
a. Gravide og ammende. b. Børn under 10 kg. c. Den rejsendes udtrykkelige ønske, fx betinget af prisen eller frygt for bivirkninger. I dette tilfælde er der skærpet brug for myggestiksprofylakse og vigtighed af at søge omgående behandling ved de mindste symptomer.
Dosering
Klorokin/hydroxyklorokin tages én gang om ugen fra 1 uge inden til 4 uger efter ophold i malariaområde. Klorokin/hydroxyklorokin tabletter à 250 mg (Plaquenil dog 200 mg):
Voksne > 90 kg 2 (-3)* tabletter/uge
Voksne 45 - 90 kg 2 tabletter/uge
Børn 30 - 44 kg 1 1/2 tablet/uge**
Børn 20 - 29 kg 1 tablet/uge
Børn 10 - 19 kg 1/2 tablet/uge**
Børn < 10 kg 1/4 tablet/uge**
* Der er ingen sikker dokumentation for øget effektivitet ved anvendelse af 3 tabletter.
** Ercoquin og Malarex har ingen delekærv - de øvrige præparater én delekærv.
Graviditet Malaria under graviditeten medfører en øget risiko for såvel mor som barn. Hvis du er gravid, bør du kun rejse til områder med malaria, hvis det er absolut nødvendigt.
Klorokin kan anvendes under graviditet.
Amning Klorokin kan anvendes under amning, men giver ikke beskyttelse af barnet.
Bivirkninger Lettere grader af kvalme, opkastning, hudkløe (især hos personer med mørk hud) og udslæt ses i nogle tilfælde. Sløret syn kan ses, oftest i de første 8 - 16 timer efter indtagelse, og er altid midlertidigt. I sådanne tilfælde kan tabletterne tages lige inden, man går i seng. Alvorlige bivirkninger er sjældne, men ufrivillige bevægelser, føleforstyrrelser, nedsat hørelse, blodmangel og akut psykose er beskrevet.
Hvem kan ikke anvende klorokin?
Patienter med svær psoriasis kan opleve en forværring af psoriasis i forbindelse med klorokinindtagelse. Hvis man har psoriasis, bør man ophøre med klorokin ved mindste tegn på, at sygdommen forværres. Skal anvendes med forsigtighed hos personer med epilepsi. Dosis bør reduceres ved nedsat nyrefunktion.
Anden medicin
Informer din læge, hvis du bruger anden medicin (også håndkøbs- og naturmedicin). Præparater, der indeholder cimetidin, kan øge klorokinindholdet i blodet, og bør derfor undgås. Klorokin og kinin bør ikke anvendes samtidigt. Vaccinationer bør så vidt muligt finde sted, før behandling med klorokin indledes.
Bemærk
Intet malariamiddel er 100% sikkert - også selv om det tages helt efter anvisningerne. Malariamidler nedsætter risikoen for malaria med 80-95% alt afhængigt af område og indkvarteringsforhold. I mange malariaområder er effektiviteten af klorokin dog mindre. Det er derfor lige så vigtigt at undgå stik fra malariamyggen som at indtage malariatabletter.
Se særskilt vejledning om forebyggelse af myggestik.
Indholdsfortegnelse
Opdateret: 23. oktober 2001
|