Forebyggelse af myggestik
Malariamyggen stikker kun om natten, dvs. fra solnedgang til solopgang. Myggen optræder alene, og det er derfor ingen garanti, at man ikke kan se myggesværme.
Myggen findes, hvor der er fersk- eller brakvand fx ved floder, søer eller sumpområder, men også ved selv ubetydelige vandpytter. Smitterisikoen er størst i regntiden, men resten af året kan fx overrislingsanlæg til marker eller vandingsanlæg til kvæg tiltrække myggene. Følgende retningslinier nedsætter risikoen for myggestik betydeligt og bør derfor altid efterleves.
Myggenet:
Den mest effektive metode til at forebygge myggestik. Anvendt konsekvent kan den halvere risikoen for at få malaria. Nettet skal foldes ind under madrassen eller soveposen og være så løsthængende, at man ikke kommer i berøring med det i løbet af natten. Nettet skal naturligvis være uden defekter og bør imprægneres med et myggeafvisende middel fx permethrin eller deltamethrin.
Beklædning:
Bør om aftenen altid være lange bukser og skjorter eller bluser med lange ærmer. Mørke farver bør undgås. Hvis man er tyndhåret anbefales tillige egnet hovedbeklædning. Nylonstrømper og tynde bluser giver ikke tilstrækkelig beskyttelse. Tøjet bør om muligt sprøjtes med et insektafvisende middel, men vær opmærksom på, at ikke alt tøj tåler denne behandling.
Myggebalsam:
Bør anvendes på alle ikke tildækkede hudområder inkl. ankler, håndled, hals og ansigt fraset den tynde hud omkring øjnene. Myggebalsam skal som regel påføres hver 4.-6. time, men følg altid anbefalingen på pakken. Myggebalsam må ikke anvendes til spædbørn, og bør anvendes med forsigtighed til børn under 3 år.
Det anbefales udelukkende at anvende produkter, som er godkendt af Miljøstyrelsen. Det er garanti for, at myggemidlet ikke er sundhedsfarligt ved normalt brug, og at midlet er effektivt.
Døre og vinduer:
Bør være dækket af intakt myggenet. Hvis dette ikke findes, bør døre og vinduer holdes lukket fra solnedgang til solopgang.
Aircondition:
Giver en god beskyttelse, da den nedsætter luftfugtighed og temperatur. Aircondition har dog ingen værdi, hvis installationen ikke fungerer korrekt eller rummet ikke er tæt.
Soverummet:
Bør ryddes for myg, inden man går i seng. Der kan anvendes forskellige former for insektspray. Følg anvisningen på dåsen. Elektriske apparater, som løbende afgiver et insektafvisende middel, myggespiraler til afbrænding samt elektriske apparater, som udsender ultralyd, har ingen eller kun ringe virkning, og man bør ikke alene forlade sig på denne form for forebyggelse!
Indholdsfortegnelse
Opdateret: 23. oktober 2001
|