Du er her: IRF Publikationer Rationel Farmakoterapi Pressemeddelses til Rationel Farmakoterapi nr. 7 og 8 (august 2009)

Print

Pressemeddelses til Rationel Farmakoterapi nr. 7 og 8 (august 2009)


Sommerudgaverne af månedsbladet Rationel Farmakoterapi nr. 7 og 8, 2009 til de praktiserende læger handler om kolesterol, knogleskørhed, sammensatte endepunkter i kliniske undersøgelser og de seneste store prisstigninger på diabetesmedicinen glimipirid (Amaryl, Glimeperid mfl.).

 

Raske med højt kolesterol skal normalt ikke have statin (Månedsbladet nr. 7)

En meta-analyse har antydet, at medicin med statin har nogle fordele til personer med højt kolesterol, der ikke tidligere har været behandlet for hjerte-kar sygdom. Men går man dokumentationen efter i sømmene, er resultatet mindre klart. Mange af deltagerne i studierne (op mod 50 %) havde nemlig enten hjertekarsygdom, sukkersyge, åreforkalkning i benene og lignende eller var disponeret for det. Forhøjet kolesterol alene bør derfor – stadig - ikke lede til medicinsk behandling, med mindre patienten også har anden sygdom, der kan øge risikoen for blodprop (eller værdien er meget høj). Køn, alder, rygevaner, blodtryk og arv bør også vurderes. Læge Niels C Heebøll-Nielsen fra Institut for Rationel Farmakoterapi gennemgår den sidste nye evidens for, hvornår man bør behandle højt kolesterol.

 

I samme blad er der artikler om ”Sammensatte endepunkter i kliniske undersøgelser” og ”Voldsom prisstigning på glimipirid”.

 

Kalk, D-vitamin og alendronat førstevalg til skøre knogler (Månedsbladet nr. 8)

Forebyggende behandling af knogleskørhed, eller osteoporose, hæmmer nedbrydningen af knoglemineral. Som patient er det vigtigt at kende sygdommen og dens behandling. Enten via ”Osteoporose-skoler” - eller blot en grundig samtale med behandleren.

 

I dag kan den medicinske behandling individualiseres med valg mellem form, dosering og virksomt stof. Kalk og D-vitamin skal gives forebyggende og altid sammen med den øvrige medicinske behandling. Herudover vælges mellem bisfosfonat, strontium, østrogenlignende/SERM stoffer, naturlige hormoner (østrogen) og parathyroidea-hormon-analoger.

 

Bisfosfonatet Alendronat er førstevalg i langt de fleste situationer i forhold til en samlet vurdering af virkning, bivirkninger og pris. Som injektion er zolendronsyre (Aclasta) en mulighed, trods noget dyrere end Alendronat (370 kr. mod ca. 9 kr. pr. måned). Ved svær knogleskørhed bruges injektion med teraparatid (Forsteo) eller evt. parathyroideahormonet Preotact.

 

Herudover bør ikke-medicinsk forebyggelse inddrages.

 

Månedsblad nr. 7 er netop udkommet og nr. 8 udkommer mandag d. 24. august 2009. Kontaktpersoner er institutchef Jens Peter Kampmann og læge Niels C Heebøll-Nielsen på tlf. 44889120 eller 44889655.

 

Patientinformation om behandling af knogleskørhed og kolesterol kan findes på www.medicinmedfornuft.dk. Her findes ligeledes en ordbog, der oversætter vanskelig lægefaglig terminologi.

 

Målgruppe 

Månedsbladet "Rationel Farmakoterapi" bliver postomdelt til alle landets læger, apoteker, sygehusapoteker, sundhedsforvaltninger, medicinindustri samt abonnenter. Derudover udsender IRF månedsbladet som en pressemeddelelse til fagblade og internetportaler inden for sundhedsområdet samt til dagspressen.

 

IRF er tilknyttet Lægemiddelstyrelsen og blev oprettet 1. oktober 1999. IRF’s formål er at fremme den mest rationelle brug af lægemidler i Danmark. Arbejdsområdet omfatter både den primære og sekundære sundhedssektor. IRF varetager en lang række informationsopgaver, herunder at udgive månedsbladet "Rationel Farmakoterapi", udarbejde behandlingsvejledninger og holde efteruddannelseskurser for læger. Få mere information om IRF på www.irf.dk og www.medicinmedfornuft.dk


Til toppenTil toppen

 

Siden sidst opdateret: 26. august 2009 Print Printspacer Tip en ven Tip en ven/kollega spacerTil top Til top