Pressemeddelse til Rationel Farmakoterapi nr. 3 (marts 2008)
Månedsbladet Rationel Farmakoterapi nr. 3, 2008 til de praktiserende læger handler om sammenhængen mellem udviklingen i middellevetid og sundheds- og medicinudgifter.
Kort middellevetid kan ikke forklares ved lavt medicinforbrug
Danmarks dårlige placering blandt OECD-landene, hvad angår borgernes middellevetid, er ofte blevet koblet sammen med indsatsen i sundhedsvæsenet.
Flere undersøgelser har da også peget på en positiv effekt af medicin, men konklusionen er, at middellevetiden afhænger af mange ting og ikke alene forklares ved et lavt medicinforbrug. Danskernes levevilkår, livsstil (rygning/alkohol), arbejde, uddannelse og økonomi spiller nemlig også en rolle. Og der er betydelig uenighed om, hvor stor indflydelse de enkelte faktorer har, og om, hvordan tingene ændrer sig over tid.
Ofte hersker der overdrevne forestillinger om, hvor meget livsforlængende behandlinger reelt bidrager til at forlænge middellevetiden. Mange behandlinger, som giver en drastisk forlængelse af livet for enkelte patienter, fx behandling af HIV-infektion, øger kun middellevetiden en lille smule, fordi der er tale om mindre patientgrupper. I 1995 var der næsten 245 AIDS dødsfald, mens dette i 1998 var 41. Selv om dette har stor betydning for de enkelte patienter, er det for lidt til at give en effekt i det samlede billede.
I det nye nummer af Rationel Farmakoterapi giver Professor i sundhedsøkonomi, Kjeld Møller Pedersen, en oversigt over emnet og konkluderer, at flere udgifter til medicin ikke umiddelbart øger vores levetid. Eller omvendt: at relativt få udgifter til lægemiddelbehandling ikke umiddelbart kan forklare danskernes kortere levetid i OECD undersøgelserne.
IRF ønsker ingen omtale af bladet, før det bliver offentliggjort mandag d. 17. marts 2008. Du er imidlertid meget velkommen til at kontakte os med spørgsmål til den vedlagte artikel. Kontaktperson på denne artikel er institutchef Jens Peter Kampmann eller læge Niels Christian Heebøll-Nielsen.
For artikler skrevet i et let forståeligt sprog om fornuftig brug af medicin samt spørgsmål til fag-ord i teksten, se www.medicinmedfornuft.dk
Målgruppe
Månedsbladet "Rationel Farmakoterapi" bliver postomdelt til alle landets læger, apoteker, sygehusapoteker, sundhedsforvaltninger, medicinindustri samt abonnenter. Derudover udsender IRF månedsbladet som en pressemeddelelse til fagblade og internetportaler inden for sundhedsområdet samt til dagspressen.
IRF er tilknyttet Lægemiddelstyrelsen og blev oprettet 1. oktober 1999. IRF’s formål er at fremme den mest rationelle brug af lægemidler i Danmark. Arbejdsområdet omfatter både den primære og sekundære sundhedssektor. IRF varetager en lang række informationsopgaver, herunder at udgive månedsbladet "Rationel Farmakoterapi", udarbejde behandlingsvejledninger og holde efteruddannelseskurser for læger. Få mere information om IRF på www.irf.dk
|