Pressemeddelelse til Rationel Farmakoterapi nr. 2 2007
Månedsbladet Rationel Farmakoterapi nr. 2, 2007 til de praktiserende læger handler om medicin mod Alzheimers sygdom.
Medicinsk behandling af Alzheimers sygdom bør afbrydes ved manglende effekt
Antallet af personer i Danmark, der lider af demenssygdommen Alzheimers sygdom (AD), anslås til at være 80.000, og tallet forventes at stige. Alzheimer er én blandt mange demenssygdomme, men effekten af medicin mod demenssymptomer er fortrinsvist undersøgt hos personer med denne sygdom. De fleste studier har dog kun varet omkring et halvt år, og virkningen på langt sigt kendes derfor ikke i detaljer. Den eksisterende medicin mod Alzheimers sygdom kan hos nogle patienter forsinke symptomerne i en kort periode, men ikke påvirke de tilgrundliggende strukturelle forandringer i hjernen. Til gengæld kan medicinen have bivirkninger som søvnløshed, muskelkramper og svimmelhed, der blandt andet øger risikoen for at falde.
I mangel på medicin, der kan forebygge, helbrede eller vende sygdomsudviklingen bliver målet for medicinsk behandling af Alzheimers sygdom at forsinke udviklingen af sygdommen uden at påføre patienten bivirkninger unødigt. Inden for det muliges rammer bør patienter have et behandlingstilbud, men behandlingen bør følges tæt. Såfremt der ikke ses virkning af medicinen, eller sygdommen alligevel forværres mærkbart, bør behandlingen ikke fortsætte.
I 2005 oversteg forbruget af demensmidler 90 mio. kroner, og der forbrugtes 3,5 mio. definerede døgndoser.
IRF ønsker ingen omtale af bladet, før det bliver offentliggjort mandag d. 19. februar 2007. Du er imidlertid meget velkommen til at kontakte os med spørgsmål til den vedlagte artikel. Kontaktperson på denne artikel er Institutchef Jens Peter Kampmann.
For spørgsmål til fag-ord i teksten samt en forbrugervenlig tekst om dette emne, kan vi henlede opmærksomheden på www.medicinmedfornuft.dk, hvor der også findes en fag-ordbog.
Målgruppe
Månedsbladet "Rationel Farmakoterapi" bliver postomdelt til alle landets læger, apoteker, sygehusapoteker, sundhedsforvaltninger, medicinindustri samt abonnenter. Derudover udsender IRF månedsbladet som en pressemeddelelse til fagblade og internetportaler inden for sundhedsområdet samt til dagspressen.
IRF er tilknyttet Lægemiddelstyrelsen og blev oprettet 1. oktober 1999. IRF’s formål er at fremme den mest rationelle brug af lægemidler i Danmark. Arbejdsområdet omfatter både den primære og sekundære sundhedssektor. IRF varetager en lang række informationsopgaver, herunder at udgive månedsbladet "Rationel Farmakoterapi", udarbejde behandlingsvejledninger og holde efteruddannelseskurser for læger. Få mere information om IRF på www.irf.dk
|