Pressemeddelelse til Rationel Farmakoterapi nr. 1 (Januar 2010)
Månedsbladet Rationel Farmakoterapi nr. 1, 2010 til de praktiserende læger handler om behandling af kronisk hjertesvigt (hjerteinsufficiens).
Åndenød kan skyldes hjertesvigt – der skal behandles
Hjertesvigt (hjerteinsufficiens) skyldes svigt i hjertets pumpe-fuktion. Symptomerne er bl.a. ophobning af væske i kroppen, kort-åndethed (åndenød) og træthed.
Det menes, at ca. 60.000 danskere lider af kronisk hjertesvigt.
Sygdommen diagnosticeres primært ved ekkokardiografi, der er en undersøgelse med ultralyd af hjertet og de centrale blodkar. Det er vigtigt at få undersøgt om symptomerne skyldes hjertesvigt, da symptomerne også forekommer ved lungesygdomme som fx astma og KOL (kronisk obstruktiv lunge sygdom).
Kronisk hjertesvigt behandles primært med hjertemedicin af typen ACE-hæmmere, vanddrivende medicin (diuretika) og betablokkere, der bedrer overlevelsen og nedsætter risikoen for indlæggelser. I dag mener man også, at hjertemedicin af typen angiotensin II antagonister (AT-II antagonister) og digoxin kan forsøges, hvis de andre typer ikke har tilstrækkelig effekt, eller giver bivirkninger i form af hoste. Fiskeolie (n-3 poly-umættede fedtsyrer) har vist beskeden effekt i en undersøgelse, og anbefales derfor normalt ikke.
Patienter med hjertesvigt, og et lægefagligt vurderet behov, har ret til en plan for genoptræning samt tilbud om fysisk træning.
Artiklen til læger gennemgår sygdommen de forskellige medicinske og ikke-medicinske behandlingsprincipper.
Månedsbladet udkommer mandag d. 18. januar 2010. Kontaktpersoner på denne måneds blad er institutchef Steffen Thirstrup på tlf. 44889120 eller mobil 22467811 eller læge Niels C Heebøll-Nielsen på tlf. 44889655.
IRF’s patientinformation om medicinsk behandling af hjertesvigt kan findes her:
http://medicinmedfornuft.dk/dk/den_bedste_behandling/hjerte_og_blod/hjertesvigt.htm
|