Ældre fyldes med virkningsløs B-vitamin
Pressemeddelelse 17. juni 2004
Juninummeret af Rationel Farmakoterapi indeholder artikler om:
- den kliniske forskning, der findes om behandling med B-vitaminer og specificerer de - ganske få - områder, hvor behandling er veldokumenteret.
- forslag til behandling af psykotiske ældre patienter, på baggrund af hidtil ukendte bivirkninger ved nyere antipsykotisk medicin.
Mange ældre får jævnligt en sprøjte med B-12 vitaminer af hjemmesygeplejersken for at forebygge demens. Men der er ingen dokumentation for, at det forebyggende skud vitamin virker for den ældre. Det fastslår denne måneds artikel blandt andet om B-vitaminer.
Undersøgelser viser, at behovet for B-vitaminer for langt de fleste danskeres vedkommende dækkes fuldt ud gennem kosten. Alligevel tager omkring 50 % af den voksne, danske befolkning kosttilskud, heraf langt de fleste i form af en almindelig vitaminpille med et indhold af de enkelte B-vitaminer svarende til de anbefalede daglige tilførsler.
Af artiklens gennemgang fremgår det, at der er dokumentation for gunstig virkning af thiamin-tilskud (B-1 vitamin) til behandling af visse alkoholiske følgesygdomme, behandling af præmenstruelt syndrom med pyridoxin (B-6 vitamin) og forebyggelse af misdannelser omkring rygmarven hos fostre med folsyre. Behandling af flere andre lidelser med B-vitaminer er dårligt dokumenteret, og således findes altså ingen dokumentation - og dermed indikation - for fx behandling af demens med B-12 vitamin, som ellers er en udbredt praksis.
Antipsykotika
Visse nyere antipsykotika medfører hos ældre demente patienter en mindre overdødelighed og et øget antal hjerneblodpropper i forhold til placebo. IRF foreslår opstramning af ordinationsmønstret, øget information til patient og pårørende, samt i visse tilfælde skift af præparat eller nedsættelse af dosis.
IRF ønsker ingen omtale af bladet, før det bliver offentliggjort 21/6
Du er imidlertid meget velkommen til at kontakte IRF`s medarbejdere med spørgsmål til indholdet.
Målgruppe
"Rationel Farmakoterapi" bliver postomdelt til alle landets læger, apoteker, sygehusapoteker, sundhedsforvaltninger, medicinindustri samt abonnenter. Derudover udsender IRF månedsbladet som en pressemeddelelse til fagblade og internetportaler inden for sundhedsområdet samt til Reuters og Ritzaus.
IRF er tilknyttet Lægemiddelstyrelsen og blev oprettet 1. oktober 1999. IRFs formål er at fremme den mest rationelle brug af lægemidler i Danmark. Arbejdsområdet omfatter både den primære og sekundære sundhedssektor. IRF varetager en lang række informationsopgaver, herunder at udgive månedsbladet "Rationel Farmakoterapi", udarbejde behandlingsvejledninger og holde efteruddannelseskurser for læger. Få mere information om IRF på www.irf.dk
Opdateret: 24. februar 2005
|