Du er her: IRF Publikationer Månedsbladet Rationel Farmakoterapi Årgange 2010 Pas på med smerteplastrene

Print

Pas på med smerteplastrene


Af Dorte Glintborg, IRF.

 

Forbruget af smerteplastre med stærke opioider er stort, selv om plastre er meget dyrere og ikke har nogen fordele, hvis patienten kan synke tabletter.
Nu viser i alt 43 rapporter fra Dansk Patientsikkerhedsdatabase (DPSD), at anvendelsen af smerteplastre kan medføre en række utilsigtede hændelser, som resulterer i, at patienten bliver over- eller underdoseret. Alle rapporter er fra sygehuse, da primærsektoren endnu ikke har indberetningspligt.


Oversete plastre

De hyppigst rapporterede fejl er:

  • Ordinationsfejl (fx plasterskift 3 gange daglig);
  • Plaster med forkert styrke;
  • Overset eller glemt at fjerne det gamle smerteplaster med risiko for overdosering eller interaktion.

I 3 tilfælde havde patienter ikke effekt af den postoperative smertedækning med morfin. Samtidig har man overset, at de var i behandling med buprenorfinplaster. Buprenorfin kan i høje doser hæmme effekten af andre opioider, da buprenorfin er en partiel antagonist med stærk affinitet til opioidreceptorerne.
I de normalt anvendte doser opfører stoffet sig imidlertid som en ren agonist, hvorfor kombination af buprenorfin med morfin normalt ikke anses som noget større problem i den kliniske hverdag.
Evidensen på området er sparsom. I alle tilfælde bør plastre med buprenorfin fjernes senest 24 timer før behandling med andre opioider.

Omregningsfejl ved skift

 

Der er i forvejen stor usikkerhed ved skift mellem de forskellige opioider, og problemer ved skift mellem plastre med forskellige opioider er rapporteret.

Ved opioidrotation kan de i tabel 1 angivne doser som udgangspunkt betragtes som ækvieffektive. Dog kan dosis ofte reduceres ved skift (se skema på her).

 

Tabel 1: Depotplastre med opioider på det danske marked per 1.3.2010.

Handelsnavn Indholdsstof Ækvieffektiv dosis Skiftes

Pris/døgn

Ækvieff. dosis

Durogesic 12-100 mikrog/time fentanyl 25mikrog/time Hver 3. dag Kr. 19,34
Matrifen 12-100 mikrog/time fentanyl 25 mikrog/time Hver 3. dag Kr. 19,09
Norspan 5-20 mikrog/time buprenorfin 35 mikrog/time Hver 7. dag Kr. 51,43**
Transtec 35-70 mikrog/time buprenorfin 35 mikrog/time Hver 3.-4. dag Kr. 23,78

 

* Svarende til 60 mg morfin. Kr. 7,58 per døgn. ** For 2×20 mikrog/time

 

Konfusion hos ældre


Det synes at være en udbredt opfattelse, at Norspan (buprenorfin) depotplaster resulterer i mindre konfusion hos ældre.
Den mest anvendte buprenorfindosis på 5 mikrog/time svarer til kun 5-10 mg morfin/døgn. Omregning af buprenorfin 5 mikrog/time til ækvieffektiv dosis af tramadol er usikker, men synes at ligge et sted mellem 50 og 150 mg tramadol per døgn. Den meget lave anvendte dosis af buprenorfin er formodentlig forklaringen på, at nogle klinikere oplever, at patienterne er mindre konfuse.
Hvis man overvejer depotplaster, er det først spørgsmålet, om patienten har behov for døgndækkende behandling med et opioid, eller om patienten kan klare sig med paracetamol 1 g×4 evt. suppleret med tramadol p.n. Man skal dog erindre, at ca. 10 % af befolkningen har svært ved at omsætte tramadol og dermed ikke opnår effekt.


Farmakoterapeutiske aspekter

  • Er kontinuerlig behandling med opioid nødvendigt? (alternativt paracetamol 1 g x 4 + tramadol pn.)
  • Er det nødvendigt at anvende et depotplaster? Kan patienten indtage tabletter?


Patientsikkerhedsaspekter

  • Oplysning om behandling med smerteplastre og placering heraf hører med til en god medicinanamnese.
  • Plasterets placering og doseringsinterval skal angives tydeligt.
  • Skift mellem forskellige smerteplastre udgør en potentiel risiko for over- eller underdosering.

Referencer

  • Fokus på sikker håndtering og anvendelse af smerteplastre. http://www.laegemiddelstyrelsen.dk/1024/visLSArtikel.asp?artikelID=16100
  • Fentanyl patches: Preventable overdose. Prescrire 2010; 19: 22-5.
  • Den Nationale Rekomandationsliste http://irf.dk/dk/rekommandationsliste/baggrundsnotater/nervesystemet_analgetika_og_psykofarmaka/n02a_opioder.htm
  • Produktresuméer for Durogesic , Norspan og Transtec.
  • Pace MC, Passavanti MB, Grella E et al. Buprenorphine in long-term control of chronic pain in cancer patients. Front Biosci 2007; 12: 1291-9.
  • Karlsson M, Berggren AC. Efficacy and safety of low-dose transdermal buprenorphine patches (5, 10, 20 μg/h) versus prolonged-release tramadol tablets (75,100, 150, 200 mg) in patients with chronic osteoarthritis pain: A 12-week randomized open-label controlled parallel-group noninferiority study. Clinical Ther 2009; 31: 503-13.
  • Handberg G. Medicinsk behandling af kroniske komplekse smerter. Best practice 2008; 8: 14-6.

 

Opdateret 04-05-2010


 

Siden sidst opdateret: 25. maj 2010 Print Printspacer Tip en ven Tip en ven/kollega spacerTil top Til top