Du er her: IRF Publikationer Månedsbladet Rationel Farmakoterapi Årgange 2007 Polycystisk ovarie syndrom

Print

Medicinsk behandling af polycystisk ovariesyndrom (PCOS)


Polycystisk ovariesyndrom (PCOS) forekommer med en prævalens på 5-10 % blandt kvinder i den fertile alder (1, 2). Diagnosen PCOS er baseret på internationalt vedtagne kriterier fastlagt i 2003 (3). Patienten skal opfylde mindst 2 af 3 kriterier for at have PCOS, og anden årsag til symptomerne skal være udelukket (Tabel 1). Det sidste er vigtigt at huske, da patienter med sygdomme som hyperprolaktinæmi, Cushings syndrom, androgenproducerende tumor, adrenal enzymdefekt eller binyrebarkhyperplasi ofte vil have et eller flere symptomer som nævnt i PCOS-kriterierne. De tidligste symptomer på PCOS kan være præmatur pubarche og præmatur udvikling af sekundære kønskarakterer (4).

 

Tabel 1. Kriterier for PCOS - mindst 2 kriterier skal være opfyldt, og anden årsag til symptomerne (fx Cushings syndrom) skal være udelukket.

1. Oligomenoré (mindre end 9 menstruationer per år eller cykluslængde > 35 dage) eller amenoré (interval > 6 måneder).

2. Kliniske og/eller biokemiske tegn på hyperandrogenisme.

    ● Kliniske: Hirsutisme (Ferriman-Galwey score > 8), akne eller alopeci.
    ● Biokemiske: Øget totalt eller frit testosteron, lavt kønshormonbindende globulin (SHBG).

3. Mindst et polycystisk ovarium bestemt ved transvaginal ultralydsskanning (mindst 12 follikler 2-9 mm og/eller ovarievolumen > 10 ml).


Hormonelle og metaboliske forandringer ved PCOS

PCOS-patienter har ofte et forhøjet niveau af luteinisernede hormon (LH) og et nedsat niveau af follikelstimulerende hormon (FSH) med en LH/FSH ratio > 2 (5, 6). Konsekvensen af det høje LH-niveau og lave, midtfollikulære FSH-niveau er øget ovariel androgenproduktion og oligo- eller anovulation (1). Mange, men ikke alle har insulinresistens med sekundær hyperinsulinæmi, glukoseintolerans og abnorm lipidprofil, og der formodes at være et helt eller delvist overlap med det metaboliske syndrom (7). Det relativt forhøjede insulinniveau bevirker nedsat produktion af kønshormonbindende globulin (SHBG) i leveren, som sammen med den øgede produktion af androgener fra ovarier og binyrer øger serumkoncentrationen af totalt og frit (ikke-SHBG-bundet) androgen (1). Det øgede insulinniveau stimulerer også ovariet direkte til øget androgenproduktion (8, 9). Ofte ses stigende grad af menstruationsforstyrrelser - anovulation, oligomenore og amenoré - ved stigende sværhedsgrad af syndromet, omend der ikke nødvendigvis er en direkte sammenhæng mellem sværhedsgraden af de hormonelle og metaboliske forstyrrelser og sværhedsgraden af de kliniske symptomer (3). Det er således vigtigt at påpege, at der er store forskelle i, hvor udtalte symptomerne er hos den enkelte, og at PCOS-patienter udgør en fænotypisk heterogen gruppe (3).


Blodprøver og initiale undersøgelser ved PCOS

Ved mistanke om PCOS tages screeningsblodprøver (Tabel 2), og der måles blodtryk, body mass index (BMI) samt hofte/talje ratio (3). Ved rygning vejledes i rygestop, ligesom der vejledes om hensigtsmæssig livsstil (kost og motion), vægttab ved BMI > 25 og risikovurdering i forhold til diabetes og kardiovaskulær sygdom, herunder familiær disposition (7). Før screeningsblodprøverne tages, skal patienten ideelt holde 3 måneders pause med hormonbehandling (p-piller). Ligeledes skal patienter, der er i metforminbehandling pga. PCOS, og hvor diagnosen ønskes genvurderet, pausere med metformin i 3 måneder, før blodprøverne tages. Blodprøverne må ofte tages af 2 omgange, idet prolaktin ideelt skal måles tidligst 3 timer efter opvågning, mens 17-hydroxyprogesteron ideelt skal måles hurtigt (højst 3 timer) efter opvågning. Man bør være opmærksom på, at laboratorierne anvender forskellige assays til måling af kønshormonerne, og at disse assays har varierende klinisk validitet og ofte giver varierende resultater (10).

 

Tabel 2. Screeningsprøver ved PCOS. Blodprøverne tages i follikulærfase (dag 2-10), medmindre intervallet mellem menstruationerne er over 3 måneder; prøverne tages da på et vilkårligt tidspunkt.

Androgenstatus, østradiol, LH, FSH
17-hydroxyprogesteron (ideelt højst 3 timer efter opvågning)
Prolaktin (ideelt tidligst 3 timer efter opvågning)
TSH
Hæmoglobin
Væsketal (Na, K, kreatinin), Ca-ion
Faste blodsukker
Lipidprofil

Supplerende blodprøver ved manifest PCOS
HbA1C
Glukosebelastning

 

Diabetes-, kardiovaskulær og obstetrisk risiko ved PCOS

PCOS-patienter bør ved stillet diagnose have målt fasteblodsukker og gerne HbA1C, idet der er en forhøjet risiko for udvikling af type 2-diabetes. Studier har således vist, at 40 % af patienterne med PCOS har insulinresistens og 10 % type 2-diabetes ved 40-års-alderen (11 - 13). Risikoen øges, hvis der samtidigt er familiær disposition til type 2-diabetes (11 - 13). Da PCOS er forbundet med en øget risiko for udvikling af en række kardiovaskulære risikofaktorer - dyslipidæmi, hypertension, endotel dysfunktion samt forhøjet niveau af plasminogen aktivator inhibitor (PAI) type 1 - antages PCOS at være forbundet med en øget risiko for udvikling af manifest kardiovaskulær sygdom (14, 15). Dette er dog ikke vist i kliniske studier. Endeligt har PCOS-patienter en øget forekomst af en række graviditetskomplikationer, herunder gestationel diabetes (OR 2,94), præeklampsi (OR 3,47), graviditetsudløst hypertension (OR 3,67) og preterm fødsel (OR 1,75) (16). Risikoen for 1. trimester abort er i nogle studier vist at være øget med 20-40 % hos adipøse PCOS-patienter med insulinresistens. PCOS per se er ikke vist at være forbundet med øget tendens til abort (17). Alt i alt kan PCOS-patienter med stor fordel følges tværdisciplinært ved samarbejde mellem endokrinolog og gynækolog/obstetriker.

Interventioner ved PCOS

Virkningen af vægttab, ændrede kost- og motionsvaner samt den nedenfor anførte medicinske behandling på kønshormoner og metabolisme indtræder gradvist over måneder. Dette er vigtigt at påpege i forhold til forventninger til bedring i kliniske symptomer.

Kost og motion

De fleste PCOS-patienter er overvægtige, og 40-60 % er fede med BMI over 30 (11 - 13), men PCOS-patienter kan dog være slanke (18). PCOS-patienter har karakteristisk en central adipositas med abdominal fedme omkring indre organer og lever samt forhøjet talje/hofte ratio (11 - 13). Det er ligeledes karakteristisk, at symptomerne ved PCOS forværres ved vægtøgning og adipositas, hvilket også har stor betydning i forhold til udvikling af diabetes og kardiovaskulær sygdom (18). Den generelle fedmeepidemi er formentligt en medvirkende faktor til den stigende forekomst af PCOS (18, 19). Hjørnestenen i behandlingen af PCOS-patienter er således vægttab ved overvægt eller fedme (BMI > 25) samt motion (alle uanset vægt).

 

Et vægttab på blot 5-10 % øger signifikant insulinfølsomheden, SHBG-niveauet og ovulationsraten og nedsætter androgenniveauet (Tabel 3) (20). Der er ingen evidens for at anbefale særlige diæter til PCOS-patienter (fx lavt kulhydrat- og højt proteinindtag) (21). Regelmæssig motion er vist at nedsætte insulinresistens (22), hvilket skærper vigtigheden af, at PCOS-patienter motionerer regelmæssigt. Mange PCOS-patienter oplever, at det er svært at holde vægten eller tabe sig. Det er derfor særligt vigtig at fremhæve den fordelagtige effekt af livsstilsændringer på de metaboliske forhold ved PCOS frem for udelukkende at fokusere på det rent æstetiske i et vægttab.

 

Tabel 3. Forskellige behandlingers effekt på delsymptomer ved PCOS.

Insulinresistens Ovulationshyppighed Hirsutisme Akne BMI Triglycerider LDL-kolesterol
Vægttab, motion, kost 

-

+ (-) (-) -- - -
P-piller   + - -- - (+) (+) (+)
Metformin -- + - (-) (-) - (-)
Spironolakton 0 0 -- - 0 0 0
Glitazoner -- + - (-) + - (+)

- reduceres

+ øges

0 ingen ændring

Graviditet

Vægttab og metforminbehandling er lige effektive metoder til at øge konceptionsraten (se nedenfor) (23). Selvom det ikke er dokumenteret specifikt for PCOS-patienter, er det velkendt, at et vægttab hos overvægtige eller fede nedbringer risikoen for obstetriske komplikationer. Der er således meget, der taler for at fokusere på betydningen af kost, motion og vægttab ved graviditetsønske hos PCOS-patienter.

P-piller

P-piller er førstevalgspræparat til PCOS-patienter uden graviditetsønske (næstefter livsstilsændringer) (Tabel 3) (1). Østrogenet supprimerer LH-sekretionen fra hypofysen, hvorved produktionen af androgener i ovariets thecaceller nedsættes. Endvidere påvirker p-piller leveren til øget SHBG-produktion, som bevirker nedsat serumkoncentration af frie androgener. P-piller er blandt de mest effektive medikamina ved hirsutisme og akne (24, 25). Ved behandling med p-piller genoprettes den regelmæssige afstødning af endometriet. Dette nedsætter den øgede risiko for udvikling af endometriehyperplasi og endometriecancer, som ellers ses hos PCOS-patienter med oligo- eller amenoré (26). Over for disse virkninger står, at p-piller øger insulinresistens og tromboserisiko. P-piller må derfor betragtes som relativt kontraindicerede hos PCOS-patienter med kardiovaskulær sygdom. P-piller er ikke vist at øge risikoen for udvikling af manifest diabetes (27).
I praksis bør der startes med et lavdosispræparat. Hvis menstruationerne ikke bliver regelmæssige efter 3-6 måneder, skiftes til et præparat med højere østrogenindhold (strategi: 20, 30, 35 µg ætinyløstradiol).

Metformin

Metformin mindsker insulinresistens (øger insulinmedieret optag af glukose i perifert væv), potenserer insulins hæmmende effekt på leverens glukoneogenese, hæmmer glukoseabsorptionen fra tarmen samt glukoneogenese fra lipolyse i fedtceller (28). Androgenniveauet nedsættes primært pga. det nedsatte insulinnivau og den heraf følgende nedsatte insulininducerede ovarielle androgenproduktion (29). Endvidere påvirker metformin ovariet direkte til nedsat androgenproduktion (23, 29). Metformin nedsætter også blodtryk og LDL-kolesterol (23, 28). Effekten på hirsutisme og akne er mindre udtalt end af p-piller og spironolakton (27). Ligeledes giver p-piller bedre menstruationscykluskontrol end metformin (27). Flere studier har vist vægttab under metforminbehandling kombineret med andre interventioner, men samlet set er der ingen evidens for vægttab udløst af metformin alene (23). Metformin nedsætter tilsyneladende appetitten (30). De største vægttab er set i studier, hvor der samtidigt blev interveneret med motion og kostændringer (31).


Gastrointestinale bivirkninger er hyppige og ses hos 30-50 % (diare, kvalme, opkastninger, flatulens, abdominalt ubehag) (23, 28). Det er dog sjældent, at bivirkningerne er så udtalte, at patienten ønsker at stoppe behandlingen (23). Laktatacidose er beskrevet, men uhyre sjældent og kun ved nedsat nyrefunktion (28). Pga. nedsat vitamin B12-absorption under metforminbehandling skal B12-niveauet kontrolleres ved start af behandling og derefter 1 gang årligt (28). Metformin er førstevalgspræparat ved PCOS og graviditetsønske (næstefter livsstilsjusteringer).


Metformin øger ovulationsraten (OR 3,88) (23). Ved graviditetsønske kombineres metformin ofte med ovulationsstimulation med clomifen, hvorved der opnås en højere ovulationsrate (OR 4,41) og konceptionsrate (OR 4,40) (23). Ved infertilitetsbehandling anvendes clomifen før metformin. Nogle studier har vist, at risikoen for 1. trimester abort nedsættes ved metforminbehandling, men ikke med tilstrækkelig evidens til, at metforminbehandling kan anbefales til at nedbringe abortrisikoen (23, 32, 33). Hidtidige opgørelser har ikke vist en teratogen effekt af metformin, men der er på nuværende tidspunkt ikke tilstrækkelige data til, at man kan fravige den generelle anbefaling om at seponere metformin ved konstatering af graviditet (32, 33).


Hvis oligo- eller amenoré fortsætter under metforminbehandling, bør endometriet kontrolleres (ultralyd og evt. endometriebiopsi) pga. risiko for hyperplasi og cancer og behandling initieres (gestagen eller p-piller) for at opnå regelmæssig afstødning af endometriet (26, 33-35).
Der foregår forskning til afklaring af, hvilke PCOS-patienter uden graviditetsønske der bør anbefales metformin, p-piller eller en kombination af begge præparater. Indtil videre bør metformin kun anvendes til PCOS-patienter med graviditetsønske, eller hvis der er forbehold eller kontraindikationer mod p-piller (33). I praksis startes med 500 mg 2 gange om dagen. Dosis øges til 1 g 2 gange om dagen efter 1-2 uger, hvis der ikke er tilkommet signifikante bivirkninger.

Spironolakton

Spironolakton er en mineralokortikoidantagonist med antiandrogen virkning. Spironolakton skal gives i høje doser på 100-200 mg i døgnet for at opnå antiandrogen effekt (36). Spironolakton er også et kaliumbesparende diuretikum, hvilket er en egenskab, der bruges ved andre indikationer. Den antiandrogene virkning er af samme størrelsesorden som og synergistisk med den antiandrogene virkning af p-piller (36). Ved kombinationsbehandling med p-piller opnås samtidigt beskyttelse mod graviditet, hvilket ofte er ønskeligt. Spironolakton har ingen effekt på de metaboliske komponenter af syndromet. Serumkalium og serumkreatinin kontrolleres 3 uger efter start af behandlingen og derefter 1 gang årligt.

Glitazoner

Glitazonerne rosiglitazon (Avandia) og pioglitazon (Actos) virker ved at øge insulinfølsomheden i lever, skeletmuskulatur og fedtvæv. Samtidigt hæmmes sekretionen af frie fede syrer og tumornekrosefaktor (TNF)-α fra fedtcellerne, mens sekretionen af adiponektin øges, hvilket medvirker til at øge den perifere insulinfølsomhed (37). Ligesom ved metformin nedsættes androgenniveauet primært pga. det nedsatte insulinniveau og den heraf følgende nedsatte insulininducerede stimulation af ovariets androgenproduktion (37). Effekten på hirsutisme og akne er mindre udtalt end ved p-piller og spironolakton (38). Der foreligger på nuværende tidspunkt kun data fra kortere kliniske studier af rosiglitazon- eller pioglitazonbehandling ved PCOS. Rosiglitazon og pioglitazon øger ovulationsraten, nedsætter insulinresistensen og nedsætter det androgene niveau (39 - 41). De foreløbige data tyder på, at glitazonerne på disse områder er mere effektive end metformin (37 - 41). På grund af den på nuværende tidspunkt begrænsede dokumentation på området må glitazonbehandling anbefales at foregå under kontrollerede forhold i forskningsprojekter. Glitazonernes plads ift. behandlingen af PCOS er således ikke endeligt afklaret.

Epilering

Ved laserepilering fjernes terminalhår og rodsæk (42). Epileringen bør optimalt initieres, når den fulde effekt af en samtidig medicinsk behandling er opnået, dvs. efter 3-6 måneder. Dette for at have fuld effekt på det androgene niveau før terminalhårene fjernes. Derved opnås en mere langvarig effekt af epileringen. De fleste hospitalsafdelinger har et ret restriktivt tilbud om epilering, fx udelukkende et begrænset antal ansigtsbehandlinger ved dokumenteret PCOS og allerede påbegyndt medicinsk (androgensænkende) behandling.

Konklusion

Der er forsat mange uafklarede spørgsmål ved PCOS. De behandlinger, der anvendes i dag, modulerer symptomerne, men kan ikke helbrede syndromet. En logisk konsekvens må for indeværende være tidlig opsporing af patienter for at forebygge udvikling af delsymptomerne i syndromet. Det er først og fremmest centralt, at lægen tidligt får mistanke om PCOS og sørger for, at patienten bliver udredt og behandlet. Den primære lægekontakt kan være hos alment praktiserende læge, gynækolog, dermatolog, endokrinolog eller pædiater alt efter de dominerende symptomer.


Hos PCOS-patienter (uden graviditetsønske) er behandlingsmålene regelmæssig menstruation samt minimering af de androgene symptomer og metaboliske forstyrrelser. Det sidste er særligt vigtigt i forhold til at nedbringe de langsigtede helbredsmæssige konsekvenser af syndromet og kræver årvågenhed og ihærdig indsats.

 

Pernille Ravn - Gynækologisk-obstetrisk afdeling D, Odense Universitetshospital

 

Referencer

  1. Ehrmann DA. Polycystic ovary syndrome. N Engl J Med 2005; 352 (12): 1223-36.
  2. Franks S. Polycystic ovary syndrome. N Engl J Med 1995; 333 (13): 853-61.
  3. Revised 2003 consensus on diagnostic criteria and long-term health risks related to polycystic ovary syndrome. Fertil Steril 2004; 81 (1): 19-25.
  4. Ibanez L, Valls C, Potau N, Marcos MV, de Zegher F. Polycystic ovary syndrome after precocious pubarche: ontogeny of the low-birthweight effect.Clin Endocrinol (Oxf). 2001; 55 (5): 667-72.
  5. Taylor AE, McCourt B, Martin K, Anderson EJ, Adams J, Schoebfeld D, et al. Determinants of abnormal gonadotropin secretion in clinically defined women with PCOS. J Clin Endocrinol Metab 1997; 82: 2248-56.
  6. Waldstreicher J, Santaro NF, Hall HJE, Filicori M, Crowley WF. Hyperfunction of the hypothalamic-pituitary axis in women with polycystic ovarian disease: indirect evidence of partial gonadotroph desensitization. J Clin Endocrinol Metab 1988; 66: 165-72.
  7. National Cholesterol Education Program (NCEP) Expert Panel on Detection, Evaluation, and Treatment of High Blood Cholesterol in Adults (Adult Treatment Panel III). Third Report of the National Cholesterol Education Program (NCEP) Expert Panel on Detection, Evaluation, and Treatment of High Blood Cholesterol in Adults (Adult Treatment Panel III): final report. Circulation 2002; 106: 3143-421.
  8. Burghen GA, Givens JR, Kitabchi AE. Correlation of hyperandrogenism with hyperinsulinism in polycystic ovary disease. J Clin Endocrinol Metab 1980; 50: 113-6.
  9. Dunaif A. Insulin resistance and the polycystic ovary syndrome: mechanisms and implications for pathogenesis. Endocrin Rev 1997; 18: 774-800.
  10. Vermeulen A, Verdonck L, Kaufman JM. A critical evaluation of simple methods for the estimation of free testosterone in serum. J Clin Endocrinol Metab 1999; 84: 3666-72.
  11. Ehrmann DA, Barnes RB, Rosenfield RJ, Cavaghan MK, Imperial J. Prevalence of impaired glucose tolerance and diabetes in women with polycystic ovary syndrome: Diabetes Care 1999; 22: 141-6.
  12. Legro RS, Kunselman AR, Dodson WC, Dunaif A. Prevalence and predictors of risk for type 2 diabetes mellitus and impaired glucose tolerance in polycystic ovary syndrome: a prospective, controlled study in 254 affected women. J Clin Endocrinol Metab 1999; 84: 165-9.
  13. Dahlgren E, Johansson S, Lindstedt G et al. Women with polycystic ovary syndrome wedge resected in 1954-1965: long-term follow-up focusing on natural history and circulating hormones. Fertil Steril 1992: 57: 505-13.
  14. Wild S, Pierpoint T, McKeigue P, Jacobs HS. Cardiovascular disease in women with polycystic ovary syndrome at long-term follow-up: a retrospective cohort study. Clin Endocrinol 2000; 52: 595-600.
  15. Dahlgren E, Janson PO, Johansson S, Lapidus L, Oden A. Polycystic ovary syndrome and risk for myocardial infarction – evaluated from a risk factor model based on a prospective study of women. Acta Obstet Gynecol Scand 1992; 71: 599-604.
  16. Boosma CM, Eijkemanns MJ, Hughes EG, Visser GH, Fauser BC, Macklon NS. A meta-analysis of pregnancy outcomes in women with polycystic ovary syndrome. Hum Reprod Update 2006; 12 (6): 673-83.
  17. Legro RS. Pregnancy considerations in women with polycystic ovary syndrome. Clin Obstet Gynecol 2007; 50 (1): 295-304.
  18. Yildirim B, Sabir N, Kaleli B. Relation of intra-abdominal fat distribution to metabolic disorders in non-obese patients with polycystic ovary syndrome. Fertil Steril 2003; 79: 1358-64.
  19. Madsbad S, AstrupAA. Fedme, metabolisk syndrom og kardiovaskulær sygdom. Ugeskr Læger 2004; 166: 1561-4.
  20. Kiddy DS, Hamilton-Fairley D, Seppala M et al. Diet-induced changes in sex hormone binding globulin and free testosterone in women with normal or polycystic ovaries: correlation with serum insulin and insulin like growth factor-1. Clin Endocrinol 1989; 31: 757-63.
  21. Statmets K, Taylor DS, Kunselman A, Demers LM, Pelkman CL, Legro RS. A randomized trial of the effects of two types of short-term hypocaloric diets on weight loss in women with polycystic ovary syndrome. Fertil Steril 2004 ; 81(3): 630-7.
  22. Rosenbaum M, Nonas C, Weil R, Horlick M, Fennoy I, Vargas I, Kringas P: El Carmino Diabetes Prevention Group. School-based intervention acutely improves insulin sensitivity and decreases inflammatory markers and body fatness in junior high school students. J Clin Endocrinol Metab 2007; 92 (2): 504-8.
  23. Lord JM, Flight IH, Norman RJ. Metformin in polycystic ovary syndrome: systematic review and meta-analysis. BMJ 2003; 327 (7421): 951-3.
  24. Sarih Y, Diber S, Kelestimur F. Comparison of Diane 35 and Diane 35 Plus finasetride in the treatment of hirsutism. Fertil Steril 2001; 75: 2002: 75: 496-500.
  25. Mastorakos G, Koliopoulos C, Creatsas G. Androgen and lipid profiles in adolescents with polycystic ovary syndrome who were treated with two forms of combined oral contraceptives. Fertil Steril 2002; 77: 919-27.
  26. Hardiman P, Pillay OS, Atiomo W. Polycystic ovary syndrome and endometrial carcinoma. Lancet 2003; 361: 1810-2.
  27. Costello M, Shrestha B, Eden J, Sjoblom B, Johnson N. Insulin-sensitising drugs versus the combined oral contraceptive pill for hirsutism, acne and risk of diabetes, cardiovascular disease, and endometrial cancer in polycystic ovary syndrome.
    Cochrane Database Syst Rev 2007; (1): CD005552.
  28. Bailey CJ, Turner RC. Metformin. N Engl J Med 1996; 334: 574-9.
  29. Harborne L, Fleming R, Lyall H, et al. Descriptive review of the evidence for the use of metformin in polycystic ovary syndrome. Lancet 2003; 361: 1894-901.
  30. Yki-Jarvinen H, Nikkila K, Makimatilla S. Metformin prevemts weight gain by reducing dietary intake during insulin therapy in patients with type II diabetes mellitus. Drugs 1999; 58: suppl 1: 53-4.
  31. Pasquali R, Gambineri A, Biscotti D et al. Effect of long-term treatment with metformin added to hypocaloric diet on body composition, fat distribution, and androgen and insulin levels in abdominally obese women with and without the polycystic ovary syndrome. J Clin Endocrinol Metab 2000; 85 (8): 2767-74.
  32. Legro RS. Pregnancy considerations in women with polycystic ovary syndrome. Clin Obstet Gynecol 2007; 50 (1): 295-304.
  33. http://www.dsog.dk/files/PCOS/PCOS_guidelineudkast_150804.pdf
  34. Balen A. Polycystic ovary syndrome and cancer. Hum Reprod Update 2001; 7: 522-5.
  35. Cheung AP. Ultrasound and menstrual history in predicting endometrial hyperplasia in polycystic ovary syndrome. Obstet Gynecol 2001; 98 (2): 325-331.
  36. Spritzer PM, Lisboa KO, Lhullier F et al. Spironolactone as a single agent for long-term therapy of hirsute patients. Clin Endocrinol 2000; 52: 587-94.
  37. Azziz E, Ehrmann D, Legro RS et al. Troglitazone improves ovulation and hirsutism in the polycystic ovary syndrome: a multicenter, double blind, placebo-controlled trial. J Clin Endocrinol Metab 2001; 86 (4): 1626-32.
  38. Lord JM, Flight IH, Norman RJ. Insulin-sensitising drugs (metformin, troglitazone, rosiglitazone, pioglitazone, D-chiro-inositol) for polycystic ovary syndrome. Cochrane Database Syst Rev 2003; (3):CD003053.
  39. Legro RS, Zaino RJ, Demers LM, et al. The effects of metformin and rosiglitazone, alone and in combination, on the ovary and endometrium in polycystic ovary syndrome. Am J Obstet Gynecol 2007; 196 (4): 402-10.
  40. Glintborg D, Hermann AP, Andersen M, et al. Effect of pioglitazone on glucose metabolism and luteinizing hormone secretion in women with polycystic ovary syndrome. Fertil Steril. 2006; 86 (2): 385-97.
  41. Brettenthaler N, De Goyter C, Huber PR, Keller U. Effect of the insulin sensitizer pioglitazone on insulin resistance, hyperandrogenism, and ovulatory dysfunction in women with polycystic ovary syndrome. J Clin Endocrinol Metab 2004; 89 (8): 3835-40.
  42. Clayton WJ, Lipton M, Elford J, et al. A randomized controlled trial of laser treatment among hirsute women with polycystic ovary syndrome. Br J Dermatol 2005; 152 (5): 986-92.
     
    Ehrmann DA. Polycystic ovary syndrome. N Engl J Med 2005; 352 (12): 1223-36.
  43. Franks S. Polycystic ovary syndrome. N Engl J Med 1995; 333 (13): 853-61.
  44. Revised 2003 consensus on diagnostic criteria and long-term health risks related to polycystic ovary syndrome. Fertil Steril 2004; 81 (1): 19-25.
  45. Ibanez L, Valls C, Potau N, Marcos MV, de Zegher F. Polycystic ovary syndrome after precocious pubarche: ontogeny of the low-birthweight effect.Clin Endocrinol (Oxf). 2001; 55 (5): 667-72.
  46. Taylor AE, McCourt B, Martin K, Anderson EJ, Adams J, Schoebfeld D, et al. Determinants of abnormal gonadotropin secretion in clinically defined women with PCOS. J Clin Endocrinol Metab 1997; 82: 2248-56.
  47. Waldstreicher J, Santaro NF, Hall HJE, Filicori M, Crowley WF. Hyperfunction of the hypothalamic-pituitary axis in women with polycystic ovarian disease: indirect evidence of partial gonadotroph desensitization. J Clin Endocrinol Metab 1988; 66: 165-72.
  48. National Cholesterol Education Program (NCEP) Expert Panel on Detection, Evaluation, and Treatment of High Blood Cholesterol in Adults (Adult Treatment Panel III). Third Report of the National Cholesterol Education Program (NCEP) Expert Panel on Detection, Evaluation, and Treatment of High Blood Cholesterol in Adults (Adult Treatment Panel III): final report. Circulation 2002; 106: 3143-421.
  49. Burghen GA, Givens JR, Kitabchi AE. Correlation of hyperandrogenism with hyperinsulinism in polycystic ovary disease. J Clin Endocrinol Metab 1980; 50: 113-6.
  50. Dunaif A. Insulin resistance and the polycystic ovary syndrome: mechanisms and implications for pathogenesis. Endocrin Rev 1997; 18: 774-800.
  51. Vermeulen A, Verdonck L, Kaufman JM. A critical evaluation of simple methods for the estimation of free testosterone in serum. J Clin Endocrinol Metab 1999; 84: 3666-72.
  52. Ehrmann DA, Barnes RB, Rosenfield RJ, Cavaghan MK, Imperial J. Prevalence of impaired glucose tolerance and diabetes in women with polycystic ovary syndrome: Diabetes Care 1999; 22: 141-6.
  53. Legro RS, Kunselman AR, Dodson WC, Dunaif A. Prevalence and predictors of risk for type 2 diabetes mellitus and impaired glucose tolerance in polycystic ovary syndrome: a prospective, controlled study in 254 affected women. J Clin Endocrinol Metab 1999; 84: 165-9.
  54. Dahlgren E, Johansson S, Lindstedt G et al. Women with polycystic ovary syndrome wedge resected in 1954-1965: long-term follow-up focusing on natural history and circulating hormones. Fertil Steril 1992: 57: 505-13.
  55. Wild S, Pierpoint T, McKeigue P, Jacobs HS. Cardiovascular disease in women with polycystic ovary syndrome at long-term follow-up: a retrospective cohort study. Clin Endocrinol 2000; 52: 595-600.
  56. Dahlgren E, Janson PO, Johansson S, Lapidus L, Oden A. Polycystic ovary syndrome and risk for myocardial infarction – evaluated from a risk factor model based on a prospective study of women. Acta Obstet Gynecol Scand 1992; 71: 599-604.
  57. Boosma CM, Eijkemanns MJ, Hughes EG, Visser GH, Fauser BC, Macklon NS. A meta-analysis of pregnancy outcomes in women with polycystic ovary syndrome. Hum Reprod Update 2006; 12 (6): 673-83.
  58. Legro RS. Pregnancy considerations in women with polycystic ovary syndrome. Clin Obstet Gynecol 2007; 50 (1): 295-304.
  59. Yildirim B, Sabir N, Kaleli B. Relation of intra-abdominal fat distribution to metabolic disorders in non-obese patients with polycystic ovary syndrome. Fertil Steril 2003; 79: 1358-64.
  60. Madsbad S, AstrupAA. Fedme, metabolisk syndrom og kardiovaskulær sygdom. Ugeskr Læger 2004; 166: 1561-4.
  61. Kiddy DS, Hamilton-Fairley D, Seppala M et al. Diet-induced changes in sex hormone binding globulin and free testosterone in women with normal or polycystic ovaries: correlation with serum insulin and insulin like growth factor-1. Clin Endocrinol 1989; 31: 757-63.
  62. Statmets K, Taylor DS, Kunselman A, Demers LM, Pelkman CL, Legro RS. A randomized trial of the effects of two types of short-term hypocaloric diets on weight loss in women with polycystic ovary syndrome. Fertil Steril 2004 ; 81(3): 630-7.
  63. Rosenbaum M, Nonas C, Weil R, Horlick M, Fennoy I, Vargas I, Kringas P: El Carmino Diabetes Prevention Group. School-based intervention acutely improves insulin sensitivity and decreases inflammatory markers and body fatness in junior high school students. J Clin Endocrinol Metab 2007; 92 (2): 504-8.
  64. Lord JM, Flight IH, Norman RJ. Metformin in polycystic ovary syndrome: systematic review and meta-analysis. BMJ 2003; 327 (7421): 951-3.
  65. Sarih Y, Diber S, Kelestimur F. Comparison of Diane 35 and Diane 35 Plus finasetride in the treatment of hirsutism. Fertil Steril 2001; 75: 2002: 75: 496-500.
  66. Mastorakos G, Koliopoulos C, Creatsas G. Androgen and lipid profiles in adolescents with polycystic ovary syndrome who were treated with two forms of combined oral contraceptives. Fertil Steril 2002; 77: 919-27.
  67. Hardiman P, Pillay OS, Atiomo W. Polycystic ovary syndrome and endometrial carcinoma. Lancet 2003; 361: 1810-2.
  68. Costello M, Shrestha B, Eden J, Sjoblom B, Johnson N. Insulin-sensitising drugs versus the combined oral contraceptive pill for hirsutism, acne and risk of diabetes, cardiovascular disease, and endometrial cancer in polycystic ovary syndrome.
    Cochrane Database Syst Rev 2007; (1): CD005552.
  69. Bailey CJ, Turner RC. Metformin. N Engl J Med 1996; 334: 574-9.
  70. Harborne L, Fleming R, Lyall H, et al. Descriptive review of the evidence for the use of metformin in polycystic ovary syndrome. Lancet 2003; 361: 1894-901.
  71. Yki-Jarvinen H, Nikkila K, Makimatilla S. Metformin prevemts weight gain by reducing dietary intake during insulin therapy in patients with type II diabetes mellitus. Drugs 1999; 58: suppl 1: 53-4.
  72. Pasquali R, Gambineri A, Biscotti D et al. Effect of long-term treatment with metformin added to hypocaloric diet on body composition, fat distribution, and androgen and insulin levels in abdominally obese women with and without the polycystic ovary syndrome. J Clin Endocrinol Metab 2000; 85 (8): 2767-74.
  73. Legro RS. Pregnancy considerations in women with polycystic ovary syndrome. Clin Obstet Gynecol 2007; 50 (1): 295-304.
  74. http://www.dsog.dk/files/PCOS/PCOS_guidelineudkast_150804.pdf
  75. Balen A. Polycystic ovary syndrome and cancer. Hum Reprod Update 2001; 7: 522-5.
  76. Cheung AP. Ultrasound and menstrual history in predicting endometrial hyperplasia in polycystic ovary syndrome. Obstet Gynecol 2001; 98 (2): 325-331.
  77. Spritzer PM, Lisboa KO, Lhullier F et al. Spironolactone as a single agent for long-term therapy of hirsute patients. Clin Endocrinol 2000; 52: 587-94.
  78. Azziz E, Ehrmann D, Legro RS et al. Troglitazone improves ovulation and hirsutism in the polycystic ovary syndrome: a multicenter, double blind, placebo-controlled trial. J Clin Endocrinol Metab 2001; 86 (4): 1626-32.
  79. Lord JM, Flight IH, Norman RJ. Insulin-sensitising drugs (metformin, troglitazone, rosiglitazone, pioglitazone, D-chiro-inositol) for polycystic ovary syndrome. Cochrane Database Syst Rev 2003; (3):CD003053.
  80. Legro RS, Zaino RJ, Demers LM, et al. The effects of metformin and rosiglitazone, alone and in combination, on the ovary and endometrium in polycystic ovary syndrome. Am J Obstet Gynecol 2007; 196 (4): 402-10.
  81. Glintborg D, Hermann AP, Andersen M, et al. Effect of pioglitazone on glucose metabolism and luteinizing hormone secretion in women with polycystic ovary syndrome. Fertil Steril. 2006; 86 (2): 385-97.
  82. Brettenthaler N, De Goyter C, Huber PR, Keller U. Effect of the insulin sensitizer pioglitazone on insulin resistance, hyperandrogenism, and ovulatory dysfunction in women with polycystic ovary syndrome. J Clin Endocrinol Metab 2004; 89 (8): 3835-40.
  83. Clayton WJ, Lipton M, Elford J, et al. A randomized controlled trial of laser treatment among hirsute women with polycystic ovary syndrome. Br J Dermatol 2005; 152 (5): 986-92.

 

Siden sidst opdateret: 21. november 2007 Print Printspacer Tip en ven Tip en ven/kollega spacerTil top Til top