Håndkøbslægemidler
Håndkøbslægemidler, pdf format, oktober 2001
Fakta om håndkøbslægemidler
Håndkøbslægemidler er medicin, du kan købe uden recept. Det betyder ikke, at de er ufarlige, men at de som regel har meget få bivirkninger, hvis du følger de vedlagte retningslinjer.
Indtil 1. oktober 2001 har du kun kunnet købe håndkøbslægemidler på apoteket, og i de håndkøbsudsalg, som er knyttet til apoteket. Efter 1. oktober 2001 kan du også købe en lang række håndkøbslægemidler i supermarkeder, kiosker, hos materialister og på tankstationer.
Lægemiddelstyrelsen kontrollerer de forretninger, der sælger håndkøbslægemidler. Det er din garanti for, at salget foregår forsvarligt.
Sortiment
Fra 1. oktober 2001 vil alle forhandlere af håndkøbslægemidler som minimum sælge ét middel mod:
- Lette smerter (hovedpine, tandpine, menstruationssmerter, muskel- og ledsmerter)
- Ondt i halsen
- Hoste
- Transportsyge
- Gener ved rygeafvænning
- For meget mavesyre
- Hårtab
Mange af forhandlerne vil også sælge andre håndkøbslægemidler som f.eks. næsespray til forkølelse, smertestillende salve og creme afføringsmiddel samt hjertemagnyl.
Begrænsninger
Nogle håndkøbslægemidler vil du kun kunne købe på apoteket. Det gælder blandt andet nitroglycerin samt visse midler mod mavesår og allergi.
Læs indlægssedlen
I lægemiddelpakningen eller som en del af etiketten vil du finde den såkaldte indlægsseddel. Indlægssedlen indeholder nyttige oplysninger om lægemidlet, herunder:
- Indholdsstoffer
- Virkning
- Eventuelle advarsler
- Dosering
- Bivirkninger
Indlægssedlen fortæller også, om der er lægemidler, du skal være forsigtig med at bruge samtidig.
Følger du de retningslinjer, der står i indlægssedlen, kan du dog trygt anvende lægemidlet. Hvis din læge har anbefalet en anden dosis eller en anden måde at bruge lægemidlet på, skal du altid følge lægens anvisning.
Risici
Vær opmærksom på, om der er lægemidler, du ikke kan tåle, hvis du fx lider af allergi, er gravid eller har brug for andre særlige hensyn.
Misbrug af håndkøbslægemidler giver meget alvorlige bivirkninger. Groft misbrug kan føre til dødsfald. Lad derfor være med at eksperimentere.
|