Du er her: IRF Nyheder Stort behov for nye tiltag på ADHD området

Print

Stort behov for nye tiltag på ADHD området


To nye studier om rationel brug af ADHD medicin
Forbruget af medicin mod ADHD er steget kraftigt de senere år hos både børn og voksne. Hvorvidt dette er rationelt har været genstand for stor debat. I 2011 tog IRF derfor initiativ til et registerstudie, med det formål at undersøge brugen af ADHD medicin i Danmark blandt både børn og voksne fra 1995 og frem. Undersøgelsen er lavet i samarbejde med Sektion for Statistik og Analyse i den daværende Lægemiddelstyrelse, Syddansk Universitet og Børne- og ungdomspsykiatrisk Regionscenter i Risskov, og publiceret i 2 artikler (1,2).

 

 

Stagnerende brug, men fortsat mange udenfor aldersindikation
Undersøgelsen viser, at antal brugere af ADHD medicin ser ud til at stagnere efter en massiv vækst de sidste 10 år.

 

Medicinen er godkendt af Sundhedsstyrelsen til behandling af ADHD hos børn i alderen 6-17 år, men halvdelen af de ca. 25.700 nuværende brugere (3. kvartal 2011) er ældre end 17 år og behandles således udenfor den godkendte aldersindikation (1). Det er samtidig de yngre under 6 år og ældre over 17 år som hyppigst dropper ud af behandlingen. Således har 6-14 % af disse patienter droppet behandlingen allerede efter en recept (2).


Studiet viser samtidigt at praktiserende læger ofte påbegynder ADHD behandling hos især voksne patienter (1). Blandt de 18-49 årige udskrives 18 - 20 % af førstegangsrecepterne således af praktiserende læger. Ifølge Sundhedsstyrelsens vejledninger på området er det en speciallægeopgave både at vurdere, hvornår et barn eller en ung med psykisk lidelse har behov for medikamentel behandling, og at indlede denne.

 

 

Der gives større og større doser
På tværs af alle aldersgrupper har der fra 2003 til 2010 været en stigning i den gennemsnitlige daglige dosis af methylphenidat på 39 - 90 % (2). Tendensen til at give større doser kan ikke forklares ud fra nationale eller internationale behandlingsvejledninger, og der er ikke videnskabeligt belæg fra at bruge så høje doser, som man typisk anvender i dag.

 

Brugere af ADHD-medicin har også en større tendens til at købe medicin mod andre psykiatriske lidelser. Særligt har mange yngre brugere under 18 år et forholdsmæssigt højt forbrug af antipsykotika og antidepressiva sammenlignet med børn og unge, som ikke bruger ADHD-medicin (2).

 

 

Stort behov for nye tiltag
Undersøgelsens resultater understøtter behovet for udvikling og ikke mindst implementering af nationale kliniske retningslinjer for behandling af ADHD hos børn og voksne. IRF indgår i Sundhedsstyrelsens fremadrettede arbejde med at udvikle disse retningslinjer.
 
Institut for Rationel Farmakoterapi, 3. september 2012

 

Kontaktperson på IRF: farmaceut, ph.d. Søren Ilsøe Moreno. Mail: sikr@dkma.dk, tlf: 44 88 92 84

 

 

Referencer:

  1. Pottegård A, Bjerregaard BK, Glintborg D, Hallas J, Moreno SI. The use of medication against attention deficit hyperactivity disorder in Denmark: a drug use study from a national perspective. Eur J Clin Pharmacol. 2012 Mar 21. [Epub ahead of print]
  2. Pottegård A, Bjerregaard BK, Glintborg D, Kortegaard LS, Hallas J, Moreno SI. The use of medication against attention deficit/hyperactivity disorder in Denmark: a drug use study from a patient perspective. Eur J Clin Pharmacol. 2012 Jul 19. [Epub ahead of print]

Til toppenTil toppen

 

Siden sidst opdateret: 6. december 2013 Print Printspacer Tip en ven Tip en ven/kollega spacerTil top Til top