Du er her: IRF Nyheder Forsigtig med erytromycin til gravide

Print

Forsigtig med erytromycin til gravide


En ny svensk epidemiologisk undersøgelse tyder på, at erythromycin givet under 1. trimester i graviditeten øger risikoen for hjertemisdannelser. 

 

Forekomsten af hjertemisdannelser sås hos 1,8 % af de børn, hvis mødre havde taget erythromycin tidligt i graviditeten mod 0,9 % i en gruppe som havde fået penicillin V. Sidstenævnte svarede til baggrundsprævalensen (1 %) (Källén 2005). Da der er tale om epidemiologiske data, kan det dog ikke helt udelukkes, at den øgede forekomst af misdannelser i gruppen, som fik erythromycin, kan skyldes andre forhold end selve lægemidlet.

Erythromycin er normalt ikke 1. valg til behandling af infektioner hos gravide, men kan have en plads i særlige tilfælde. Fx ved infektioner med clamydia hos gravide med kendt penicillinallergi, hvor der ikke rigtig er andre behandlingsalternativer.

Set i lyset af de nye data er det ekstra vigtigt at sikre sig, at der virkelig er tale om kendt penicillinallergi, før behandling med erythromycin iværksættes. Patienten bør desuden informeres om den mulige risiko.

 

Da erfaring savnes for de øvrige makrolider, er disse ikke et alternativ. Ved øvrige behandlingskrævende infektioner hos gravide kan alternativer i de fleste tilfælde findes i Den Nationale Rekommandationsliste.    

 

Se information fra det svenske Läkemedelsverket


Kilde: Källén BA, Otterblad-Olausson P, Danielsson B: Is erythromycin therapy teratogenic in humans? Reprod Toxicol 2005; 20(2): 209-214.

 

Institut for Rationel Farmakoterapi, 8. juli 2005


 

Siden sidst opdateret: 6. december 2013 Print Printspacer Tip en ven Tip en ven/kollega spacerTil top Til top