Du er her: IRF Nyheder DPP-4 hæmmere ved type 2 diabetes – status quo

Print

DPP-4 hæmmere ved type 2 diabetes – status quo


De ”gamle” sulfonylurinstoffer er ikke dømt ude

Kort om meta-analysen

En aktuel metaanalyse i BMJ konkluderer at DPP-4 hæmmerne er ligeværdige med sulfonylurinstoffer (SU) og pioglitazon til at reducere HbA1C hos patienter med type 2 diabetes, der ikke kan opnå det ønskede behandlingsmål med metformin alene. Der var heller ingen forskel i forekomsten af alvorlige bivirkninger eller død. Til gengæld var der forskel i forekomsten af svær hypoglykæmi til fordel for DPP-hæmmere, hvor NNH=82 (1).

IRF mener

  • I et valg mellem DPP-4 hæmmer og SU som tillægsbehandling til metformin skal den betydelig højere pris og manglende data for DPP-4 hæmmernes effekt på kardiovaskulære endepunkter og sikkerhed ved længere tids brug indgå i overvejelserne 
  • Hvis de nye individualiserede behandlingsmål for HbA1C bliver fulgt (2), må hyppigheden af alvorlig hypoglykæmi for SU forventes at blive væsentlig lavere i daglig praksis end de 1,3 %, der estimeres i metaanalysen
  • Der er forskel på risiko for hypoglykæmi mellem de forskellige SU. De SU, som er rekommanderet på Den Nationale Rekommandationsliste er fortsat relevante alternativer til DPP-4 hæmmere (3).

Metode

Analysen inkluderede 16 dobbeltblindt kontrollerede undersøgelser, 2 studier med en eller flere ublindede arme og 1 studie hvor blinding ikke var beskrevet. I alt var 7136 patienter randomiseret til en DPP-4 hæmmer og 6745 til andre blodsukker reducerende lægemidler. Det primære endepunkt var ændring i HbA1C og sekundære endepunkter var andel patienter der opnåede HbA1C < 7 %, ændring i vægt, behandlingsophør på grund af bivirkninger og en række specifikke bivirkninger. Der var 7 studier, som direkte sammenlignede DPP-4 hæmmer og SU som tillægsbehandling til metformin. 4137 patienter var randomiseret til DPP-4 hæmmer og 3845 til SU. Det gennemsnitlige HbA1C i de 7 studier varierede fra 7,3 % til 8,5 % ved start og studiernes varighed fra 12 til 104 uger.

Effekt på HbA1C

Som tillægsbehandling til metformin var DPP-4 hæmmerne lidt mindre effektive end SU til at reducere HbA1C (vægtet gennemsnitlig effektforskel 0,07 %, 95 % confidens interval (CI) 0,03 til 0,11 %). Der var samme andel patienter der opnåede HbA1C < 7 % med DPP-4 hæmmer og SU (relativ risiko i SU’s farvør 1,06, CI 0,98 til 1,14).

 

DPP-4 hæmmere havde en gunstigere effekt på patienternes vægt end SU (vægtet gennemsnitlig forskel – 1,92 kg, CI – 2,34 til – 1,49 kg).

Bivirkninger

Hyppigheden af alvorlige bivirkninger (10,8 % vs. 11,2 %), behandlingsophør på grund af bivirkninger (6,0 % vs. 6,5 %) og død af alle årsager (0,3 % vs. 0,5 %) var den samme i de to behandlingsgrupper.


Der var mindre hyppighed af mindst et tilfælde af hypoglykæmi under behandling med DDP-4 hæmmer i 5 af de 7 studier, hvor DPP-4 hæmmer og SU blev sammenlignet. Relativ risiko i de 7 studier varierede fra 0,01 til 0,53. Når resultaterne fra samtlige 19 studier i metanalysen blev poolet, optrådte svær hypoglykæmi, defineret som en hændelse der nødvendiggjorde hjælp fra en anden person, hos 6 af 6615 patienter behandlet med DPP-4 hæmmer (0,1 %) og 51 af 3873 behandlet med SU (1,3 %) svarende til NNH=82.

Diskussion

Risikoen for hypoglyklæmi under antidiabetisk behandling afhænger af det valgte behandlingsmål for HbA1C .

 

I den nye danske behandlingsvejledning for type 2 diabetes fra april 2011 (2) er det tidligere ambitiøse behandlingsmål HbA1C < 6,5 % (< 6,1 % i Dansk Selskab for Almen Medicins diabetesvejledning fra 2004) blevet erstattet af individuelle behandlingsmål.

 

HbA1C < 48 mmol/mol (6,5 %) kan tilstræbes de første år efter diagnosen. HbA1C < 53 mmol/mol (7,0 %) er relevant senere i forløbet, hvor en stram kontrol kan blive tiltagende vanskelig, og der må sættes individuelle mål for behandlingen, hvor risikoen for hypoglykæmi og det realistisk opnåelige opvejes over for risikoen for mikrovaskulære komplikationer.

 

HbA1C < 58 mmol/mol (7,5 %) er målet hos patienter med svingende glukose, tendens til hypoglykæmi, lang varighed af diabetes og makrovaskulære komplikationer, herunder iskæmisk hjertesygdom. I disse situationer frarådes aggressiv medikamentel behandling af hyperglykæmien med flere lægemidler. Hos patienter, hvor det primære behandlingsmål er symptomfrihed, kan et HbA1C på 58-75 mmol/mol (7,5-9,0 %) være acceptabelt.

 

Hvis denne nye vejledning bliver fulgt, må hyppigheden af alvorlig hypoglykæmi under behandling med SU i almindelig kliniske praksis i de kommende år forventes at blive væsentlig lavere end de 1,3 %, der angives i den aktuelle metaanalyse.

 

Forfatterne har ikke haft mulighed for at foretage selvstændige analyser, der sammenligner de enkelte DPP-4 hæmmere med hinanden. Metaanalysen kan således ikke bruges til at konkludere, om der er tale om en klasseeffekt, eller om der er klinisk relevante forskelle mellem de enkelte DPP-4 hæmmere.

 

 

Institut for Rationel Farmakoterapi, 15. maj 2012.

 

Kontaktperson på IRF: Bjørn Krølner bjk@dkma.dk

Referencer

  1. Karagiannis T, Paschos P, Paletas K, Matthews DR, Tsapas A. Dipeptidyl peptidase-4 inhibitors for treatment of type 2 diabetes mellitus in the clinical setting: systematic review and meta-analysis. BMJ 2012; 344: e1369 doi: 10.1136 (Published 12 March 2012)
  2. http://www.irf.dk/dk/publikationer/vejledninger/guidelines_for_type_2-diabetes.htm
  3. http://irf.dk/dk/rekommandationsliste/baggrundsnotater/fordoejelse_og_stofskifte/atc-gruppe_a10b_%96_andre_antidiabetika.htm

 

 

 

 

 


 

Siden sidst opdateret: 6. december 2013 Print Printspacer Tip en ven Tip en ven/kollega spacerTil top Til top