Du er her: IRF Nyheder Bivirkninger ved statin?

Print

Bivirkninger ved statin?


BT har i en artikel 23. juli 2008 advaret mod kolesterolnedsættende medicin.

 

Under overskriften ”Kolesterol-medicin kan ødelægge dit sexliv” advarer artiklen mod bivirkninger som ”alvorlig depression, søvnforstyrrelser, hukommelsessvigt og seksuelle problemer.”

 

Praktiserende læger har berettet, at mange mennesker, der har taget kolesterolnedsættende medicin fx simvastatin, er holdt op med at tage medicinen af frygt for bivirkninger.

 

Hvad betyder det?

Det er velkendt, at medicin kan medføre bivirkninger. Lægemiddelstyrelsen arbejder nu med at få advarsler om eventuelle bivirkninger på indlægssedlerne til kolesterolnedsættende medicin.

 

Hvis man skal tage medicin, må man overveje, om sandsynligheden for at få gavn af medicinen er større end sandsynligheden for at få bivirkninger.

 

Nytten af statin er nedsat risiko for at få blodprop i hjertet og apopleksi samt øget sandsynlighed for et længere liv.

 

Hvad med bivirkningerne, er de reelle?

Depression, søvnforstyrrelser, hukommelsessvigt og seksuelle problemer forekommer almindeligt i befolkningen. Hvis man får sådanne problemer, er det fristende at skyde skylden på den medicin, man indtager.

 

Hvis man skal komme sagen nærmere, må man undersøge, hvor hyppigt problemet opstår blandt de personer, som tager medicin, og sammenligne det med hyppigheden af problemet i den del af befolkningen, der ikke tager medicin.

 

Den meget store engelske undersøgelse HPS (Heart Protection Study, www.hpsinfo.org) omfattede 20.536 personer med øget risiko for hjerte-karsygdom. ¼ af patienterne var kvinder. (48 % var i alderen under 65 år, 46 % var 65-74 år og 6 % over 75 år.) Godt 10.000 personer fik simvastatin og et lignende antal placebo. Undersøgelsen løb over 5 år.

 

I løbet af undersøgelsen måtte 4,8 % af dem, der fik simvastatin, holde op pga. bivirkninger.

 

Det skal sammenholdes med, at 5,1 % af dem, der fik ikke aktivt stof, holdt op pga. ”bivirkninger”.

 

Det betyder ikke, at simvastatin ikke kan give bivirkninger, men hyppigheden af reelle bivirkninger må være lav.

 

Hvorfor skal man tage statin?

Hvem er det, der kan have fordel ved at tage statin?

 

Mennesker med øget risiko for at udvikle blodprop i hjertet eller apopleksi kan nedsætte risikoen ved at tage statin fx simvastatin. Det er mennesker, der tidligere har haft blodprop i hjertet eller har tegn på dårligt kredsløb i hjertet som angina pectoris, har haft apopleksi eller har forhøjet blodtryk eller sukkersyge.

 

Disse mennesker kan forlænge livet, hvis de tager simvastatin.

 

I HPS undersøgelsen var der i løbet af 5 år 179 færre dødsfald i simvastatingruppen end i den gruppe, der fik ikke aktivt stof.

 

Det antages, at omkring 500.000 danskere tager statin. Af dem tager ca. 400.000 simvastatin. Vi kan forestille os, at omkring halvdelen af disse mennesker har øget risiko på samme niveau som de personer, der indgik i HPS undersøgelsen.

 

Hvis 10 % af disse mennesker pga. BT’s artikel holder op med at tage simvastatin af frygt for bivirkninger, vil 20.000 personer ikke tage det ordinerede simvastatin.

 

Hvis vi anvender resultaterne fra HPS undersøgelsen, vil det betyde, at der efter 5 år vil være 349 dødsfald, som kunne være undgået, hvis de havde taget simvastatin.

 

Selv om dette kun er et løst overslag, viser det perspektivet i at holde op med at tage simvastatin.

 

IRF mener, at det i langt de fleste tilfælde vil være en dårlig idé.

 

De sidste 5 år er følgende bivirkninger af simvastatin indberettet til det danske Bivirkningsregister fra de 400.000 brugere (selv om det erkendes, at bivirkninger generelt bliver underrapporterede, er det totale erfaringsgrundlag meget større, da data også indsamles internationalt):

 

De 4 bivirkninger, som BT advarer mod:
Depression 5 tilfælde
Søvnforstyrrelse 11
Hukommelsesvigt 7
Seksuelle problemer 4
Derudover er anmeldt: 
Mavesmerter 12
Diaré 13
Kvalme 22
Opkastning 9
Træthed 23
Utilpashed 15
Kortåndethed 11
Rødmen 11
Kløe 15
Udslæt 24
Nældefeber 10
Ledsmerter 32
Muskelgener 149
Svimmelhed 16
Hovedpine 22
Føleforstyrrelse 8

 

Derudover er anmeldt en række enkeltstående gener som aggression, rystelser, nedsat lugtesans, krampe, bihulebetændelse mmm.

 

Der er ikke taget stilling til, om der har været tale om reelle bivirkninger. Dog er muskelgener en velkendt bivirkning.


Til toppenTil toppen

 

Siden sidst opdateret: 6. december 2013 Print Printspacer Tip en ven Tip en ven/kollega spacerTil top Til top