Aliskiren - fordele og ulemper skal revurderes
Resultater fra et nyt større placebo kontrolleret studie (ALTITUDE studiet) har givet anledning til, at det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA) har igangsat en revurdering af fordele og ulemper ved brugen af aliskiren.
Aliskiren er godkendt til behandling af essentiel hypertension og forhandles i Danmark under navnet Rasilez® og Rasilez® HCT, Komb.
ALTITUDE-studiet har undersøgt effekten af aliskiren sammenlignet med placebo blandt patienter med type 2-diabetes og nedsat nyrefunktion og/eller hjertekarsygdom, men som havde relativt velkontrolleret blodtryk. Patienterne skulle desuden være i behandling med en ACE-hæmmer eller en angiotensin-2-antagonist.
Viden om de konkrete fund i studiet er indtil videre sparsomme.
Indtil der foreligger en endelig afgørelse fra EMA, anbefaler Lægemiddelstyrelsen ikke at ordinere aliskiren-holdige lægemidler til patienter med type 2-diabetes, som samtidig er i behandling med ACE-hæmmere eller angiotensin-2-antagonister.
Patienter med type 2-diabetes, som allerede er i behandling med aliskiren i kombination med en ACE-hæmmer og/eller en angiotensin-2-antagonist bør have deres behandling revurderet næste gang, de har en aftale med lægen.
På baggrund af den aktuelle viden mener Lægemiddelstyrelsen ikke, at der er grund til at revurdere patienternes behandling her og nu (akut).
Se mere på Lægemiddelstyrelsens hjemmeside her
Se omtale i nyhedsbrevet Nyt Om Bivirkninger her
Institut for Rationel Farmakoterapi, 24. januar 2012
|