Du er her: IRF Lægemiddelspørgsmål Azithromycin under graviditet bør generelt undgås

Print

Azithromycin under graviditet bør generelt undgås - men øget risiko er ikke vist


Bemærk at indholdet på denne side er mere end ét år gammel. Indholdet afspejler derfor ikke nødvendigvis IRFs nuværende holdning.


Udvalgte spørgsmål og svar fra praktiserende læger er publiceret i samarbejde med Center for Klinisk Farmakologi i Odense. 

 

Konklussion

Azithromycin behandling i graviditeten er ikke forbundet med en væsentligt øget risiko for misdannelser. Men med en begrænset mænge data kan en lille øget risiko ikke udelukkes. I dette tilfælde, med eksponering for en enkelt dosis azithromycin i tredje graviditetsuge vurderes det dog, at der ikke er nogen øget risiko for medfødte misdannelser.

 

Spørgsmål

Udgør en enkelt dosis azithromycin (Zitromax) i den tidlige graviditet en risiko for fosteret?

 

Sygehistorie

En 28-årig kvinde er gravid. I den tredje gestationsuge behandles kvinden med 1 gram azithromycin som engangsdosis (Zitromax) for en klamydiainfektion. Hendes praktiserende læge er usikker på risikoen for fosteret.

 

Baggrund

Azithromycin tilhører makrolidgruppen af antibiotika. Studier med mus og rotter udsat for doser op til maternal toksicitet (200 mg/kg/dag) gav ingen forringelse af fertiliteten og havde heller ingen skadelig effekt på fosteret (1).

 

Kliniske studier med kvinder behandlet med azithromycin under graviditeten, har primært haft fokus på den antibiotiske effekt, og ikke på fosterets sikkerhed (2). ”The US National Guideline for Sexually Transmitted Diseases” anbefaler azithromycin til behandling af klamydiainfektion hos gravide på trods af, at tilgængelige studier om fosterets sikkerhed er begrænsede (3).

 

I det Svenske Medicinske Fødselsregister er der 47 børn eksponeret for azithromycin under tidlig graviditet, heriblandt fire børn med misdannelser, et barn med polydaktyli, et barn med syndaktyli, et barn med ustabil hofte og et barn med pulmonalstenose (4). Tallet er for lavt til at det giver mening at sammenligne med baggrundsfrekvensen på 3-4 %.

 

I et prospektiv studie blev graviditetsudfaldet for 123 kvinder som indtog azithromycin under graviditeten sammenlignet med graviditetsudfaldet i to andre grupper, henholdsvis en gruppe eksponeret til ikke-teratogene antibiotika for lignende indikationer og en gruppe eksponeret for ikke-teratogene lægemidler (5). Der blev ikke fundet nogen statistisk signifikant forskel mellem de tre grupper med hensyn til antallet af større malformationer, eller for andre af de undersøgte endepunkter. I azithromycin-gruppen indtog 88 kvinder (71,6 %) lægemidlet i første trimester.

 

 I et studie af observationel karakter blev behandling af genital klamydiainfektion hos 277 kvinder under graviditeten evalueret. Behandlingen bestod af enten 1 gram azithromycin som engangsdosis (67 %), amoxicillin 500 mg tre gange daglig i 7 dage (9 %) eller erythromycin 500 mg fire gange dagligt i 7 dage (19 %). Selvom studiet var retrospektivt og derfor havde mange begrænsninger, viste resultatet ingen forskel mellem komplikationerne for kvinder eller børn eksponeret for azithromycin sammenlignet med kvinder og børn eksponeret for anden behandling (6).

 

Opsummeret kan en lille risiko for misdannelser ikke udelukkes på grund af den begrænsede mængde humane data. Azithromycin bør derfor undgås under graviditet. Omvendt er der dog ingen grund til at overveje en afbrydelse af graviditeten ved accidentel behandling med azithromycin i første trimester. 

 

Se øvrige spørgsmål fra læger og svar fra Center for Klinisk Farmakologi her.

Referencer

  1. Briggs GG, Freeman RK, Yaffe SJ. Drugs in pregnancy and lactation. 7th ed. Philadelphia Lippincott Williams & Wilkins; 2005:140-2.
  2. Drugline no: 22973 (year 2006).
  3. Workowski KA, Berman SM. Sexually transmitted diseases treatment guidelines, 2006. MMWR Recomm Rep. 2006;55:1-94. 
  4. Janus. Läkemedel och fosterskada. (Cited 06-12-19) http://www.janusinfo.se.
  5. Sarkar M, Woodland C C, Koren G, Einarson AR. Pregnancy outcome following gestational exposure to azithromycin. BMC Pregnancy Childbirth. 2006;6:18.
  6. Rahangdale L, Guerry S, Bauer HM, Packel L, Rhew M, Baxter R et al. An observational cohort study of chlamydia trachomatis treatment in pregnancy. Sexually Transm Dis. 2006;33:106-10.

Til toppenTil toppen

 

Siden sidst opdateret: 11. februar 2011 Print Printspacer Tip en ven Tip en ven/kollega spacerTil top Til top