Du er her: IRF Anmeldelser Studieanmeldelser Studieanmeldelser arkiv HORIZON: Bisfosfonat-drop een gang årligt ved knogleskørhed

Print

HORIZON: Bisfosfonat-drop een gang årligt ved knogleskørhed


Bemærk at denne anmeldelse er mere end ét år gammel. Indholdet afspejler derfor ikke nødvendigvis IRFs nuværende holdning.


Det viser studierne:

I HORIZON PIVOTAL FRACTURE TRIAL (1) behandlede man næsten 4.000 kvinder med postmenopausal osteoporose med en årlig infusion med bisfosfonatet zoledronsyre eller placebo i 3 år.

  • 3-årsincidensen af røntgenologisk vertebral fraktur var 3,3 % i zoledronsyregruppen og 10,9 % i placebogruppen, svarende til en relativ risikoreduktion på 70 %.
  • Den absolutte risikoreduktion for klinisk (= symptomatisk) vertebral fraktur var 2,1 %, og number needed to treat (NNT) var ca. 50, ved behandling i 3 år.
  • 3-årsincidensen af hoftefraktur var 1,3 % i zoledronsyregruppen og 2,3 % i placebogruppen, svarende til en relativ risikoreduktion på 41 % og en absolut risikoreduktion på 0,9 %. NNT var 107 ved behandling i 3 år.
  • For patienterne i behandlingsgruppen blev tidspunktet for hoftefrakturen gennemsnitligt udskudt ca. 6 dage i forhold til placebogruppen.

I HORIZON RECURRENT FRACTURE TRIAL (2) behandlede man godt 2.000 patienter, der var opereret for hoftefraktur indenfor de sidste 3 måneder, med en årlig infusion af zoledronsyre eller placebo. Den gennemsnitlige opfølgningstid var 1,9 år, da studiet blev afbrudt. Det primære endepunkt var ny klinisk fraktur, uanset lokalisation, dog eksklusive ansigtsfrakturer, fingerfrakturer og frakturer i knoglevæv med cancermetastaser.

  • Incidensen af ny klinisk (= symptomatisk) fraktur var 8,6 % i zoledronsyregruppen og 13,1 % i placebogruppen, svarende til en relativ risikoreduktion på 34 % og en absolut risikoreduktion på 4,5 %. NNT bliver 22. Tidspunktet for en ny klinisk fraktur blev gennemsnitligt udskudt ca. 15 dage i løbet af de 1,9 år.
  • 9,6 % af patienterne døde i zoledronsyregruppen og 13,3 % af patienterne døde i placebogruppen. Den forskel var statistisk signifikant (p = 0,01). NNT bliver 27 (95 % CI: 15-96). Døden blev gennemsnitligt udskudt ca. 12 dage.
Effektboks. Hvad er effekten af behandling med zoledronsyre? (Klinisk relevante primære endepunkter)

Hos kvinder med postmenopausal osteoporose, der bliver behandlet og observeret i 3 år?

  • Risikoen for hoftefraktur reduceres relativt med ca. 40 % og absolut med ca. 1 %.
  • Patientens sandsynlighed for at undgå hoftefraktur stiger fra 97,7% til 98,7 %.
  • Tidspunktet for hoftebrud bliver gennemsnitligt udskudt ca. 6 dage.

Hos patienter, der er opereret for hoftefraktur i de sidste 3 måneder og bliver behandlet og observeret i knap 2 år?

  • Risikoen for ny klinisk fraktur reduceres relativt med 34 % og absolut med 4,5 %.
  • Patientens sandsynlighed for at undgå en ny klinisk fraktur stiger fra 86,9 % til 91,4 %.
  • Tidspunktet for ny klinisk fraktur bliver gennemsnitligt udskudt ca. 15 dage.
Bemærk, at alle effektangivelser ovenfor er baserede på direkte procentandele af datamaterialet og er derfor ikke nødvendigvis identiske med de Kaplan-Meier-baserede effektangivelser, som forfatterne angiver.

 

Det mener IRF

  • Alendronat bør fortsat være førstevalgsbehandling ved behov for frakturforebyggende medicinsk behandling ved osteoporose. For patienter med manifest osteoporose (dvs. osteoporose med frakturer), der ikke kan tåle peroral alendronat, er årlige zoledronsyreinfusioner et godt alternativ.
  • HORIZON-RECURRENT er interessant, fordi man her fokuserer på en skrøbelig risikogruppe, og zoledronsyrebehandling medførte en reduktion af såvel nye kliniske frakturer som totalmortalitet. Studiet har dog også svagheder, som vanskeliggør fortolkningen. Død indgik oprindeligt som et sikkerhedsendepunkt og ikke som et effektmål, og der mangler en plausibel mekanistisk forklaring på den lavere mortalitet i behandlingsgruppen. Der var fx ingen signifikant reduktion i hoftefrakturer, som jo er den klinisk vigtigste type af fraktur. På trods af den tilsyneladende ”enkle” dosering var patientfrafaldet højt. Forfatternes valgte en anden statistisk metode end planlagt. (Se endvidere diskussionsafsnittet).
  • Ligesom de øvrige bisfosfonater bør behandling med zoledronsyre altid suppleres med tilskud af calcium og D-vitamin.
  • Der er behov for faglige diskussioner om, hvorvidt (og hvornår i forhold til frakturen) alle patienter efter hoftefraktur bør tilbydes behandling med zoledronsyre eller et andet bisfosfonat.

Baggrund

Tabletbehandling med bisfosfonaterne alendronat (Alendronat/Fosamax) og risedronat (Optinate/Actonel) i daglig dosering mindsker risikoen for såvel vertebrale frakturer som hoftefrakturer hos postmenopausale kvinder med osteoporose, mens etidronat (Didronate/Didronel) og ibandronat (Bonviva) kun har dokumenteret effekt på risikoen for vertebrale frakturer (3).

 

Perorale bisfosfonater i uge- og månedsregimer har vist nogenlunde samme effekt på BMD, som daglig dosering, men det er ikke ordentligt undersøgt, hvorvidt risikoen for frakturer påvirkes (3).

 

Den perorale biologiske tilgængelighed for bisfosfonater er lav - 0,7 % for alendronat, 0,6 % for risedronat, 1-6 % for etidronat og 0,6 % for ibandronat (4). Samtidig fødeindtagelse reducerer absorptionen til nærmest ingenting. Det er derfor helt nødvendigt, at de perorale bisfosfonater indtages efter natlig faste og mindst ½-1 time inden indtagelse af morgenmad, hvilket kan være ubekvemt for patienterne. Studier tyder på, at ca. halvdelen af patienterne afbryder behandlingen indenfor et år – også ved ugentlig dosering (5).

 

Zoledronsyre er et bisfosfonat til intravenøs infusion, som hidtil kun har været godkendt til behandling af Pagets knoglesygdom og tumorinduceret hyperkalcæmi og til forebyggelse af skeletrelaterede hændelser ved malign sygdom med knoglemetastaser. Der er nu kommet to randomiserede kliniske studier der vurderer effekten af zoledronsyre ved osteoporose. Studierne kaldes HORIZON Pivotal Fracture Trial (1) og HORIZON Recurrent Fracture Trial (2).

 

I begge studier randomiserede man patienterne til behandling med enten zoledronsyre 5 mg eller placebo givet som intravenøs infusion en gang årligt. Alle patienter fik også calcium og D-vitamin. Patienterne måtte godt sideløbende tage østrogen, tamoxifen, raloxifen eller calcitonin mod knogleskørhed, mens bisfosfonater, strontium og PTH-præparater var forbudt.

 

Begge studier var finansieret af Novartis, som producerer og sælger zoledronsyre. De akademiske forfattere og sponsoren designede studierne i fællesskab. Sponsoren indsamlede data og foretog de statistiske analyser, hvilke efterfølgende blev kontrolleret af akademiske investigatorer.

 

De to studier vil her blive beskrevet hver for sig og efterfulgt af en diskussion, der gælder begge studier. Bemærk, at alle effektangivelser nedenfor baseret på direkte procentandele af datamaterialet og er er derfor ikke nødvendigvis identiske med de Kaplan-Meier-baserede effektangivelser, som forfatterne angiver.

 

 

1. HORIZON PIVOTAL FRACTURE TRIAL

Metode

I det første studie blev 3.889 postmenopausale kvinder i alderen 65-89 år med osteoporose inkluderet (1). Kvinderne skulle enten have T-score < -2,5 eller T-score < -1,5 og mindst en moderat eller to milde vertebrale frakturer på røntgen. Patienter, der havde fået systemisk kortikosteroidbehandling i det sidste år, blev ekskluderet. Studievarigheden var 3 år. Patienterne blev stratificeret efter, hvorvidt de tog osteoporosemedicin ved baseline.

 

Det primære endepunkt for hele patientpopulationen var ny hoftefraktur. For de patienter, der ikke fik anden behandling mod osteoporose, var ny røntgenologisk vertebral fraktur også et primært endepunkt (uanset om frakturen gav symptomer eller ej). Der blev rutinemæssigt taget røntgen af columna en gang om året. Alle statistiske analyser var angiveligt præspecificerede.

 

Resultater

  • Patienterne (alle postmenopausale kvinder) var gennemsnitligt 73 år. 72 % havde T-score < - 2,5. 63 % havde vertebrale frakturer ved baseline. 21 % af patienterne tog ved baseline en osteoporosemedicin (østrogen, tamoxifen, raloxifen eller calcitonin).
  • 3-årsincidensen af røntgenologisk vertebral fraktur var 3,3 % i zoledronsyregruppen og 10,9 % i placebogruppen, svarende til en relativ risikoreduktion på 70 % og en absolut risikoreduktion på 7,6 %. Number needed to treat (NNT) var 13 (95 % konfidensinterval (CI): 11-16; p < 0,001). (De 21 % af patienterne, som tog anden osteoporosemedicin var her ekskluderet). Den absolutte risikoreduktion for klinisk (=symptomatisk) vertebral fraktur var 2,1 % (NNT ca. 50).
  • 3-årsincidensen af hoftefraktur var 1,3 % i zoledronsyregruppen og 2,3 % i placebogruppen, svarende til en relativ risikoreduktion på  41 % og en absolut risikoreduktion på 0,9 %. NNT var 107 (95 % CI: 65-291; p =0,002).
  • 3-årsincidensen af kliniske frakturer (alle lokalisationer) var 8,0 % i zoledronsyregruppen og 11,7 % i placebogruppen, svarende til en relativ risikoreduktion på 32 % og en absolut risikoreduktion på 3,8 %. NNT var 26 (95 % CI: 20-41).
  • Ud fra grafer i artiklens figur 3 (s. 1817) kan man skønne, at en hoftefraktur i løbet af observationstiden gennemsnitligt blev udskudt  6 dage i behandlingsgruppen sammenlignet med placebogruppen. Tilsvarende blev  klinisk fraktur udskudt i gennemsnit ca. 24 dage (se tabel 1 for forklaring og beregning). 
  • Der sås signifikant hyppigere bivirkninger i zoledronsyregruppen, herunder:
    • Indlæggelseskrævende atrieflimren (number needed to harm (NNH) ca. 120).
    • Forbigående stigning i serumkreatinin på mere end 44 mikromol/liter (NNH ca. 120). Efter 30 dage var serumkreatinin hos 85 % af disse patienter faldet tilbage, så at stigningen var mindre end 44 mikromol/liter. Efter 3 år var der ingen signifikant forskel i serumkreatinin eller kreatininclearance mellem grupperne.   
    • Infusionsreaktioner med feber, muskelsmerter, hovedpine og ledsmerter hos 32 % af patienterne efter den første zoledronsyreinfusion, men kun hos henholdsvis 7 % og 3 % efter den anden og tredje zoledronsyreinfusion. Infusionsreaktionerne var som i regel forbigående indenfor 3 dage.

2. HORIZON RECURRENT FRACTURE TRIAL

Metode

I det andet studie inkluderede man 2.127 patienter med en kirurgisk behandlet hoftefraktur indenfor de sidste 3 måneder (2). Både mænd og kvinder over 50 år kunne indgå i studiet. Af etiske grunde inkluderede man kun patienter, der angiveligt ikke kunne eller ville tage et peroralt bisfosfonat.

 

Alle patienter fik paracetamol ved hver infusion og efter behov i de efterfølgende 3 døgn. Dosis af paracetamol fremgår ikke.

 

Hvis patienten havde vitamin D-mangel eller S-25-hydroxy-D-vitamin ikke forelå, blev der givet en ladningsdosis med 50.000-125.000 IE vitamin D2 eller D3 peroralt eller som intramuskulær injektion 14 dage før den første infusion. 

 

Det primære endepunkt var ny klinisk (=symptomatisk) fraktur, uanset lokalisation, dog eksklusive ansigtsfrakturer, fingerfrakturer og frakturer i knoglevæv med cancermetastaser. Fordi antallet af frakturer var lavere end forventet, blev metoden for den statistiske analyse ændret fra time to event-analyse til en Cox-proportional hazards-model, hvilket ikke var prædefineret.

 

Ny hoftefraktur var en af tre sekundære endepunkter. Død var angiveligt et af sikkerhedsendepunkt blandt flere andre, som ikke bliver nævnt i artiklen.

 

Studievarigheden var angiveligt op til 5 år, men studiet blev afbrudt før tid efter en ikke prædefineret interimanalyse, fordi man mente, at studiet havde opnået sit effektivitetsformål. Den gennemsnitlige opfølgningstid var da 1,9 år.

 

Resultater

  • Patienterne var gennemsnitligt 74 år, og kun 14 % var over 85 år. 41,8 % af patienterne havde T-score < - 2,5.  Ca. 24 % af patienterne var mænd. Gennemsnitlig opfølgningstid var 1,9 år. Næsten en tredjedel af patienterne afbrød studiet, typisk fordi de enten døde eller trak det informerede samtykke tilbage.
  • Incidensen af ny klinisk fraktur var 8,6 % i zoledronsyregruppen og 13,1 % i placebogruppen, svarende til en relativ risikoreduktion på 34 % og en absolut risikoreduktion på 4,5 %. NNT bliver 22 (95 % CI: 14-55; p = 0,001).
  • Der var ikke signifikant forskel i incidens af hoftefraktur, men dog en tendens til færre tilfælde i zoledronsyregruppen (2,0 % vs. 3,5 %; P = 0,18).
  • I sikkerhedsanalysen bemærkede man, at 9,6 % af patienterne døde i zoledronsyregruppen og 13,3 % af patienterne døde i placebogruppen. Den forskel var statistisk signifikant (p = 0,01). NNT bliver 27 (95 % CI: 15-96).
  • Tidspunktet for en ny klinisk fraktur blev gennemsnitligt udskudt ca. 15 dage i behandlingsgruppen sammenlignet med placebogruppen i løbet af de gennemsnitligt 1,9 års behandlings- og observationstid. Ud fra grafer i artiklens figur 2 kan man skønne, at en ny klinisk fraktur vil kunne udskydes i gennemsnitligt ca. en måned, hvis behandlings- og observationstiden forlænges til 3 år. Tilsvarende blev døden udskudt gennemsnitligt ca. 12 dage i behandlingsgruppen sammenlignet med placebogruppen(se tabel 1 for forklaring). 
  • Der var ingen signifikant stigning af serumkreatinin eller øgning af atrieflimren i zoledronsyregruppen. Transfusionsreaktioner blev observeret hos 6,8 % af patienterne efter den første zoledronsyreinfusion, men hos < 1 % ved de efterfølgende infusioner.
  • Forsinket frakturheling blev observeret hos 3,2 % i zoledronsyregruppen og 2,7 % i placebogruppen. Den forskel var ikke signifikant. Desværre er der ikke angivet, hvor lang tid efter frakturen zoledronsyre blev givet.

Diskussion

Publiceringen af de to HORIZON-studier medfører, at zoledronsyre, pludselig er blevet en af de bedst dokumenterede behandlinger til forebyggelse af osteoporotiske frakturer. På linie med kun alendronat og risedronat er der nu dokumentation for, at zoledronsyre reducerer risikoen for både hoftefraktur og vertebrale frakturer ved postmenopausal manifest osteoporose.

 

HORIZON-RECURRENT, dvs. det studie, hvor patienterne blev behandlet indenfor 3 måneder efter en hoftefraktur, er særlig interessant, fordi man her fokuserer på en skrøbelig risikogruppe, og zoledronsyrebehandling medførte en reduktion af såvel nye kliniske frakturer som totalmortalitet. Studiet har dog også svagheder:

  • Patienternes gennemsnitsalder på kun 74 år skal sammenlignes med en gennemsnitalder på over 80 år for danske uselekterede hoftefrakturpatienter (6). Det fremgår ikke af artiklen, hvor mange patienter, der blev screenet og ekskluderet, og forfatterne angiver ingen forklaring på, hvorfor gennemsnitsalderen var så lav.
  • Forfatterne angiver ikke, hvor lang tid efter hoftefrakturen patienterne i gennemsnit fik zoledronsyreinfusionen, hvilket er af betydning, når man skal vurdere den potentielle risiko for forsinket frakturheling. Blev zoledronsyre overvejende givet i forbindelse med indlæggelsen for hoftefraktur eller først senere?
  • Der var effekt på frakturer, inklusive ikke-vertebrale frakturer, men der var ingen signifikant reduktion i hoftefrakturer, som jo er den klinisk vigtigste type af fraktur.
  • Død var et sikkerhedsendepunkt og ikke et effektmål, men som studiet endte, er der i højere grad effekten på død end effekten på frakturer, der kunne motivere en bred anvendelse af zoledronsyre efter hoftefraktur. Vi mangler dog en plausibel mekanistisk forklaring af fundet. Den lavere mortalitet i zoledronsyregruppen kan næppe forklares alene af den lavere frakturhyppighed. 
  • Det store patientfrafald på næsten 30 % kommenteres ikke af forfatterne. Hvorfor trak mere end 10 % af patienterne i begge grupper det informerede samtykke tilbage? 
  • Det er på en måde beklageligt, at sikkerhedskomitéen valgte at afbryde studiet efter en ikke-planlagt interim-analyse. Rent faktisk, er der nu en vis usikkerhed, om den lavere mortalitet var et tilfældigt fund (ligesom fx overrisikoen for nyrepåvirkning og indlæggelseskrævende atrieflimren i HORIZON-PIVOTAL). Risikoen for tilfældige fund vil alt andet lige være mindre, når det drejer sig om præspecificerede endepunkter, der bliver analyseret på præspecificerede tidspunkter.
  • Forklaringen på, hvorfor man valgte en anden statistisk metode for det primære endepunkt end planlagt, er ikke tilfredsstillende. Forfatterne angiver som forklaring, at ”the overall rate of fractures was low”. Om antallet af frakturer var så lavt, at man var nødt til at anvende en anden statistisk metode end planlagt, virker det ulogisk at afbryde studiet før tid, fordi studiet ”had met its efficacy objectives”.

Kun 42 % af patienterne i HORIZON-RECURRENT havde osteoporose, målt ved DXA-scanning. Det reflekterer, at DXA-scanning er en ufølsom metode til at identificere patienter med risiko for hoftefraktur. Det kan formentlig være mere hensigtsmæssigt at fokusere den frakturforebyggende indsats på de patienter, der allerede har haft en osteoporotisk fraktur, end at bruge DXA-scanning til at udvælge patienter. Vi vil gerne se subgruppe-analyser af HORIZON-RECURRENT, der belyser effekten af zoledronsyre blandt de patienter, der havde T-score henholdsvis over og under –2,5.

 

HORIZON-PIVOTAL tyder på, at årlige zoledronsyreinfusioner forebygger vertebrale frakturer og hoftefrakturer i nogenlunde samme grad som peroral alendronat ved behandling af postmenopausale kvinder med osteoporose. Alendronat er billigere (tabel 2) og kræver ikke infusioner. IRF mener derfor, at alendronat fortsat bør være førstevalgsbehandling ved indikation for frakturforebyggende medicinsk behandling ved osteoporose. For patienter, der ikke kan tåle peroral alendronat eller risedronat, er årlige zoladronsyreinfusioner i dag den bedst dokumenterede behandling.

 

Zoledronsyre har været associeret til kæbeosteonekrose, når det anvendes på onkologiske patienter (7). I HORIZON-studierne var der ingen spontane rapporter om kæbeosteonekrose. Efterfølgende blev der identificeret to tilfælde af mulig osteonekrose – 1 i zoledronsyregruppen og 1 i placebogruppen.

 

Prisen behandling med zoledronsyre på denne indikation er på samme niveau for de patentbeskyttede bisfosfonater risedronat og ibandronat og ca. 8 gange dyrere end generisk alendronat (tabel 2). I prisberegningerne i tabel 2 er der ikke taget højde for personaleomkostninger m.m. i forbindelse med infusionerne eller for fordele og ulemper for patienterne ved den perorale henholdsvis intravenøse administrationsmåde.

 

Zoledronsyre synes at være nogenlunde lige så effektiv som PTH-præparaterne teriparatid (Forsteo) og parathyreoideahormon (Preotact) på vertebrale frakturer, mens dokumentationen for effekt på hoftefraktur er bedre. Det er interessant, fordi PTH-præparaterne er mere end 10 gange dyrere end zoledronsyre (tabel 3). PTH-præparaterne har tiltrukket sig interesse, fordi de øger knogleformationen (mens bisfosfonater mindsker knogleresorbtionen). I sidste ende må det dog være den forebyggende virkning på klinisk relevante frakturer, der er afgørende for præparatvalget.

 

Det skal her atter understreges, at Lægemiddelstyrelsens vejledende kriterier for enkelttilskud PTH-præparaterne ikke er udtryk for en behandlingsrekommandation.

 

IRF finder, at der med anledning af HORIZON-studierne er behov for følgende faglige diskussioner:

  1. Skal patienter rutinemæssigt behandles med zoledronsyreinfusion en gang årligt efter hoftefraktur? I så fald: Hvor tidligt efter hoftefrakturen kan man give den første behandling? Ellers skal patienterne i stedet rutinemæssigt behandles med perorale bisfosfonater efter hoftefraktur, fx alendronat. Kan man med andre ord formode, at fundene i HORIZON-RECURRENT er udtryk for en klasseeffekt for bisfosfonater?
  2. Skal patienten med skuffende stigning i knogletætheden under peroral bisfosfonatbehandling tilbydes zoledronsyreinfusioner pga. den usikre absorbtion ved peroral behandling? I så fald: Hvilke patienter? Er parenteral ibandronat fortsat et alternativ på trods af den manglende dokumentation for effekt på frakturrisikoen?
  3. Er der videnskabeligt dokumenterede holdepunkter for, at teriparatide og eller parathyreoideahormon har en bedre frakturforebyggende effekt end bisfosfonater, eller medfører andre kliniske fordele, i særlige patientgrupper? I så fald: Er disse forskelle så store, at det kan motivere den markant højere pris?
Tabel 1. Behandlingseffekt målt som udskydelse af en hændelse – forklaring og et eksempel.
  • Effektkurver kan læses vertikal eller horisontalt. Ved vertikal aflæsning får man traditionelle effektmål som absolut risikoreduktion og NNT. Ved horisontal aflæsning får et mål på udskydning af den tid, når en vis andel af patienterne er blevet ramt af en hændelse (fx hoftefraktur).
  • Man kan kombinere vertikal og horisontal aflæsning ved at beregne arealet mellem de to effektkurver. Derved får man et mål på, hvor lang tid hændelsen (fx hoftefraktur) i gennemsnit bliver udskudt for de patienter, der indgik i behandlingsgruppen sammenlignet med placebogruppen.
  • Udskydelsen kan være adskillige gange større, hvis patienten fortsætter behandlingen, og man følger studiet til alle er døde i såvel kontrol- som behandlingsgruppen. Desværre er varigheden af studierne ofte for kort til at foretage en fuldstændig analyse af udskydelsen.
  • Her følger et eksempel. Se på effektkurven i figur 1, som er hentet fra (1). Arealet mellem de to kurver kan skønnes til en triangel.
  • Afstanden mellem de kurver er 0 ved tiden 0 og afstanden er forskellen mellem 2,5 % og 1,4 % ved tiden 36 måneder.
  • Arealet mellem kurverne kan skønnes så her:
    • (0,025 – 0,014) x (36 – 0) mdr./2 = ca. 0,2 mdr. = ca. 6 dage.
  • For patienterne, der indgik i behandlingsgruppen, blev en hoftefraktur således gennemsnitligt udskudt i ca. 6 dage i de 3 års observationstid.

 

Tabel 2. Priser for bisfonater, ved billligste pakning og generisk substitution (Priser ifølge medicin.dk 06/11 2007 )    
Bisfosfonat  Form  Dosering  Pris/år (kr.)
Alendronat
(Alendronat/Fosamax)
Tabl.
Tabl.
10 mg daglig
70 mg ugentlig
Ca. 1.400,-
Ca. 530,-
Risedronat
(Optinate/Actonel)
Tabl.
Tabl.
5 mg daglig
35 mg ugentlig
Ca. 4.400,-
Ca. 4.000,-
Etidronat
(Didronate/Didronel)
Tabl. 200 mg x 2 i 14. d. hver 13. uge. Ca. 920,-
Ibandronat
(Bonviva)
Tabl.
Inj.
150 mg månedlig
3 mg i.v. hver 3. måned
Ca. 4.400,-
Ca. 4.600,-
Zoledronsyre
(Aclasta)
Inf.  5 mg i.v. en gang årligt.  Ca. 4.480,-

 

Tabel 3. Effekt og pris for zoledronsyre og teriparatide og parathyreoideahormon (Priser ifølge medicin.dk 06/11 2007 )
Præparat Effekt på (relativ risikoreduktion) Pris/år (kr.)
Vertebrale frakturer Ikke-vertebrale frakturer  Hoftefrakturer
Zoledronsyre (1)
(Aclasta) 
70 %  25 %  41 %  Ca. 4.480,-
Teriparatid (8)
(Forsteo) 
65 %  52 %  Ca. 55.000,-

Parathyreoideahormon
(9) (Preotact) 

58 % (?)*  Ca. 52.000.-

 

 

Figur 1. Effektkurve fra Horizon Pivotal Fracture Trial (1).

Figur 1. Effektkurve fra Horizon Pivotal Fracture Trial (1).

 

Læs IRF’s anmeldelse af Aclasta her: http://irf.dk/dk/anmeldelser/praeparatanmeldelser/aclasta_zoledronsyre_.htm

 

 

IRF kan kontaktes på irf@dkma.dk

Referencer

  1. Black DM, Delmas PD, Eastell Ret al.  Once-yearly zoledronic acid for treatment of postmenopausal osteoporosis. N Engl J Med 2007;356:1809-22.
  2. Lyles KW, Colon-Emeric CS, Magaziner JS et al.  Zoledronic Acid and Clinical Fractures and Mortality after Hip Fracture. N Engl J Med 2007;357;1799-1809.
  3. Institut for Rationel Farmakoterapi. Den National Rekommandationsliste.  Baggrundsnotater. M05 Midler mod knoglesygdomme. http://irf.dk/dk/rekommandationsliste/baggrundsnotater/muskler_led_og_knogler/m05_midler_mod_knoglesygdomme.htm
  4. www.medicin.dk
  5. Lo JC, Pressman AR, Omar MA, Ettinger B. Persistence with weekly alendronate therapy among postmenopausal women. Osteoporos Int 2006;17:922-8.
  6. Nymark T, Lauritsen JM, Ovesen O, et al. Decreasing incidence of hip fracture in the Funen County, Denmark. Acta Orthop 2006;77:109-13.
  7. Migliorati CA, Siegel MA, Elting LS. Bisphosphonate-associated osteonecrosis: a long-term complication of bisphosphonate treatment. Lancet Oncol 2006;7:508-14
  8. Neer RM, Arnaud CD, Zanchetta JR et al. Effect of parathyroid hormone (1-34) on fractures and bone mineral density in postmenopausal women with osteoporosis. N Engl J Med. 2001;344:1434-41
  9. Greenspan SL, Bone HG, Ettinger MP et al. Effect of recombinant human parathyroid hormone (1-84) on vertebral fracture and bone mineral density in postmenopausal women with osteoporosis: a randomized trial. Ann Intern Med. 2007;146:326-39.
  10. Janusinfo. Färre kotfrakturer med hormonbehandling. Nyhet 2007-04-12. http://www.janusinfo.se/imcms/servlet/GetDoc?meta_id=9572

Til toppenTil toppen

 

Siden sidst opdateret: 16. november 2013 Print Printspacer Tip en ven Tip en ven/kollega spacerTil top Til top