Du er her: IRF Anmeldelser Studieanmeldelser Studieanmeldelser arkiv Ændring af FEV1 over tid ved KOL

Print

Ændring af FEV1 over tid ved KOL


Bemærk at denne anmeldelse er mere end ét år gammel. Indholdet afspejler derfor ikke nødvendigvis IRFs nuværende holdning.


Kort om studiet

Analysen er udført på resultater fra ECLIPSE undersøgelsen af 2.163 personer med kronisk obstruktiv lungesygdom (KOL), som er fulgt gennem 3 år (1). En random-koefficient model blev anvendt til at vurdere mulige prædiktorer for forceret ekspiratorisk volumen på 1 sekund (FEV1) og for ændring af FEV1 over tid.
Den gennemsnitlige ændring af FEV1 var en nedsættelse på 33 ml per år med betydelig variation mellem patienterne. Standard deviation (SD) for nedsættelsen mellem patienterne var 59 ml per år.

 

I løbet af 3 år havde:

 

38 % en nedsættelse af FEV1 på mere end 40 ml per år,
31 % en nedsættelse på 21 til 40 ml per år,
23 % en ændring fra -20 ml til +20 ml per år 
  8 % en øgning på mere end 20 ml per år.

 

 
Den gennemsnitlige nedsættelse af FEV1 var:

 

21 ml per år større hos rygere end hos ikke-rygere,
13 ml per år større hos patienter med emfysem end hos dem uden emfysem
17 ml per år større hos patienter med bronkodilatator reversibilitet end dem uden.

 

Det mener IRF

  • Ændring over tid af FEV1 hos personer med KOL varierer i betydelig grad.

  • Fortsat rygning er en stærk prædiktor for øget nedsættelse af FEV1, og rygeophør er fortsat det vigtigste mål ved behandling af KOL.


Baggrund

Det er accepteret, at KOL er karakteriseret ved accelereret nedsættelse af FEV1, men kun få longitudinelle studier har givet detaljerede data om FEV1, og ingen har relateret ændring af FEV1 til specifikke subgrupper af patienter eller biomarkører.

 

Metode

Analysen blev udført på data fra den observationelle undersøgelse Evaluation of COPD Longitudinally to Identify Predictive Surrogate Endpoints (ECLIPSE) (2).
Patienter med KOL i alderen 40 til 75 år kunne indgå, hvis de havde mere end 10 pakke-års rygning.
Efter det første besøg blev patienterne fulgt efter 3 og 6 måneder og herefter hver 6. måned i 3 år.
Antallet af eksacerbationer og behandling blev opgjort, og der blev foretaget spirometri.
CT skanning af thorax blev udført ved starten for at vurdere emfysem.
Luftvejssymptomer, tidligere rygning, udsættelse på jobbet og medicinske tilstande blev registreret med American Thoracic Society-Division of Lung Disease (ATS-DLD) spørgeskemaer.
Subgrupper var baseret på status med hensyn til emfysem, kronisk bronkitis, bronkodilatator reversibilitet og kardiovaskulær sygdom.
Blodprøver til undersøgelse for biomarkører blev taget ved starten.
Undersøgelsen var sponsoreret af GlaxoSmithKline.

 

Resultater

2.163 patienter blev fulgt i 3 år. 1.447 fik 8 målinger af FEV1, 198 fik 7, 95 fik 6, 99 fik 5, 96 fik 4, 81 fik 3, 67 fik 2 og 80 kun 1 måling.
10 % af patienterne døde i løbet af undersøgelsen og 13 % udgik.


Den gennemsnitlige ændring af FEV1 hos patienterne var en nedsættelse med 33 ml per år (SD 59 ml per år). Standard error of the mean (SE) ±2 ml per år.

 

I løbet af 3 år havde:

  

38 % en nedsættelse af FEV1 på mere end 40 ml per år,
31 % en nedsættelse på 21 til 40 ml per år,
23 % en ændring fra -20 ml til +20 ml per år 
  8 % en øgning på mere end 20 ml per år.

 

Patienter med moderat KOL (FEV1 mellem 50 % og 80 % af forventet værdi) havde en gennemsnitlig forringelse af FEV1 på 35± SE 1 ml per år.
Patienter med svær KOL (FEV1 mellem 30 % og 50 % af forventet værdi) havde en gennemsnitlig forringelse af FEV1 på 33±1 ml per år.
Patienter med meget svær KOL (FEV1 <30 % af forventet værdi) havde en gennemsnitlig forringelse af FEV1 på 25±2 ml per år.

 

Der blev ikke påvist øget nedsættelse af FEV1 med stigende alder eller kumuleret tobaksforbrug.
Graden af ændring af FEV1 var ens for kvinder og mænd.
Eksacerbationer blev fulgt af en ekstra nedsættelse af FEV1 på 2±0,5 ml per år per eksercerbation.


Den gennemsnitlige nedsættelse af FEV1 var:

  

21± 4 ml per år større hos rygere end hos ikke-rygere
13±4 ml per år større hos patienter med emfysem end hos dem uden emfysem
17± 4 ml per år større hos patienter med bronkodilatator reversibilitet end dem uden.

 

Patienter med kronisk bronkitis defineret som mukopurulent ekspektoration i perioder på 3 måneder eller mere i mindst 2 år havde lavere gennemsnitlig FEV1 (43± 20 ml per år) ved starten, men de havde ikke hurtigere fald i FEV1 end patienter uden kronisk bronkitis.

 

Personer med bronkodilatator reversibilitet ved starten havde gennemsnitlig FEV1, som var 220± 22 ml per år højere end patienter uden reversibilitet, men deres FEV1 faldt med 17± 4 ml per år mere end dem uden.
Selvrapporteret kardiovaskulær sygdom påvirkede ikke start FEV1 eller faldet i FEV1.
Patienter med klinisk signifikant emfysem havde ved start gennemsnitlig FEV1, som var 327±21 ml lavere end dem uden, og deres FEV1 faldt med 13±4 ml per år mere end dem uden emfysem.

 

Følgende biomarkører blev undersøgt: Fibrinogen, interleukin-6, interleukin-8, TN-α, CRP, CC-16 (Clara cell protein) og surfactant protein D.
Flere biomarkører var associeret med FEV1 ved starten. Denne association var mest udtalt for fibrinogen, hvor forskellen i FEV1 associeret med en øgning på 1 SD svarede til forskellen i FEV1 mellem tidligere og nuværende rygere.
Kun CC-16 var signifikant associeret med ændringen af FEV1 med ekstra nedsættelse på 4±2 ml per år for hver nedsættelse på 1 SD i CC-16.
Ingen biomarkører for systemisk inflammation var relateret til ændringer af FEV1 over tid.

Diskussion

Undersøgelsen omfatter ikke tidlige stadier af KOL.
Patienterne i denne undersøgelse blev behandlet af deres sædvanlige læge. Det er endnu ikke vist, at behandling af KOL kan reducere nedsættelsen af FEV1.
Omkring 15 % af patienterne i undersøgelsen oplevede forbedring af lungefunktionen i løbet af 3 år. Det kan skyldes statistisk usikkerhed og upræcise målinger af FEV1, men det kan ikke udelukkes, at det også kan betyde, at KOL ikke uvægerlig er en progressiv sygdom med fald i FEV1 over tid på samme niveau som lungeraske.
Måske kan KOL ”brænde ud” eller stabiliseres for en periode på 3 år eller mere, men resultaterne kan også være udtryk for, at målingerne af FEV1 varierede i en sådan grad, at det ser sådan ud.
Det er en mangel, at variationen ved måling af FEV1 i undersøgelsen er ikke omtalt.
Rygeophør er fortsat det vigtigste mål ved behandling af KOL.

 

 

IRF kan kontaktes på irf@dkma.dk

 

Institut for Rationel Farmakoterapi, oktober 2011. 

 

Referencer

1. Vestbo J, Edwards, L D, Scanlon P D et al. Changes in forced expiratory volume i 1 second over time in COPD. N Engl J Med 2011;365:1184-92.


2. Vestbo J, Anderson W, Coxson HO et al. Evaluation of COPD Longitudinally to Identify Predictive Surrogate End-points (ECLIPSE). Eur Respir J. 2008;31:869-73.

 

 

Anmledelsen har været forelagt Dansk Lungemedicinsk Selskab, som mener, at referatet stemmer med artiklen. De skrev:


Kommentar fra DLS til undersøgelsen af Vestbo et al (1)

Undersøgelsen viser med tydelighed at der er plads til optimering af rygestop hos KOL patienter, idet 36 % af deltagerne stadig var rygere. Rygeophør er den uden sammenligning vigtigste faktor for bevarelsen af lungefunktionen hos KOL patienterne og for prognosen. En målrettet og effektiv rygestop indsats bør etableres for alle rygere med rådgivning og farmakologisk støttebehandling i en periode. Exacerbationer var anledning til et ekstra tab i FEV1 på 2 ml per år per exacerbation, hvilket over tid er betydeligt tab hos gruppen med hyppige exacerbationer, som ofte er de patienter med i forvejen svært nedsat lungefunktion. Alle behandlinger der reducerer antallet af exacerbationer er derfor af betydning ikke alene for sundhedsøkonomien men også for prognosen for KOL patienterne.

 

Alle deltagerne i studiet var i medikamentel behandling. Dette kan have en betydning for resultatet og kan være med til at forklare den mindre forskel i det årlige FEV1 fald hos KOL studiepopulationen og det forventede fysiologiske fald i FEV1 hos raske. Tidligere interventionsstudier hos KOL patienter har tydet på at effektiv langtidsbehandling påvirker prognosen. En efteranalyse af TORCH undersøgelsen viste at placebobehandlede KOL patienter tabte gennemsnitligt 55 ml per år i FEV1 og at det årlige tab var henholdsvis 39, 42 og 42 ml i grupperne behandlet med kombinationen fluticason og salmeterol, salmeterol monoterapi og fluticason monoterapi, p< 0.003 for placebo vs. kombinationsbehandlingen(2).

 

En planlagt efteranalyse af UPLIFT studiet viste at det årlige tab af FEV1 hos patienter med moderat KOL (GOLD klasse 2) var signifikant lavere i gruppen behandlet med tiotropium sammenlignet med kontrolgruppen, henholdsvis 43 og 49 ml per år p = 0.024 (3)

 

Undersøgelsen giver grundlag for optimisme og eftertanke. KOL er ikke altid en sygdom med progredieret årligt tab af lungefunktionen, og en stor del af ex-rygere kan have ubetydelige tab eller endog årlige forbedringer i lungefunktionen over en kort årrække.  Det er af stor betydning for den vægt der kan og skal lægges på rygestop og optimal behandling. Fremtidige interventionsstudier overfor KOL skal bl.a. styrkeberegnes og vurderes efter antallet af ex-rygere og rygere der deltager i undersøgelsen, da der er mange forskellige forløbsformer for KOL formentlig bestemt af undergrupper af KOL.


 
1. Vestbo J, Edwards, L D, Scanlon P D et al. Changes in forced expiratory volume i 1 second over time in COPD. N Engl J Med 2011;365:1184-92.


2. Celli BR, Thomas NE, Anderson JA et al. Effect of Pharmacotherapy on Rate of Decline of Lung Function in Chronic Obstructive Pulmonary Disease Results from the TORCH Study. Am J Respir Crit Care Med 2008; 178: 332–338


3. Decramer M, Celli B, Kesten S et al. Effect of tiotropium on outcomes in patients with moderate chronic obstructive pulmonary disease (UPLIFT): a prespecified subgroup analysis of a randomized controlled trial.  Lancet 2009; 374: 1171–78

 

 

 


Til toppenTil toppen

 

Siden sidst opdateret: 16. november 2013 Print Printspacer Tip en ven Tip en ven/kollega spacerTil top Til top