Du er her: IRF Anmeldelser Præparatanmeldelser Præparatanmeldelser arkiv Exforge HCT: Dyr trippelterapi – sjældent indiceret

Print

Exforge HCT: Dyr trippelterapi – sjældent indiceret


Denne anmeldelse opdateres ikke længere, da den er mere end ét år gammel


Konklusion

Exforge HCT har kun berettigelse som antihypertensivum, hvis det passer med den sammensætning og dosis, som findes terapeutisk optimal for at nå et givet blodtryksmål, og der yderligere er svære complianceproblemer. Denne mulige bedre compliance koster 8-9 kr. mere pr. døgn end en kombination af billigste AT-II antagonist (losartan), thiazid og calciumantagonist.

 

Baggrund

Exforge HCT er en ny kombinationstablet, der er markedsført (januar 2010) i forskellige sammensætninger af hydroklorthiazid, amlodipin og angiotensin-II antagonisten valsartan:

 

Amlodipin (mg) 5 10 5 10 10
Valsartan (mg) 160 160 160 160 320
Hydroklorthiazid 12,5 12,5 25 25 25

 

Det drejer sig således om i forvejen kendte antihypertensiva, der nu er markedsført i kombinationstabletter på indikationen arteriel hypertension hos patienter, der ikke kan behandles sufficient med monoterapi eller med to af indholdsstofferne.

 

Behandling af hypertension til de fastlagte mål <140/90 ved ukompliceret hypertension og < 130/80 hos patienter med hjertesygdom, diabetes mellitus eller nyresygdom indebærer ofte behandling med 2 eller 3 antihypertensiva. De 3 her nævnte antihypertensiva er alle hver for sig og kombineret veldokumenteret på dels selve blodtrykssænkningen og dels på kliniske endepunkter i form af myokardieinfarkt og apopleksi.

 

Hvis det findes indiceret med 3-stofbehandling, er det rationelt at behandle den enkelte patient med en kombination af lægemidler, hvor patienten oplever færrest mulige bivirkninger til den billigst mulige pris. Effekten anses for ligeværdig målt på blodtrykssænkning og kliniske endepunkter blandt calciumblokkere, thiazider, ACE-hæmmere og angiotensin-II (ATIIA) antagonister, muligvis i lidt mindre grad for betablokkere (målt på apopleksi).

 

Ud fra den betragtning synes Exforge HCT unødvendig dyr sammenlignet med andre 3-stofbehandlinger, idet den eneste fordel synes at være en mulig bedre kompliance, idet der kun skal tages 1 tablet dagligt.

 

Pris

Exforge HCT koster i alle udgaver bortset fra 10/320/25 mg udgaven 11,64 – 11,79 kr dagligt. Udgaven med 10/320/25 mg koster 16,73 dagligt.

 

Priseksempler på analoge kombinationer:
Centyl c KCl + amlodipin 5 mg + enalapril 20 mg: 2,32 kr pr dag.
Centyl c KCl + amlodipin 10 mg + losartan 100 mg: 2,85 kr pr dag.

 

 

Kontaktperson på IRF

IRF kan kontaktes på irf@dkma.dk 

 

 

Institut for Rationel Farmakoterapi, 17. marts 2010.


 

Siden sidst opdateret: 11. november 2013 Print Printspacer Tip en ven Tip en ven/kollega spacerTil top Til top