Du er her: IRF Anmeldelser Præparatanmeldelser Præparatanmeldelser arkiv Dynastat (parecoxib)

Print

Dynastat (parecoxib)



Konklusion

Dynastat er den første COX-2 hæmmer på markedet til injektion. Den er indiceret til kortvarig behandling af postoperative smerter.

Effekten af 20 og 40 mg parecoxib er sammenlignelig med effekten af 30 mg ketorolac (Toradol). I en mindre undersøgelse (92 personer) på raske personer er der vist en reduktion i antallet af GI bivirkninger ved behandling med parecoxib frem for med ketorolac.

Parecoxib 40 mg er ca. 4 gange så dyrt som ketorolac 30 mg. På baggrund af de udførte undersøgelser samt en prissammenligning kan Dynastat ikke anbefales til generel behandling af postoperative smerter.

Om Dynastat har færre bivirkninger hos risikopatienter er endnu ikke undersøgt, men det kan eventuelt være hensigtsmæssigt at behandle disse patienter med parecoxib.

Dynastat (parecoxib) blev markedsført mandag 13. maj 2002.


Baggrund

Den godkendte indikation er kortvarig behandling af postoperative smerter. Der anbefales ikke brug udover 2 dage, da dette kun i begrænset omfang er klinisk undersøgt.

Præparatet er formuleret til parenteral administration, og det skal anvendes enten intravenøst eller intramuskulært.

På markedet findes i dag to ikke-specifikke NSAID-præparater til parenteral behandling af postoperative smerter: Toradol, der indeholder ketorolac, og Xefo, der indeholder lornoxicam. Dynastat er udelukkende sammenlignet med ketorolac.

Dynastat indeholder det vandopløselige prodrug parecoxib. Parecoxib omdannes hurtigt i leveren (halveringstid ca. 20 min) til det farmakologisk aktive stof valdecoxib, som er en specifik COX-2 hæmmer.

Valdecoxib metaboliseres primært i leveren med en halveringstid på ca. 8 timer. Metabolitterne har ingen klinisk betydning, når parecoxib administreres i terapeutiske doser.

Dynastat markedsføres i styrken 40 mg parecoxib som pulver til injektionsvæske og pulver og solvens til injektionsvæske. Den anbefalede dosis er 40 mg, derefter 20 eller 40 mg hver 6. til 12. time efter behov. Dosis må ikke overskride 80 mg dagligt. Koncentrationen af injektionsvæsken er 20 mg/ml. Det anbefales at halvere dosis til ældre over 65 år med legemsvægt under 50 kg, samt til patienter med moderat nedsat leverfunktion. Det frarådes desuden, at parecoxib bruges postoperativt til bypasspatienter.


Effekt

Der er i alt udført 12 undersøgelser, der vurderer den postoperative smertestillende effekt af parecoxib. I alle undersøgelser er parecoxib sammenlignet med placebo og i nogle af undersøgelserne sammenlignes desuden med enten:

  • Intravenøst ketorolac
  • Intravenøst morfin
  • Peroralt valdecoxib
  • Peroralt tramadol.

Undersøgelserne er udført på patienter, der har gennemgået en tandoperation, gynækologisk, ortopædisk eller bypass operation. Resultaterne viser, at den postoperative smertestillende effekt af parecoxib 20 og 40 mg er sammenlignelig med ketorolac 30 mg givet som engangsdosis.

Virkningen af parecoxib og ketorolac indtræder på omtrent samme tidspunkt, afhængigt af hvilken type operation undersøgelsespersonerne har gennemgået.

Intravenøs og intramuskulær administration af parecoxib har sammenlignelig smertestillende effekt.


Bivirkninger

To undersøgelser har vurderet GI bivirkninger efter brug af parecoxib hos raske ældre personer. I det ene forsøg blev GI bivirkninger efter 7 dages behandling med parecoxib sammenlignet ved behandling med hhv. naproxen, ketorolac og placebo. Dette forsøg blev afbrudt pga. GI bivirkninger ved ketorolac- og naproxenbehandlingen.

I den anden undersøgelse blev GI bivirkninger efter 7 dages behandling med 40 mg parecoxib 2 gange dagligt sammenlignet med 5 dages behandling med 15 mg ketorolac 4 gange dagligt og 7 dage med placebo. I denne undersøgelse blev det vist, at parecoxib ikke giver anledning til gastroskopisk påviste gastroduodenale ulcera hos raske ældre i modsætning til behandling med ketorolac, hvor der ses ulcus i op til 23 % (7 personer) af tilfældene. Der er desuden færre erosioner ved parecoxib end ved ketorolac.

Symptomer på GI bivirkninger som f.eks. abdominal smerter og dyspepsi sås hos såvel ketorolac- og parecoxibbehandlede patienter som placebopatienter, så den kliniske relevans af resultaterne er uvis. Der er ikke udført undersøgelser på patienter, der er disponerede for ulcera og erosioner. Det vides derfor ikke, om der er reduceret risiko for GI bivirkninger hos denne patientgruppe. Undersøgelserne strækker sig desuden over længere tid end en normal i.v/i.m smertebehandling postoperativt ville vare. Det vides ikke, om der vil være en forskel i de gastroskopiske fund efter kun 2 dages behandling med hhv. parecoxib og ketorolac.

I to undersøgelser – det ene med yngre raske personer (18-55 år) og det andet med ældre raske personer (65-75 år) – blev trombocytfunktionen undersøgt. Forsøget strakte sig over 5 dage. Der blev anvendt parecoxib 40 mg 2 gange dagligt i begge forsøg, ketorolac 15 mg 4 gange dagligt hos de ældre (dosisreduktion pga. alder) og ketorolac 30 mg 4 gange dagligt hos de yngre. Resultatet var, at trombocytfunktionen blev signifikant reduceret ved behandling med ketorolac sammenlignet med parecoxib. Resultaterne er som forventet for COX-2 hæmmere.

I en anden undersøgelse med bypassoperede patienter, fik 1,3 % af de ca. 150 patienter, der blev behandlet med parecoxib apopleksi, mens der ikke sås nogle tilfælde hos de ca. 150 patienter på placebo. Årsagen er ukendt, men det frarådes, at parecoxib bruges til bypasspatienter postoperativt.


Interaktioner

Valdecoxib metaboliseres i leveren hovedsageligt ved hjælp af CYP enzymer. Der er ikke udført kliniske undersøgelser, der kan understøtte dosisjustering ved samtidig administration af lægemidler, der er CYP substrater, eller som påvirker leverens CYP enzymer.


Priser

Priser pr. 13. maj 2002

Præparat

Styrke
(initialdosis)

Lægemiddelform

Paknings-størrelse

Pris (AUP)

Pris pr. initialdosis

Dynastat
(parecoxib)

40 mg pr.
hætteglas

pulver til
injektionsvæske

10 hætteglas

789,40 kr

78,94 kr

Dynastat
(parecoxib)

40 mg pr.
hætteglas

pulver og solvens
til injektionsvæske

5 hætteglas + solvens

421,65 kr

84,33 kr

Toradol
(ketorolac)

30 mg/ml

Injektionsvæske

5 hætteglas à 1 ml

104,25 kr

20,85 kr

Xefo
(lornoxicam)

8-16 mg

Injektionssubstans

1 hætteglas à 2 ml

43,85 kr

43,85-87,70 kr

Det ses af priserne, at Dynastat er ca. 4 gange så dyrt som Toradol, ca. 2 gange dyrere end Xefo 8 mg og lidt billigere end Xefo 16 mg.


Opdateret: 23. december 2002

 


 

Siden sidst opdateret: 27. juli 2006 Print Printspacer Tip en ven Tip en ven/kollega spacerTil top Til top