Du er her: IRF Anmeldelser Præparatændringer før patentudløb Imigran eller Imigran Sprint?

Print

Imigran eller Imigran Sprint?


Hvis man som læge flytter sine patienter fra den almindelige tablet til Imigran Sprint, er det værd at holde øje med prisudviklingen, da den dispergible sumatriptan-tablet ikke har nogen sikker klinisk fordel frem for almindelige sumatriptan-tabletter.

 

Imigran (sumatriptan) almindelige tabletter fra GlaxoSmithKline udgik 5. december 2005. I stedet er der 8. november 2004 markedsført Imigran Sprint - en dispergibel tablet. Patentperioden for det aktive stof, sumatriptan, udløber først omkring maj 2006, hvorfor der endnu ikke er billigere kopier af hverken tabletter eller dispergible tabletter på markedet.

 

Såfremt man som læge flytter sine patienter fra den almindelige tablet til Imigran Sprint, er det dog værd at holde øje med prisudviklingen.


Virker Imigran Sprint hurtigere end en almindelig tablet?

Imigran Sprint er en dispergibel tablet, der opløses hurtigere i mavesækken end en almindelig tablet, hvilket muligvis kan være en fordel hos migrænepatienter, der lider af gastrisk stase i forbindelse med anfaldet. Det er ikke meningen, at den skal opløses i vand inden indtagelsen. I en poolet analyse af to placebokontrollerede studier indtræder virkningen af 50 mg efter ca. 30 min. (hhv. 30 og 50 min i de to studier). Effekten af 100 mg indtræder efter ca. 20 min. (hhv. 17 og 25 min. i de to studier). Den almindelige tablet virker efter ca. 30 min. ifølge tidligere studier. Det er imidlertid vanskeligt at sammenligne data fra forskellige placebokontrollerede studier, og der er ingen sammenlignende effektstudier mellem de to tabletformuleringer.

 

I et farmakokinetisk studie med 32 patienter fandt man en signifikant og lidt hurtigere absorption af den dispergible tablet på 50 mg, svarende til en reduktion i Tmax fra 60 til 50 min., det vil sige 10 min. (95% konfidensinterval er 5-50).


Konklusion

Det er IRFs vurdering, at den dispergible sumatriptan-tablet ikke har nogen sikker klinisk fordel frem for almindelige sumatriptan-tabletter. Information om prisforskelle bør spille en vigtig rolle for rådgivning af patienten med hensyn til valg præparat. Aktuelle priser og præparater kan følges på www.medicinpriser.dk

 

Øvrige orienteringer om patentudløb


Referencer

  1. Carpay J, Shoenen J, Ahmad F et al. Efficacy and tolerability of sumatriptan tablets in a fast-disintegrating, rapid-release formulation for the acute treatment of migraine: Results of a multicenter, randomized, placebo-controlled study. Clin Ther 2004;26(2):214-223.
  2. Barbanti P, Carpay JA, Kwong WJ et al. Effects of a fast disintegrating/rapid release oral formulation of sumatriptan on functional ability in patients with migraine. Curr Med Res Opin 2004;20(12):2021-2029.
  3. Sheftell FD, Dahlöf CGH, Brandes JL et al. Two replicate randomized, double-blind, placebo-controlled trials of the time to onset of pain relief in the acute treatment of migraine with a fast-disintegrating/rapid release formulation of sumatriptan tablets. Clin Ther 2005;27(4):407-417.
  4. Walls C, Lewis A, Bullman J et al. Pharmacokinetic profile of a new form of sumatriptan tablets in healthy volunteers. Curr Med Res Opin 2004;20(6):803-809.

Institut for Rationel Farmakoterapi, 9. december 2005


 

Siden sidst opdateret: 21. december 2006 Print Printspacer Tip en ven Tip en ven/kollega spacerTil top Til top