Du er her: IRF Ændrede retningslinjer Hostemidler - uændret markedsføringsstatus

Print

Hostemidler - uændret markedsføringsstatus

 

I januarnummeret af Rationel Farmakoterapi 2003 gennemgik IRF evidensen for hostemidlers effekt ved akutte øvre luftvejsinfektioner. Det har efterfølgende medført en del presseomtale. Senest i DR´s forbrugerprogram Kontant, hvor repræsentanter for både IRF, Lægemiddelstyrelsen, Danmarks Apotekerforening, Medicinindustrien og Det Nordiske Cochrane Center har udtalt sig. Konklusionen fra alle parter var klar. Der er ingen god evidens for at behandle akut infektionsbetinget hoste med hostemedicin.

 

Lægemiddelstyrelsen har derfor foretaget en gennemgang af dokumentationen for hostemidlernes kliniske effektivitet og sikkerhed. Der er imidlertid ikke fremkommet nye oplysninger, som fundamentalt ændrer ved forholdet mellem effektivitet og sikkerhed for de enkelte hostemidler. Status for hostemidlernes markedsføringstilladelse er derfor uændret (se Lægemiddelstyrelsen notat her).

 

Det skal hertil præciseres, at mangelfuld dokumentation for klinisk effekt (som er situationen for de fleste hostemidler) ikke kan danne grundlag for ændringer i en allerede udstedt markedsføringstilladelse. Hvis der skal ske ændringer kræves der således solid dokumentation for, at lægemidlet ikke virker.

 

Da der ikke er kommet nye oplysninger frem siden IRF´s artikel i januar 2003 er konklusionen fortsat, at der er yderst sparsom (og for dextrometorfan modstridende) dokumentation for hostemidlers effekt på almindelig forkølelseshoste. I de undersøgelser, hvor der findes en positiv effekt, er denne meget lille og af tvivlsom klinisk relevans.

 

Der er således fortsat ikke fagligt grundlag for aktivt at anbefale hostemidler til patienter med forkølelseshoste. Det gælder både hostemidler i håndkøb og receptpligtige midler. Patienters efterspørgsel på hostemidler i håndkøb bør derfor ikke medføre en automatisk henvisning til læge, hvis det eneste formål er at få et recptpligtigt hostemiddel i stedet. Men der kan selvfølgelig være andre gode grunde til, at en patient - fx. med langvarig hoste - bør konsultere sin læge. 

 

Institut for Rationel Farmakoterapi 11. juni 2004


 

Siden sidst opdateret: 21. december 2006 Print Printspacer Tip en ven Tip en ven/kollega spacerTil top Til top